April 2007

Glæden fylder mest i Hanne R., da hun læser den nye rapport fra en anden psykiater. Jesper har ganske vist »en lettere grad af afvigelse i det sociale samspil«, står der. Men ikke nok til at opretholde diagnosen Aspergers syndrom, lyder konklusionen efter flere måneders kamp for at få Jespers sag revurderet.

Men side om side med glæden kæmper også en grim skyldfølelse. For var det i virkeligheden hende selv, der havde ansvaret for, at Jesper fik stillet diagnosen? Var det deres forældrebehov for svar og hjælp, der fik den første psykiater til at stille diagnosen uden at være helt sikker? Var hun for autoritetstro? Og er det nu deres stædige insisteren, der har fået den nye psykiater til at ændre diagnosen?

Den sidste tanke kaster Hanne R. fra sig. Som mor ved hun, at Jesper ikke fejler noget. Men hun ved også, at han er speciel. Det sidste har igen fået dem til at undersøge mulighederne for et skoleskifte. Det går ganske vist bedre for Jesper i klassen. Fagligt har han ingen problemer. Tværtimod har han det let med de fleste opgaver, som han ofte har løst i skolen, før timerne er omme. Men han trives ikke for alvor, og lektielæsningen er en daglig kamp med både sure ord og tårer. Tingene begynder først at falde på plads for Hanne og Claus R., da socialrådgiveren en dag kommer med en brochure om en skole for børn med høj intelligens. Måske kan det være den løsning, de har ledt efter så længe?

Oktober 2007

Hanne og Claus R. sætter sig på første række i mødesalen på Hovedbiblioteket i Aalborg. Den næste times tid kan måske give svaret på, hvorfor deres søn, siden han var lille, har haft særlige interesser og særlige evner, men samtidig haft store problemer med at begå sig socialt.

En mørkhåret kvinde i sort nederdel og med højhælede sko begynder at tale. Hun fortæller om sin søn. Om det sprog, han bruger, og de tanker, han gør sig. Samtidig viser hun tegninger, som sønnen har lavet. De er ikke med huse og biler, som man kan forvente fra en seksårig. I stedet forestiller de maskiner, hvor alting er forbundet, og hvor alle knapper har en funktion. Jespers forældre kigger indforstået på hinanden. Det er svært ikke at begynde at grine, mens den samme tanke kører rundt i hovedet på dem: »Hun snakker om Jesper!«

Hanne og Claus R. har bunker af tegninger, præcis som dem foredragsholderen viser på overheaden.

Hun hedder Pernille Buch-Rømer og har været med til at oprette skoler for »børn med særlige forudsætninger«.

Hun fortæller om sin højintelligente søns sociale vanskeligheder. Sådan har de fleste af børnene med særlige forudsætninger det. De er asynkront udviklet. Intellektuelt er de foran deres jævnaldrende, men de er bagud socialt.

Jo mere Pernille Buch-Rømer forklarer, desto mere sikre bliver de to forældre. Claus R. kan genkende alt. Det sirlige system, som Jesper kræver, at alt er i. Den dårlige motorik. Og tankegangene, der er så komplicerede, at han kan have svært ved at følge med sin 11-årige søn. Stemningen er høj på vej hjem til Vodskov. Endelig. Hanne og Claus R. har nu fået svar på mange af de spørgsmål, de gennem årene har stillet sig selv.

I England, Canada og specielt i Asien har man fokus på denne gruppe børn, men Danmark halter efter forsknings- og videnmæssigt. Blandt andet derfor bliver mange børn med særlige forudsætninger diagnosticeret med Aspergers syndrom, fordi symptomerne ligger tæt på den adfærd, man oplever hos børn med særlige forudsætninger.

Hanne og Claus R. er lettede. Deres søn har ikke Aspergers syndrom. Han er ikke autist. Han har særlige evner, som samtidig blokerer for socialt samvær med jævnaldrene børn.

Mødet på hovedbiblioteket handlede om, at der i Aalborg måske skulle oprettes en skole for børn med særlige forudsætninger.

»Bare den bliver til noget«, tænker begge forældre, mens de kører hjem.

Januar 2008

Temperaturen er blot et par grader over frysepunktet, og kulden har sneget sig ind på Vejgaard Bibliotek, hvor Claus og Hanne R. sidder og venter. Men tanken om, at flere års mareridt snart kan være ovre, hjælper. Inde ved siden af taler Jesper med Pernille Buch-Rømer, der skal afgøre, om han er egnet til optagelse i en klasse for børn med særlige forudsætninger. Ved sin side har hun Heidi Kjærgaard, der er blandt initiativtagerne til en ny skole i Aalborg.

