Der skulle holdes begravelse. En del af befolkningen flagede på halv. Folkeskolen var død. De sidste 3 år, havde Folkeskolen været indlagt. Der skulle foretages så mange udskiftninger, som muligt. Krigen mod kineserne krævede opdatering. Folkeskolens gammelmandsudtryk trængte grundlæggende til en facelift. Hjernen var også forsøgt erstatte. Med en computer.

Til sidst opgav forskerne, og satte Folkeskolen på plejehjem. Der blev konstateret demens og ordineret nogle blå piller. Rengøringen kunne der ikke længere klages over. Der var endda en kø af forskere og professorer i sanitet og bakteriologi, der diagnosticerede evt. kliniske lidelser, og mulige kommende. En del af dem gik med rundt med lup, der blokerede det større udsyn, men kunne zoome ind og andre sad med mikroskoper uden på gangen. Der var faktisk gjort så grundigt rent, tørt så meget røv og brugt så mange rengøringsmaskiner, at livet var taget af den gamle Folkeskole. Den blev nu diagnosticeret terminal og overført til hospice.

Folkeskolen havde forsøgt fra starten af behandlingen at takke venligt nej, og pænt tak for opmærksomheden, med ”jeg har en udmærket familie og vil gerne hjem” osv.. Men det kunne der ikke være tale om. Det manglede bare. Og var Folkeskolen egentlig ikke utaknemmelig? Man kunne vel forvente bare en smule taknemmelighed, når man kom anstigende med den sidste nye teknologiske og forskningsbaserede viden på området. Kun novellen ”Fødselsdagen” af Finn Søeborg lå tilbage på Folkeskolens sengebord. Det var det sidste livtegn. En del håbede, den var smuttede ud af vinduet, som en anden 100 årig, men det var usandsynligt.

Kirken var fyldt til bristepunktet på begravelsesdagen. Folk ankom i sort, med bøjede hoveder, og satte sig på bænkene, mens de trykkede hånd og omfavnede hinanden. Der var nu helt stille og eftertænksomt inde bag kampestenene. Pludselig blev stilheden brudt af champagnepropper. Det var bussen sponseret af DPU. Efter en del juhu og nu skal der -festes, blev der lidt ørenlyd. - Så giv mig da for satan det sidste af den flaske Noa, flæsende så en højstemt mandestemme stilheden. -Hold kæft Stefan, det er sgu da Claus, der står for kasserne. - Er det det der gamle lort, festen holdes i? råbte Jens. Det er sgu meget passende. Selskabet brasede ind i kirken.

De var iført farvestrålende tøj, røde bukser og grønne butterflys, en del med halvlangt Henrik-Dahlsk hår. De formerede en lille cirkel midt på kirkegulvet, og kom til at ligne en papegøje. Lars slukkede en cigar i nærmeste blomsteropsats. De talte i munden på hinanden, og gentog hele tiden, hvad den anden sagde. Der blev længe eftersnakket og nikkedukket rundt i den farvestrålende cirkel, indtil orglet satte i, hvorpå regnbuecirklen med et sæt opdagede de dystre omgivelser. Det gik langsomt op for det muntre selskab, at de stod midt i en begravelse. Der bredte sig vantroe udtryk på de farvede jakkesæt. Jamen var folkeskolen ikke død? Hvorfor sad de så og flæbede? Så stille og i sort? Hvad var problemet? Hvad fanden troede folk, de sidste år havde handlet om… Det skulle da fejres! Niels forsøgte med et sidste overtalende ”Juhu”, men det hele døde ligesom hen. Orglet holdt op med at spille med et langstrakt suk.

Papegøje-cirklen bredte vingerne og møvede sig ind på to bænkerækker over for hinanden. De farvede begyndte at smse til hinanden. Ingen havde sgu sagt noget om en begravelse. Snorksov embedsmændene, når de lavede mødekalenderen? De havde bare skrevet ”Folkeskolens død”, og så havde sådan en party-stemning bredt sig på gangene. Nu var der jo plads til Leg og Læring. Nu kunne politikere ”lege” og de skoleansatte ”lære”. Var det måske ikke helt fantastisk! Der havde været spontan dans oppe på Borgen. Indtil Marianne var blevet skole-lærer-mopset.

