Enetimer rykker for svage læsere

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det overrasker vel de færreste, at det nu er dokumenteret, at én til én-undervisning af en kvalificeret lærer er den allermest effektive metode til at løfte svage læsere op på alderssvarende niveau.

Det er John Hopkins University School of Education, der har sammenlignet undersøgelser af en stribe forskellige tilgange til undervisning af svage læsere på de yngste klassetrin. Konklusionen er, at én til én-programmer med fokus på det fonetiske er mest effektive og mere effektive, hvis det er lærere, end hvis det er frivillige og forældre, der sætter sig med det enkelte barn. Men effekten af denne effektive start på læsningen holder kun oppe i de højere klasser, hvis man følger op med indsatser efter den første begynderlæsning.

Undervisning i små grupper er ikke nær så effektiv som én til én-undervisning, viser forskningskortlægningen. Derimod findes der metoder til brug på klassen, der kan hjælpe de svage læsere, herunder et cooperative learning-program.

En anden konklusion fra reviewet er, at it-træningsprogrammer til svage læsere har meget ringe effekt på elevernes læsning. Men der findes gode og effektive værktøjer, og med den tilgængelige viden er der ingen undskyldninger for ikke at hjælpe de børn, der har læsevanskeligheder, konkluderer forfatterne.

Et resume af forskningsreviewet inklusive en rangliste over forskellige programmer for svage læsere efter evidens kan hentes på bestevidence.org under »struggling readers«