Jeg er lærerstuderende og jeg er bekymret. Jeg er bekymrer for de tusindvis af børn der får mig og mine medstuderende som lærere. Jeg er bekymret fordi vores uddannelse ikke sikrer at vi bliver kompetente lærere. 

Der er mange problemer med læreruddannelsen. Mange problemer. Her vil jeg nøjes med at belyse ét, nemlig et problem med vores praktik. Et ud af mange problemer ved vores praktik. Og jeg vil begynde med en lille matematikopgave. 

Anna og Benny 

Anna tilbyder Benny at undervise ham i at spille cello enten ved at give ham a) 1 lektion om ugen i 10 uger, eller ved at give ham b) 5 lektioner om ugen i 5 uger. Prisen er den samme. Bør Benny vælge a eller b? 

Alle der får dette spørgsmål svarer det samme. De svarer b. Naturligvis. Og deres begrundelse er altid den samme, nemlig at Benny får flere lektioner for samme pris. Det er altså indlysende for enhver at det er antallet af lektioner, og ikke antallet af uger, der er det afgørende. Så hvis Benny vælger de 25 lektioner, så har han gjort en god handel. Indgår han derimod en aftale med Anna om 10 lektioner, så er han blevet taget ved næsen, på trods af at det er en længere periode. 

Følger reglerne for læreruddannelsen samme logik? 

Vender vi nu blikket mod læreruddannelsen, så ser vi at den er på 240 ECTS-point. Hvert af disse ECTS-point svarer til små 30 timers studie. Det giver god mening, da det - med ovenstående in mente - er åbenlyst at der er en sammenhæng mellem det antal timer vi studerer og hvor meget vi lærer. 

Men ser vi derimod på praktikken på læreruddannelsen, som er på 10 ECTS-point om året, så er der noget der stikker os i øjnene. I praktikken er det primære naturligvis at vi får mulighed for at afprøve vores teori i praksis ved at stå ved tavlen. Så spørgsmålet er nu: hvor mange lektioner bør vi undervise for at opnå vores 10 ECTS-point? Med ovenstående historie om Anna og Benny in mente er det jo åbenlyst at der må være et mindstekrav for det antal lektioner vi bør undervise for at få vores ECTS-point for praktikken. Men sådan forholder det sig ikke. 

I stedet for nogle krav omkring antallet af lektioner, så er der udelukkende nogle krav for antallet af uger praktikken bør vare. Nemlig 6 uger om året. Men det er jo ikke antallet af uger der er det afgørende. Hvis det var det, så ville folk sige at Benny burde vælge de 10 uger fremfor de 5. Men det er der ingen der gør. Ingen. Og med god grund. 

Og hvad betyder det så i praksis?

Og hvad betyder det så i praksis? Det betyder at nogle af mine medstuderende har haft tæt på 40 undervisningslektioner i løbet af vores anden praktikperiode. Andre har haft under 20. Nogle har haft omkring en håndfuld. Og der er i hvert fald én studerende der har haft 0. Nul undervisningslektioner. Lig nul erfaring. 

Der er altså lærerstuderende der har fået i nærheden af 40 lektioners undervisningserfaring, mens andre har fået 0 eller tæt på. Og hvor mange ECTS-point får de så for det? Lige mange. Præcist lige mange. 

Er det okay at nogle lærerstuderende og børn tages ved næsen? 

Giver det mening? Nej. Kan det retfærdiggøres? Bestemt ikke. For før eller siden er det børnene der bliver ofre for de lærere, der i løbet af deres uddannelse stort set ingen praktik har haft. 

Er det derimod noget der bør gøres noget ved, så ingen lærerstuderende, og dermed ingen børn, tages ved næsen?