En kordegn rakte en salmebog til det fremmede selskab. Typisk kirken og folkeskolen sådan at rotte sig samme og trække gamle bøger frem, smsede vingerne til hinanden. Blev man sådan leg&lærings-agtig, så surmulede de om indhold og kultur, og gik man til test&data, så hylede de op om alt det praktisk-musiske. De var sgu da heller ikke til at danse med de kontrære hoveder. De ville fanme både det ene og det andet, og hvem havde råd til det i disse for-vor-land-så-hårde-tider. Det her er det rene Amish People, skrev Michael på papegøjens fællessms. Det næste var vel, at det her museum forbød smartphones som en anden efterskole? Ja det var sgu ikke fordi Michael havde været på en efterskole, men han havde hørt, at de var helt off-line. Michael og Noa vendte øjne. Hvad-var-det-her-for-en-gang-nekrofili. Folkeskolen var jo død. Havde de ikke nok af museer til alt deres gamle forældede lort. Som arkæologerne gravede op med små skeer, mens man pænt måtte vente med sine motorveje og indkøbscentre. Hvad fanden hylede de sådan for? De havde fået både naturen og kulturen, så kunne andre vel komme i gang med teknificeringen uden alt den hellige modstand.

Da alle var bænkede og papegøjen lydløs, steg præsten på podiet. Vi er i dag samlet for at sige farvel til Folkeskolen. En kvinde brød sammen. En måtte bæres ud. -Åh nej åh nej, hvad skal der blive af os?  Hvad med mine børnebørn, udbrød en mand i afmagt. Præsten manede til ro. Snart sad forsamlingen i stedet som forstenet. Papegøjens vinger sad også med hovederne bukkede. De var i gang med at smse til hinanden. Præsten læste Paulus:

Alting har en tid,for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.En tid til at fødes, en tid til at dø.En tid til at plante, en tid til at rydde.

En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.En tid til at græde, en tid til at le.En tid til at holde klage, en tid til at danse.En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.En tid til at opsøge, en tid til at miste.En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.En tid til at tie, en tid til at tale.En tid til at elske, en tid til at hade.En tid til krig, en tid til fred.

Så mindede præsten om, at når der normalt blev bedt for øvrigheden, så var det ikke for at velsigne deres gerninger, men i et håb om, at fornuften ville mildne dem i deres stillinger, som ofte lokkede svage sjæle som Jesus’ 40 dage i ørkenen. - Men vi er ikke her for at dømme, vi er her for at …øh, præsten bladede rundt, og tog febrilsk briller på - ,…for at drømme. Han fandt stemmen igen. - Ja drømme, drømme om den tid, der havde været, sagde han salvelsesfuldt og den tid der kommer. - I mellemtiden er vi kun ydmyge mennesker på jorden, der må lære tålmodighed og erfare lidelse. Han nikkede fromt til menigheden. - Alle kendte jo Jesus historie, lønnen kom hinsides ikke dennesides. - Det er der noget om, råbte Bondo fra det sorte dyb. Menigheden klappede. ”Han ryger i helvede” smsede Noa tilfreds til Michael. Det var sgu et godt system det der himmel og helvede-koncept. Det kunne måske indføres i det offentlige?

En del lærere sad nu uroligt på bænkene, og holdt lidt fat i sidemanden. Men nu var det tid til de pårørendes indslag, og en mand med skæg og sandaler satte sig med en guitar oppe ved døbefronten. - Der er ingen ord, der kan udtrykke, hvad vi føler og hvad der er sket, startede han med en varm dyb stemme. -Men måske kan en sang erindre om vores længsel og minder. Han smilede varmt og lagde rutineret an til fællessang.

Det viste sig, at stort set alle – undtagelse papegøjen – kendte sangen og kunne spille et eller andet instrument. Snart var hele koret proppet med noget der lignede et kæmpe visemandsorkester. Præsten havde været på Forny-Kirken-kursus og tog chancen: Han delte rødvin og oblater rundt til alle, også dem i sideskibet og koret. Imens gjorde han korsets tegn med rytmiske bevægelser og ærgrede sig over at han ikke fik det på video. Præsten ville gerne dokumentere over for menighedsrådet, at han havde innovationskompetence.

De sortklædte fandt foto frem af deres tidligere elever, fra skoleudflugter og udstillinger, og et par hjemmekundskabslærere fyrede op med kasserede bøger under døbefonten og kogte en herlig suppe af de madpakker, som lærere altid havde på sig. Nogle formningslærere fik gang i noget ordkunst nede i krypten og koordinering af kostymer, og et par gymnastiklærere improviserede en koreografi. Det var, som om de sortklædte forsøgte at genoplive Folkeskolen.

Papegøjen flygtede ud i våbenhuset. Det var jo det rene heksedoktori. Sikke et hippikollektiv. Havde de sidste mange år dog været helt forgæves? Kunne man da ikke holde den slags skaberi nede, det her kunne jo ikke eksistere i en computer, det kunne ikke måles, det var ikke karriere-, konkurrence- og innovativs-fremmende. Det var sgu da heller ikke grænser for, hvor utaknemmelige de lærere var. Papegøjecirklen kunne ikke få ørenlyd for visesang, så de fortsatte med at smse hinanden. Det gjorde de normalt alligevel. Så kunne man jo også dokumentere.