Claus R. når at tænke, at han vil være meget forundret, hvis de vender tommelfingeren ned i forhold til Jesper. Lige siden mødet på hovedbiblioteket har han været overbevist om, at sønnen har særlige forudsætninger. Det passer bare så godt sammen. Det hele falder i hak. Det samme tænker Jespers mor, men hun kan alligevel ikke lade være med at bekymre sig. Det her er måske sidste halmstrå, tænker hun, men trøster sig ved, at det er et tykt et af slagsen. Men hvad nu hvis den nye skole bare ikke er sagen for Jesper? Hvad hvis han brækker halsen på det? Vil hun kunne bære skyldfølelsen over, at hun har flyttet sin søn over til endnu et nederlag? Tankerne fyger rundt.

Han virker sky, tænker Heidi Kjærgaard i begyndelsen af samtalen med Jesper. Hun er en af drivkræfterne bag den planlagte skole for børn med særlige forudsætninger i Aalborg. Da samtalen drejes ind på computere, er hun ikke i tvivl. Jesper har bestemt potentiale. Han kaster det forsigtige af sig. Heidi Kjærgaard kan mærke, hvordan han nyder, at der rent faktisk er nogen, som gider høre på ham. Også selvom hun ikke selv forstår alt det, Jesper ivrigt forklarer.

»Vi prøver også at finde en, der er som dig«, siger hun til Jesper, som har fortalt, at han har svært ved at få venner.

Heidi Kjærgaard kan se på ham, at han er skeptisk. Han tør næsten ikke tro på, at det kan være udholdeligt, endsige sjovt, at gå i skole. Men denne skole er anderledes, lover hun.

Jesper synes, at fagene lyder spændende. Latin er sådan et elegant sprog, og så ser han frem til at få fysik. I længere tid har han læst om fysiske eksperimenter på internettet og har enkelte gange selv eksperimenteret.

»Det er lige præcis sådan et sted, jeg vil gå på«, tænker Jesper, da han kommer ud til sine forældre. |

2009

De 15 papirstjerner hænger stadig i Hold D's lokale. Under vinduet i den ene side har en flok drenge taget plads omkring en computer. Johan sidder længst ude til venstre, og hans mørke øjne viger ikke fra skærmen, hvor en anden dreng er ved at lave en rumraket i et program på internettet. Drengen ved computeren har også en stjerne. Den hænger ved siden af Johans. Jesper står der på den.

Jesper R. klikker på musen. Snart står der ild ud af enden på rumraketten.

»Holy shit«, udbryder Kasper, da raketten begynder at lette.

»We have lift off«.

Forfulgt af drengenes jubel flyver raketten ud i cyberspace.

»Raketten er i luften, og vi skal nu se den lande på månen«.

Johan laver sin stemme om, så han kommer til at lyde som en dårlig sportskommentator.

»Jesper, du skal stå i bod«.

Det er Martina, der netop er trillet ind i klassen på sine rulleskøjter, som forsøger at forstyrre drengenes leg. Jesper er en af de ansvarlige for skolens bod, hvorfra der sælges toast, frugt og andet godt i frikvartererne, men lige nu har han vigtigere ting at tage sig til. Den høje, kønne pige forsøger igen. Jesper ignorerer hende. Han er godt i gang med at underholde de andre. Med sikker hånd tegner han en klippe på det månelandskab, hvor raketten netop er landet. De andre sprutter af grin. Det er ikke nogen almindelig klippe, den har tydelig penisform og er udstyret med to mindre, runde klipper forneden. Jesper fylder kemiske væsker ned i det urinrør, som »klippen« netop er blevet udstyret med. Reaktionen udebliver ikke. Snart overtisser den aflange klippe rumraketten ved siden af den.

»Den syresprøjtende diller«, konstaterer Jesper tørt til de andres store fornøjelse.

»Vil du godt lade være med at bruge det ord, jeg kommer til at grine helt hysterisk«, får Johan fremstammet mellem sine latterkramper.

Jesper blinker indforstået til Kasper.

»En, to, tre, tisseleif, tisseleif, tisseleif«, synger de to drenge, der har været uadskillelige siden første dag på den nye skole. Jesper er netop blevet webmaster i Kaspers internetbutik, hvor de sælger hudplejeprodukter, som de selv fremstiller i Kaspers forældres køkken.

