Lærer til lærer

Erasmus+ på Nordre Skole i Viborg

At være en del af et internationalt projekt som Nordre Skoles ”Learn, Create and Communicate” kræver stort arbejde og skaber værdi for de elever, der inddrages i det.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Kamilla Holse Palbjørn-Søgaard - lærer Nordre Skole i Viborg

Projektet er 3-årigt og som første store led i projektet havde Nordre Skole besøg af 23 elever og 10 lærere fra 5 forskellige europæiske lande.

De internationale elever boede hos de Nordre-elever, der var en del af gruppen Eurobuddies (elevambassadører for projektet) og deres familier.

Indsigt i egen og andres kultur

Oplevelsen af at være vært for børn fra et andet land giver eleverne ejerskab, samtidig med at de vokser som mennesker både i forhold til sproglige kompetencer og i forhold til at se andres behov og lære en anden kultur at kende - og på den måde også sin egen kultur at kende.

I den uge, vi havde besøg, bød vi på en bred vifte af aktiviteter, som lykkedes med fokus på den åbne skole, hvor både pædagogstuderende, animationsskoleundervisere og naturvejledere hjalp os i mål med et ambitiøst program.

Forståelse i børnehøjde

Vi fik vist eleverne nogle elementer af, hvad det vil sige at gå i skole i Danmark, med fokus på bevægelse, kultur og interkulturel forståelse – på børneniveau naturligvis.

Lærerne fra de fem partnerskoler deltog på lige fod med resten af lærerkollegiet og fik mulighed for at opleve den mere superviserende og organiserende position, som er særligt i den danske skole, fremfor den mere alvidende og regelrette funktion, der kan opleves på skoler, andre steder i Europa.

Udveksling af idéer, viden og kultur for både voksne og børn har givet et frisk pust til Nordre Skole og gav eleverne et fundament til at møde verden og turde tale og kommunikere med andre.

Du kan læse mere om Erasmus på http://www.learncreatecommunicate.dk

Powered by Labrador CMS