En af de sortklædte udbrød spontant: - Lad os nedsænke kisten! Og alle fulgte med på panfløjter, med violiner og kasserede rytmikinstrumenter. Hvad fanden, hvem var leder i den her forsamling? smsede Michael himmelråbende. Det hele virkede som en stor organisme. Papegøjen flaksede forvirret uden for kirken. Det gik nu i livlig sort dans ned af kirkestierne, indtil menigheden nåede en kæmpe gravsten med ”Folkeskolen 1814-2014 (16). Hvil i Fred.” Utallige lærere var ved at segne under vægten af kisten, men de bed tænderne samme, selvom de var ved at kravle på knæene og måtte afløse hinanden.

Folkeskolen kunne først ikke komme ordentlig derned, fordi så meget var af ikke-fysisk-observans, men alle hjalp hinanden i et stort svedende fællesskab. Stærke bånd måtte hugges over, forbindelser brydes, sammenhænge smadres. Jakker blev lagt og nederdele trukket på. Folkeskolen skulle have sit sidste hvile, den skulle ikke ligge i uindviet jord, eller slænges ud på marken. Den skulle have sin sten og ligge et sted, hvor det var muligt at samles og mindes.

Det vidste sig, at hullet simpelthen ikke var stort nok. Dimensionerne var beregnet af nogle forskere, men lige meget hjalp det. Det var ikke fysisk muligt at jorde Folkeskolen. Teoretisk var det måske muligt, men et eller andet var gået galt. Præsten vidste ikke sit levende råd.  Men nu blev der hentet værktøj hos naboer og venner, der blev råbt opmuntrende ord, grinet, gravet, skjorteærmer blev smøget op, nogen kom med kage og kaffe. Matematiklærere fortog nye udregninger, sløjdlærerne høvlede kanter til, pensionerede lærere syede nyt indvendigt betræk, nogen kom med ideer til alternative måder at løse problemerne på, og snart lå kisten fint og dybt i jorden. Der blev givet highfive, omfavnet, tørret sved af, drukket en øl siddende på gravstenene, delt historie om, hvad alle havde tænkt, gjort og sagt under nedgravningen. Diskuteret, hvad de kunne have gjort bedre og rost dem, der var kommet med gode ideer.  Kan I huske…., Det er sidste gang at………Hvem fik egentlig den ide………..Hold da kæft hvor du…… Latter, snak, diskussioner. Præsten forsøgte at stoppe snakken. Han havde et dobbeltbryllup mellem Journalistforbundet og Undervisningsministeriet om en time. Til sidst brød folket ud i spontan sang om venskab og død.

Papegøjeformationen var målløse. Havde de mennesker, da ingen anstændighed? Sved og tårer alle vegne. De kunne da have fundet en ansvarlig, klaget, bedt om en rapport, før de handlede. Og så alt den mundtlighed, hvordan fanden fik de nogen sinde et godt cv, der var jo intet, som i absolut intet, der kunne dokumenteres bagefter. Hvem vidste, at det var dem, der havde arbejdet, hvis de ikke skrev ned. Og hvordan arbejdede de, når der ikke var en leder blandt dem, og hvorfor arbejdede de overhovedet?

-Af jord er du kommet, begyndte præsten. -Ja det kan du bande på, råbte den svedende masse. -Af sved, tårer, vilje, kærlighed, ansvar, fællesskab er den kommet. -Nå ja sagde præsten forvirret og rettede på sygekassebrillerne. -Men af, ja altså alt det der I sagde, skal du igen opstå. Det synes den svedende masse at være tilfreds med. De nikkede og nogen råbte, gravøl!. Papegøjen fattede intet og var efterhånden nervøs for, om nogen kom til at tørre sved af i de dyre jakkesæt eller al det jord satte sig på de pudsede sko. Var der da intet niveau i det her folkefærd? Papegøjeformationen havde nu alle googlet deres eget cv på smartphonen. For det var som om, de lige nu ikke eksisterede. De forsøgte hver i sær at gentage mantraet, som de lærte på lederkurset: ”Jeg har et cv, derfor er jeg”. 

I konfirmandstuen blev der grædt, og leget, og mindes, og hadet, og elsket, og danset, og sunget, og tegnet, og læst, og kedet sig, og følt angst, afsavn, længsel og fællesskab……… Af jord er du kommet…..

Jeg vågnede med næsen nede i skovbunden. Jeg var faldet i søvn i skovbunden. Min cykel stod op af et træ. En rådden fugl stirrede med tomme øjne på mig. Jeg blev overvældet af sorg. Om natten vågnede jeg også hver anden time. Vækket af den sorg og vrede, som jeg ikke kunne styre. Hørte papegøjer overhovedet til på vores breddegrader, spurgte jeg migselv, mens jeg steg op på min cykel. Jeg ville hjem.