0   210

Jespers historie, 2. kapitel: Diagnosen

Jesper blev smidt ud fra Aalborg Friskole efter fire dage. Dermed er det skoleskifte, som skulle give Jesper en ny begyndelse, blevet en fiasko, og frustrationerne vokser hos Jespers forældre, Hanne og Claus R. Deres søn står uden skole og med et stempel som en voldelig ballademager, der har brug for akut psykologhjælp

Marts 2006

Det her er sidste chance, når Claus R. at tænke, før han banker på døren til lederens kontor på Vodskov Skole. Hans kone har netop sat ham af på vejen hjem fra mødet på Aalborg Friskole. Klokken er tre, og Claus R. satser på, at skolelederen ikke er gået hjem. Tankerne har stadig ikke rigtig taget form. Men Claus R. fokuserer først og fremmest på, at Jesper skal tilbage på Vodskov Skole. Han kan jo ikke bare gå rundt uden skole at passe, og Jesper har trods alt kun været væk fra klassen en uges tid. Alligevel nager tvivlen, for vil skolen overhovedet tage ham tilbage efter episoden på friskolen? Og hvad med alt det praktiske - papirarbejdet, genindmelding og så videre?

Da Hanne R. kommer hjem, er hun frem for alt forvirret. Gulve og loft er stort set ikke eksisterende på grund af en ombygning, om kort tid skal familien have installeret nyt køkken, og for få uger siden fik hendes far konstateret kræft. Som om det ikke var nok, er hendes lille »Jepper« nu blevet smidt ud af skolen for at bruge vold. Den Jesper, som elsker sine fugle og familiens hund. Den Jesper, som er så kærlig over for sine to små fætre. Hanne R. klynger sig til et håb om, at skolen vil tage sønnen tilbage, så han i det mindste kan komme ind i vante omgivelser. Jespers tid på Vodskov Skole var ikke perfekt, og det er også underligt at vende tilbage, når man for en god uges tid siden sagde farvel til hele klassen og alle lærerne, tænker hun. Men midt i alt rodet handler det først og fremmest om at få ro på sagerne.

Artiklen fortsætter under banneret

»Han skal da bare herop og i gang igen«, lyder den spontane melding fra skolelederen til Claus R.. Allerede to dage senere skal Jesper være velkommen, så må de tage papirarbejdet hen ad vejen. Claus R. er lettet. På vejen hjem skvulper tankerne fortsat rundt. Men allermest føler han sig lettet over atter at have nogenlunde styr på situationen.

September 2006

»Objektivt set en alderssvarende dreng med en direkte, formel kontaktform og vedholdende blikkontakt og lidt umoduleret mimik. Sproget er veludviklet med korrekt udtale og syntaks, godt ordforråd. Uden motorisk funktion. I samvær præget af usikkerhed vedrørende sociale relationer og empatisk funktion. Han virker i mange forhold kvik og begavet, men det relationelle samspil og adfærd er indsnævret med baggrund i særinteresser med fokus på teknik. Kan dog anspores til andre emner, når han støttes og fastholdes«.

Hanne og Claus R. forsøger at genkende deres niårige søn i den beskrivelse, de netop har fået på skift. Siden begyndelsen af august har Jesper mødtes med en psykiater fem gange, og nu er diagnosen stillet: Jesper lider af Aspergers syndrom - en mild form for autisme, der optræder som følge af en udviklingsforstyrrelse i hjernen omkring fødslen eller under fostertilstanden. Børn med Aspergers er ofte karakteriseret ved manglende evne til at begå sig socialt. Ved motorisk klodsethed og særlig fokus på gentagelse af rutiner. Til gengæld er sproget hos disse børn ofte højt udviklet, og så har de trang til at lade sig opsluge af udvalgte emner.

Konklusionen fylder bare 15 linjer på det officielt udseende papir, men rammer Hanne R. hårdt. Fra sit pædagogstudium kender hun til Aspergers syndrom, og hun føler, at hun med ét er blevet mor til et handicappet barn. Hendes tanker kredser om de konsekvenser, det vil få. Hvordan ser Jespers fremtid nu ud? Hvad med skolen? Vil han nogensinde få et normalt job?

Det er som at få amputeret en finger, tænker Claus R. på vejen hjem efter mødet med psykiateren: livet går videre, der er bare en masse, der bliver mere bøvlet. Claus R. har hele tiden vidst, at hans ældste søn ikke var helt som alle andre. I stedet for plakater med fodboldspillere har Jesper haft det periodiske system hængende på værelset.

To uger efter at Jesper er kommet tilbage på Vodskov Skole, begynder han at komme hos skolepsykologen. Han tage en WISC III-test, og resultatet kommer ikke bag på forældrene: Jesper er god til at lære. Han er faktisk blandt de to-fem procent af børn i Danmark, der har »særlige forudsætninger«. Men han har svært ved at koncentrere sig og at indgå i sociale sammenhænge. Alt sammen noget, de vidste i forvejen, og som skolen efterhånden er blevet opmærksom på.

