Mark Wolters, 49 år, uddannet 1998, Bredagerskolen, Jelling

Jeg drømte ikke...

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg drømte ikke om at blive nogen bestemt lærer. For i første omgang var der mange ting, jeg bare skulle finde ud af at lære. Så det stod ikke klart for mig, hvilken lærer jeg skulle være. Men for mig var og er den gode lærer en med god relation til eleverne, og man skal turde stå frem som den person, man er. For det skaber en tryghed for eleverne. Og så er det vigtigt, at man ikke kun er vedholdende i forhold til elevernes faglige progression, men også rent opdragelsesmæssigt, hvor det er vigtigt, at eleverne har nogle voksne, som holder ved. Det er afgørende for, at eleverne kan udvikle sig socialt, fagligt og personligt.

Jeg er læreren, som med årerne er blevet skarpere på, hvilken lærer jeg gerne vil være. I dag er det vigtigere end nogensinde at have et godt team omkring sig for at kunne være den gode lærer og skabe en sammenhængende skolegang for eleverne med de mange elementer, der skal implementeres med reformen. Jeg synes desværre, at rammerne forhindrer mig i at være den, jeg gerne vil være. Det skaber en latent utilfredshed i forhold til mit arbejde. Men det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg er en dårligere lærer af den grund. Vi lærere er utroligt gode til at tilpasse os virkeligheden, og derfor kompenserer vi på forskellig vis. Men der kan gå ret lang tid, før jeg har mulighed for at give eleverne stile tilbage.

Powered by Labrador CMS