Maj 2005

Det er stegende hedt, da Claus R. i sin sorte Toyota triller ind på parkeringspladsen ved sin søn Jespers skole. Han kommer direkte fra arbejdet hos Cimber Air. Jesper er i længere tid blevet drillet af to piger fra klassen, og det er flere gange endt i slagsmål. Nu har klasselæreren kontaktet børnene og deres forældre for at holde et møde om problemet.

Jesper og hans far tager plads ved bordet i det, der normalt er 2.c's klasselokale på Vodskov Skole. På den anden side sidder pigerne og deres mødre. Den ene ser ud til at være kommet direkte fra sit arbejde. Claus R. gætter på, at hun arbejder på et plejehjem. Mødrenes øjne flakker. Det virker, som om de ikke mener, at deres døtre er en del af problemet, tænker Claus R., mens hans søn forsøger at forklare sin side af sagen.

Der havde egentlig ikke været problemer i begyndelsen af Jespers skoletid. Han havde godt nok haft lidt svært ved at sidde stille i børnehaveklassen, men i 2. klasse var han begyndt at reagere voldsomt på selv småting. Hvis man for eksempel ændrede på Jespers rutiner, kunne det slå ham helt ud, og blev han trængt op i en krog, reagerede han med det, han havde, sine næver. De andre elever forstod at udnytte Jespers voldsomme reaktioner - især de to piger, som nu sidder over for ham.

Jespers far synes, de virker ligeglade med mødet. Af og til forlader de lokalet, uden at deres mødre reagerer. Den ene pige er på højde med Jesper, den anden er et hoved højere. Hun er den værste. Hun fører altid an i drillerierne. Som dengang hun pludselig stod og viftede med sin kontaktbog inde i klasseværelset. Først havde han ikke set hende. Det havde netop ringet ud til frikvarter, men Jesper var blevet siddende ved sit bord. Han kunne ikke lide frikvartererne. Det var altid der, han blev drillet. Måske fordi han var anderledes, eller fordi han havde andre interesser end klassekammeraterne. Han anede ikke hvorfor. Frikvartererne ville han helst tilbringe alene foran en computer, men det blev der ikke tid til i dette frikvarter.

Hans opmærksomhed var blevet fanget af den høje pige, som stod henne i døren og holdt sin kontaktbog frem imod ham. Jesper forsøgte at læse, hvad der stod, men hun var for langt væk. Kammeraterne klukkede, mens pigen fortalte, at hendes mor havde skrevet til deres klasselærer, at hun var vred over, at datteren ofte kom hjem fra skole med blå mærker. Når pigens drillerier blev for meget, slog Jesper fra sig.

Efterhånden var der en hel flok samlet omkring pigen med kontaktbogen, og de grinede alle højlydt ad Jesper. Følelsen af vrede og sorg boblede i ham igen, og da pigen med flokken i hælene løb ned ad gangen, satte han efter dem. Jagten gik på skolens gange, ud gennem hovedindgangen og hen over det asfalterede område, der mest blev brugt til at spille fodbold på. Bare ikke af Jesper - han hadede fodbold. Pigen og hendes venner løb ud i legepladsens sand, mens de blev ved med at grine ad den jagtende Jesper.

Det er dog ikke den episode, Jesper tænker på, mens han sidder og kigger på de to uopmærksomme piger. Han vil bare vide, hvorfor de driller ham. Da mødet slutter efter en times tid, har han ikke fået svar.

Hverken Jesper eller hans far føler sig sikre på, at problemerne vil blive løst, da de sætter sig ind i bilen for at køre den korte tur hjem til villaen i Vodskov.

Februar 2006

Børnene i 3. klasse på Aalborg Friskole sidder i en uorganiseret rundkreds. De burde egentlig løse matematikopgaver, men der er tydelig uro i lokalet. Uroen koncentrerer sig om den nye dreng i klassen. Jesper R. er begyndt på skolen for fire dage siden og har siden været offer for drillerier, præcis som han var på sin gamle skole.

Den stille dreng med de godmodige øjne og de runde kinder kigger ned på sine regnestykker og forsøger at ignorere drillerierne. En dreng til højre for Jesper er særlig slem, og en bemærkning, som Jesper få år senere helt vil glemme hvad handlede om, får ham til at miste besindelsen. Han svinger sin højre hånd gennem luften. Knytnæveslaget rammer drengen hårdt og præcist. Blodet begynder at pible frem under hans øre. Den sårede dreng løber ud af klassen, mens Jesper sidder forskrækket tilbage. Han ville jo bare give ham en lærestreg. Han tænkte ikke på den stiftblyant, han havde i hånden!

I et gult murstenshus i Vodskov tager dagplejemor Hanne R. telefonen. I røret er hendes niårige søns nye og dybt rystede klasselærer. Hun har lige været vidne til, at Jesper har overfaldet en af sine klassekammerater med en stiftblyant og sendt ham på skadestuen, hvor han måtte sys med fire sting. Hanne R. er chokeret. Hun får besked om, at Jesper ikke skal komme i skole den følgende dag.

Hun havde længe vidst, at hendes søn ikke var som sine jævnaldrende. Som lille kunne han sidde i timevis og kigge på, at familiens vaskemaskine arbejdede, og han var ikke ret gammel, da interessen for computere og teknik opstod. Han var hurtigt blevet ekspert. Når klassekammerater og lærere havde problemer med computere, printere eller kopimaskiner, var det Jesper, de kom til. Hendes søn følte sig hjemme i teknikkens verden. Det virkede, som om han nød, at computeren ikke gjorde noget, han ikke bad den om. Engang skulle hans gamle klasse skrive en masse positive ting om hinanden og klistre dem ind på et stykke papir. Papiret hænger stadig på Jespers værelsesdør.