Men efter Asperger-diagnosen er virkeligheden pludselig en anden. Få dage efter mødet med psykiateren bestiller moderen en folder, som hun viser Jesper. Han skal have muligheden for at læse om, hvad han fejler. Selv tager han nyheden med sindsro. Han er jo stadig den samme, tænker han, men finder alligevel opmuntring ved at læse, at også Albert Einstein angiveligt led af Aspergers syndrom.

Januar 2007

Hanne R. kan ikke få det til at stemme. Sammen med Claus er hun på besøg hos en familie, som de har mødt igennem Landsforeningen Autisme. Det andet forældrepar fortæller, at deres søn, som har Aspergers syndrom, er nødt til at have sit eget rum, når familien er på ferie, og at han går i panik, hvis andre træder ind på hans værelse. Hvordan passer det på Jesper, tænker hun. Han elsker jo at være sammen med os.

Hun undrer sig også over forskellene på det, hun oplever med børn på sit nye arbejde ved Center for Autisme, og det, hun ser til daglig med Jesper.

Claus R. føler sig afmægtig og skuffet. Der er gået et halvt år, siden Jesper fik stillet diagnosen, men i praksis er der ikke sket det store. Var han naiv, tænker han, da han få dage efter diagnosen glædede sig over, at hans søn nu ikke længere skulle stemples som en uopdragen ballademager. Ud over at familien har fået tilknyttet en socialrådgiver, har papiret med Jespers diagnose ikke åbnet nogen døre. »Fortæl, hvad I har brug for«, siger hun, men ingen af dem kender svaret.

I stedet fyldes Claus med spørgsmål, da han står på sit nye arbejde i en kontaktklasse for børn med en mild form for autisme på Vodskov Skole. Børnene løser ofte opgaver i små båse for at være afskåret fra omgivelserne, og selvom diagnosen nærmest er den samme som Jespers, kan han ikke se nogen ligheder.

»Det passer jo slet ikke på Jesper«, udbryder en af Hanne R.s veninder en dag, da de taler om Aspergers syndrom. Selvom Hanne er enig, er hun stadig i tvivl. Kan den autoritære psykiater med den venlige fremtoning, den lange uddannelse, fine apparater og indviklede test have taget fejl? Hun ved det ikke, men tvivlen nager. Til sidst beslutter hun og hendes mand, at de vil have revurderet Jespers sag. |

2009

»Mennesket er født godt, men bliver ødelagt af sit miljø«, lyder det fra den 40-årige lærer Thomas Skau i den knappede strikvest og med en skjorte, som efter dagens strabadser er revet delvist op af buksekanten. Han kigger spændt ud over eleverne på Hold D, som synligt vurderer og grubler over postulatet.

Johan rækker sin tynde arm i vejret.

»Både-og«, lyder det fra den spinkle dreng. Han smager lidt på sine ord som for at være sikker på, at han vælger de rigtige.

»Jeg tror godt, mennesket kan blive ødelagt af sit miljø, men jeg tror ikke, mennesket bliver født godt, for hvad er godt? Jeg har udviklet det synspunkt, at godt og ondt ikke findes«.

De andre nikker indforstået, mens den langlemmede dreng med det kulsorte hår og de mørke briller læner sig tilfreds tilbage i kontorstolen.

Læreren læner sig begejstret frem:

»Åh, det er som skåret ud af mit hjerte«, siger han og går videre til næste udsagn.

Selvom luften er tung efter fire timers undervisning, fejler indlevelsen ikke noget.

»Vi er ansvarlige over for Gud«, prøver Thomas.

Der hviskes lidt i krogene. Jakob, som sidder på forreste række oppe ved katederet, rækker for en gangs skyld hånden op:

»Vi er ansvarlige for, at Gud findes, men vi er ikke ansvarlige over for ham«, siger drengen, der er kendt som klassens ballademager, med myndig stemme. Der er stille i klassen.

»Er der nogen her, der mener, at vi er ansvarlige over for Gud?« spørger Thomas så.

Johan kigger op fra Richard Adams' roman »Kaninbjerget«, der ellers har lagt beslag på en stor del af hans opmærksomhed de sidste par dage, og blander sig igen:

»Man må selv bestemme, om man er ansvarlig over for Gud. Ligesom man så sandelig også må være ansvarlig over for en dommer eller politiet«.

»Så du sidestiller Gud med politiet og retssystemet?« spørger læreren.

»Nej. Jeg stiller Gud under statssamfundet«, lyder det hurtige svar fra Johan, inden han igen dykker ned i »Kaninbjerget«.

»Hendes tanker kredser om de konsekvenser, det vil få. Hvordan ser Jespers fremtid nu ud? Hvad med skolen? Vil han nogensinde få et normalt job?«


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.010 andre er allerede tilmeldt
Vind hotelophold i julekonkurrencen

Så er det blevet juletid, og folkeskolen.dk har i den anledning en julekalender, hvor du hver dag frem til juleaften kan finde dagens låge-opslag med en præmie på vores Facebookside. Du er også med i lodtrækningen om hovedpræmien, hvor du kan vinde et weekendophold for to på et af de lækre Sinaturhoteller. Tjek vores Facebookside hver dag i december for at være med!

Deltag i konkurrencen