»Jesper, du ved godt, at du bliver fyret, når du ikke gider stå i boden«, lyder det fra den anden ende af klassen.

Martina, der egentlig havde opgivet at få Jesper til at tage sin tjans i boden, er kommet tilbage. Trine bakker Martina op.

»Jeg står der altid, når du ikke gider«, svarer Jesper kort uden at fjerne blikket fra computeren. Der skal mere end et par tøser til at få ham til at opgive sit show.

»Ja, det har jeg også lagt mærke til«, lyder det fra Casper, som sidder ved en anden skærm. Resten af drengene bakker op. De to piger kigger på hinanden, trækker på skuldrene og forlader klassen.

»Ufrivillig vandladning: Svigtende evne til at holde urinen tilbage«, Johan læser op fra bind 29 af Lademanns Leksikon, som står på bordet ved siden af computeren. De andre griner dæmpet, mens Jesper fabrikerer endnu en ufrivillig vandladning på skærmen.

Bang!

Stakken af papirer rammer katederet med et brag.

»Vi skal tre ting i de næste to timer«, lyder det fra klassens filosofilærer Thomas Skau.

Jesper og Kasper bliver siddende, mens de andre langsomt begynder at trække hen til deres pladser.

»Kan I så slukke nu«, lyder den bestemte besked fra læreren.

Jesper vil ikke slippe frikvarterets leg endnu. Hans øjne hviler på skærmen:

»Jo, jo, vi skal bare lige .«.

Børn med særlige forudsætninger

Det anslås, at to til fem procent af alle børn er så specielt begavede, at de siges at have særlige forudsætninger. Dette kan komme til udtryk på flere forskellige måder. Nogle børn har for eksempel udpræget kreative evner, mens andre udviser særlige lederegenskaber, evner inden for idræt eller har et stort intellektuelt potentiale.

Børn med særlige forudsætninger kan genkendes på en lang række af kendetegn, hvoraf mange går igen hos børn med autisme. Det betyder, at mange børn med særlige forudsætninger oplever at få stillet en forkert diagnose - som eksempelvis ADHD eller Aspergers syndrom.

Børnene har ofte et højt aktivitetsniveau, er ivrigt observerende og ekstremt nysgerrige - samtidig med at de har et lille søvnbehov, god hukommelse og er følsomme og perfektionistiske.

I en engelsk lærervejledning for børn med særlige forudsætninger opregnes en række kendetegn, som kan hjælpe lærere til at identificere børnene. Blandt disse kendetegn er, at børnene ofte:

- Har en klar forskel på kvaliteten af deres mundtlige og skriftlige arbejde

- Keder sig, men viser potentialet, når interessen vækkes

- Er dårlige til at samarbejde i grupper

- Er hårdt kritiske over for både egne og de andre elevers præstationer

- Dagdrømmer i stedet for at begynde på arbejdet

- Hader rutinearbejde, men glimrer når udfordringerne er af mere usædvanlig karakter

- Har store humørsvingninger

- Er imod skolen

- Har ældre venner

- Har dårlige sociale relationer med jævnaldrende og læreren

- Er følelsesmæssigt ustabile

- Er kreative, når de motiveres

- Er hurtige til at lære

- Er gode til at tænke abstrakt.

Kilde: Kerry, Trevor: »Teaching Bright Pupils in mixed ability classes«, Nottingham University School of Education

Sådan gjorde vi

Historien om Jesper er blevet til efter samtaler med Jesper R., hans forældre Hanne og Claus R., skoleleder Jesper Goos og viceskoleleder Heidi Kjærgaard, Mentiqa Nordjylland samt cand.pæd.psych. Ole Kyed. Vi har fulgt lærere og elever på Mentiqa i Aalborg i to uger, hvor vi har deltaget i undervisningen, været til stede på lærerværelset og blandt eleverne i frikvartererne. Jespers tidligere klasselærer på Vodskov Skole har gennemlæst artikelserien. Hun kalder Jesper for »langt overvejende en stille og rolig dreng«, som dog havde konflikter med nogle af sine klassekammerater. Det er hendes indtryk, at Jespers klassekammerater langt hen ad vejen var forstående over for, at der eksempelvis gjaldt andre regler for Jesper i frikvartererne.

Lederne på Vodskov Skole og Aalborg Friskole har gennemlæst artiklen med mulighed for at tage til genmæle, men har ikke ønsket at gøre brug af denne mulighed.

»... var det i virkeligheden hende selv, der havde ansvaret for, at Jesper fik stillet diagnosen?«