Professor Ove Kaj Pedersen mener, at Danmarks 800.000 offentlig ansatte udgør en trussel mod velfærdssamfundet.  

Udgangspunktet for OKP’s udfald er hans eget udsagn om, at off. ansatte – og her nævner han specielt lærere, sygeplejersker, socialrådgivere og læger – savner selvkritik og ikke kan skelne mellem egne og fællesskabets interesser, hvilet giver sig udtryk ved ikke (uden kamp) at ville underkaste sig det politiske flertals prioriteringer. Altså underforstået, at når fx lærerne kritiserer skolereformen, så er det fordi, de ”meler deres egen kage” og ikke af fagprofessionelle årsager.

Kendetegnet ved en demokratisk retsstat er ellers borgernes grundlæggende rettigheder til at kritisere og opponere mod politikernes beslutninger samt at kæmpe for bedre arbejdsvilkår, men i OKP’s optik udgør disse rettigheder en trussel mod velfærdssamfundet!

Er det fx for egne særinteresser eller for fællesskabets (elevernes) interesser, når lærerne kæmper for mere forberedelsestid til undervisningen, flere ressourcer til inklusion af elever i normalklasser, uddannet fagpersonale i modtageklasse, nedsætttelse af klassekvotienterne, afskaffelse af de nationale tests osv.?

Det burde ikke være svært at indse, at tingene hænger uadskilleligt sammen. Det er ikke lærerne, der blander egen interesser og fællesskabets interesser, for de er langt hen ad vejen sammenfaldende. Bedre vilkår for lærerne gavner eleverne og dermed fællesskabet. Lærernes arbejdsforhold er afgørende vigtig for kvaliteten af fællesskabets skole, ligesom fx sygeplejerskernes er for patienterne og socialrådgivernes for de sociale klienter. Det er en grov mistænkeliggørelse af alle fagprofessionelle at mene, at de kun tænker på sig selv og ikke på eleverne, patienterne eller klienterne. Er man forkælet, når man er engageret og kæmper for arbejdsforhold, der gør det muligt at yde en passioneret indsats. En hel frisk undersøgelse viser, at effektiviseringer har forringet arbejdsmiljøet for især socialrådgivere, skolelærere og hospitalsansatte i en sådan gad, at det truer de ansattes sundhedstilstand. Forkælelse kan man vel næppe kalde det!  

Problemet, som OKP helt overser, er, at politikerne i deres ambition efter at reformere er nødt til samtidig at effektivisere for at få ressourcerne til at række. Tiltag, som ofte betyder, at de ønskede fremskridt bliver til tilbageskridt, uden dog at politikerne vil erkende det. Et godt eksempel herpå er skolereformen, hvor ambitionerne er tårnhøje, men økonomien mangelfuld, hvorfor man i effektiviseringens navn lader lærerne finansiere den ved at reducere deres forberedelsestid og pålægge dem flere undervisningstimer end før reformen. Off. ansatte er helt klar over skismaet mellem udvikling af velfærdssamfundet og statens ressourcer, men har en helt legitim ret og pligt til at sige fra, når politikerne prøver at sælge forringelser forklædt som fremskridt.

OKP efterlyser en mere konstruktiv rolle af de off. ansattes organisationer, men her er sandheden, at politikerne ikke lytter eller går i dialog, hvis de fagprofessionelles anbefalinger går dem imod. Et eksempel er lærerkonflikten i 2013, som lærerne for øvrigt ikke ”kastede sig ud i”, men blev påtvunget af Kl. og regeringen.   

De off. ansatte skal rette ind og gøre som politikerne siger uden vrøvl - eller blive stillet for OKP’s verbale henrettelsespeloton.

Sandheden er, at det tjener alles interesse at behandle vore fagprofessionelle vandbærere ordentligt. Uden dem ingen velfærd!