»Jesper du er god til computer. Du er god til natur og teknik. Du er god til computere«.

Jesper var utrolig stolt af den seddel, men den bekymrede Hanne. Computere kunne han finde ud af bedre end de fleste voksne, men der stod ikke et eneste kærligt ord fra en ven på arket. Når det kom til det sociale, var Jesper svag. Det havde været småt med venner på Jespers gamle skole, han var blevet drillet, var blevet indelukket. Og efter grundig research valgte de at lade ham skifte til Aalborg Friskole, der virkede til at have et godt lærer-elev-forhold. Men efter kun fire dage i den nye klasse så skoleflytningen ud til at være en fiasko.

Der er lavt til loftet på viceinspektørens kontor, og skråvæggene får det til at føles endnu lavere. Fra vinduet kan man se ud over Aalborg Friskoles område. Ved langbordet i midten sidder Jespers klasselærer og viceinspektøren. De har en stak papirer foran sig. Claus R. kan ikke se, hvad der står på dem. Måske er det om Jesper, måske er det bare rod ligesom i resten af lokalet, hvor det flyder med alt fra ringbind til guitarer. Hanne og Claus R. tager plads for bordenden, og de to kvinder fra skolen går lige til sagen. Klasselæreren fortæller i en alvorlig mine, at hun føler, hun er nødt til at beskytte sin klasse. Ordvalget undrer Hanne og Claus R., men det går samtidig op for dem, at beslutningen er truffet. Deres søn kan ikke længere gå på Aalborg Friskole.

Læreren forklarer, at hun er dybt rystet over det, der er sket. Hun mener, at Jesper har brug for »akut psykologhjælp«. Ordene rammer Hanne R. hårdt. De har flere gange forsøgt at få en aftale med skolepsykologen på Vodskov Skole, fordi de var bekymrede for deres søns trivsel, men der var et års ventetid. Derfor havde de ment, at et skoleskifte ville være den eneste løsning.

Efter en halv times samtale står sagen klar. Jesper er ikke længere elev på Aalborg Friskole. Her kan man ikke rumme ham.

Det er to bekymrede forældre, der sætter sig ind i deres bil efter mødet. Hanne R. er på én gang ked af det og sur på sin søn. Hvorfor gør han sådan noget? Jesper har jo altid været en stille dreng. Afmagten skyller ind over hende. Hun føler, at friskolen har givet hendes søn alt for kort snor, og nu er han blevet smidt ud. Hvad skal de gøre? De har lige sagt farvel til Vodskov Skole, hvor Jesper har taget afsked med sine gamle klassekammerater. Hvor skal han nu gå? Stemningen er trykket, mens Toyotaen triller hjemad. |

2009

Der hænger 15 papirstjerner på den lysegule væg i klasselokalet. En for hver af de 6.-7.-klasse-elever, der går på Hold D. Øverst i venstre hjørne hænger Johans stjerne. Han gik på Vodskov Skole, før han skiftede til Aalborgs Mentiqa-skole. Under stjernerne hænger en tegning af en tændstikmand, som varmer sig ved et bål i en hule. Billedets voksentitel, »Platons Hule«, står i skærende kontrast til dets barnlige motiver. Forrest i klassen ved siden af tavlen står en reol med en række bøger: Avery Cormans »Kramer mod Kramer« side om side med den undersøgende sportsjournalist Andrew Jennings' bog »Ringenes Herre« om magtmisbrug i Den Olympiske Komite og Leif Panduros »Fejltagelsen«.

Retoriklæreren Kate Westergaard sidder på kanten af katederet. Hun forsøger forgæves at få ro i klassen. Lige nu er det meningen, at hun skal snakke om Emma Gad, men som et ironisk modstykke til den gamle lære om takt og tone bliver lydniveauet i klassen bare højere og højere.

»Hvad er god opførsel i timerne, Johan?« råber Kate til Johan, som sidder bagerst i lokalet. De sidste par minutter har han kæmpet en indædt kamp for at fravriste sidekammeraten Jakob sit penalhus. Den spinkle dreng med det mørke hår og de sorte briller tøver med at svare på lærerens spørgsmål.

»Det er det modsatte af Jakob«, kommer det så fra Johan, inden han igen kaster sig over sidemanden.

Læreren dropper snakken om Emma Gad. Johan og Jakob slås stadig, da en debat om, hvem eleverne ikke har lyst til at møde, opstår. Klassens yngste elev, Jeppe, rækker hånden op:

»Jeg er bange for at møde mine gamle klassekammerater«.

Han gentager ordet »kammerater«, mens han laver anførselstegn med fingrene.

»De var ikke særligt søde. Jeg vil ikke snakke med dem eller se dem igen«.

For første gang i timen bliver der helt stille i klassen. Alle kigger på Jeppe. De fleste på Hold D kender udmærket til det at være udenfor. De var anderledes end de andre elever, de spillede ikke fodbold, de havde andre interesser og var lette ofre. Jakob lader for en stund Johans penalhus være og afbryder stilheden.

»Jeg vil gerne møde dem«, siger han og kommer med en længere forklaring om, hvad han kunne tænke sig at gøre ved sine gamle fjender. Hans ord forstummer i diskussionen mellem klassekammeraterne. Andreas afbryder.

»Jeg vil ikke møde nogle af dem fra 9. og 10. på min gamle skole. De har været efter mig lige siden 3. klasse«.

»Hvorfor?« spørger læreren.

»De kaldte mig bøsse, fordi jeg gik til kor«, fortæller han.

Ordene bliver hængende lidt i luften.