København vil undersøge vold mod børn i hjemmet

Københavns Kommune sætter nu en undersøgelse i gang, som skal afdække omfanget af vold og trusler mod børn i hjemmet. Souschef på Rådmandsgades Skole understreger, at det kræver mere end blot en undersøgelse at komme problemerne til livs.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I februar beskrev fagbladetFolkeskolen, hvordan en lærer på Rådmandsgade Skole havde opdaget, at størstedelen af eleverne i hendes 2. klasse oplevede at blive slået eller truet i hjemmet. Sagen skabte efterfølgende debat om folkeskolens og lærernes rolle i forhold til at forhindre lignende tilfælde fremover. Et enigt børne- og ungeudvalg støtter nu en afdækning af omfanget af vold og trusler mod børn i de københavnske hjem.

Souschef på Rådmandsgade Skole Camilla Ottsen er ikke afvisende over for nødvendigheden af en undersøgelse.

"Hvis der er fagfolk, der mener, at det er et område, der ikke er godt nok undersøgt, så skal vi ikke være dem, der siger dem imod", forklarer hun til folkeskolen.dk.

Hjælp til det forebyggende arbejde

Camilla Ottsen håber, at undersøgelsen vil kunne hjælpe i forhold til det forebyggende arbejde omkring vold i hjemmet og understreger, at det kræver mere end blot en afdækning af omfanget for at komme problemerne til livs.

"Hvis man kun laver undersøgelsen og ikke bagefter handler på baggrund af resultatet, så er det jo symbolpolitik", siger hun og påpeger, at det ikke alene er folkeskolens og lærernes opgave at løse problemet med vold og trusler i hjemmet.

"Men folkeskolen skal ligesom med alle andre opgaver, der har med almen dannelse at gøre, bidrage til løsningen", forsikrer hun.

Powered by Labrador CMS