Debat

Færre lærere og mere undervisning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selv om det kunne have påvirket overenskomstafstemningen, så det var blevet et nej endnu en gang, havde jeg alligevel forventet, at Folkeskolen ville have bragt en leder eller en journalistisk artikel om den analyse, som Kommunernes Revisionsafdeling har udarbejdet for Farum Kommune. Først i efterretningsnummeret den 1. juli blev det omtalt. I analysen står sort på hvidt, at Farum Kommune kan spare 21 ud af 173 lærerstillinger uden at forringe undervisningen, og det uanset at elevtallet i de kommende år stiger cirka 30 procent. I Farum Kommune er kravet derfor, at der skal undervises flere børn af den nuværende lærerstab. Skoleudvalgsformanden i Farum siger: 'Den nye aftale vil betyde et langt mere fleksibelt system, hvor man lokalt selv vil kunne definere, hvordan lærerressourcerne skal anvendes', og han fortsætter: 'Vi vil have mere undervisning af flere børn af færre lærere'.

DLF-næstformand Tom Egholm afviser Farums handling med, at discountskole kan man jo altid lave, så det skulle ikke specielt have noget at gøre med den nye overenskomst. Men der er da god overensstemmelse med det, som Farum gør, og den nye aftale, som Anni Herfort, Tom Egholm med flere selv er faddere til, og som de kalder god og 'fremtidssikret'. I Farum Kommunes Skoleplangrundlag 1999/2000 og de følgende år står: 'Det er derfor glædeligt, at det er muligt at forbedre undervisningen for eleverne, fordi Farum allerede i år tager højde for det nye overenskomstsystem, som er forhandlet igennem af Danmarks Lærerforenings ledelse og Kommunernes Landsforening. Dette nye overenskomstsystem sigter på, at lærere skal undervise mere, og at tiden til forberedelse og øvrige opgaver nedsættes tilsvarende. Farum Kommunes udpil er således i overensstemmelse med intentionerne i finanslovsforliget, regeringens og Kommunernes Landsforenings udmeldinger'.

Anni Herfort har påtaget sig den opgave at fjerne usikkerheden hos en stor del af medlemmerne og give dem tillid til, at kredsene har viljen og styrken til at få lavet nogle rimelige aftaler ude i kommunerne. Det lykkedes ikke i Farum!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Kristian Svendsen

Værløse

Svar

Jeg medgiver, at Peter Brixtofte forstår at sælge sine budskaber.

Den rapport, som Farum Kommune har fået hos Kommunernes Revisionsafdeling, er udarbejdet på baggrund af den nuværende arbejdstidsaftale. Foreningen fik først kendskab til rapporten, da den blev nævnt i nyhederne i slutningen af maj måned, og samtidig af et hovedstyrelsesmedlem, den dag hovedstyrelsen besluttede at sende mæglingsskitsen ud til urafstemning. DLF bad selvfølgelig med det samme kredsen om at få lov til at læse rapporten.

Jeg håber sandelig ikke, at Farum Kommune har betalt for meget for rapporten, for den fortæller blot det, som selv yngste assistent i en skoleforvaltning - hvis man altså havde en skoleforvaltning - kunne lave samme rapport om. Når der spares på undervisningstimerne og reduceres i tiden til Ø-opgaverne uden overhovedet at forholde sig til de pædagogiske konsekvenser, ja så kan man spare et betragteligt antal lærerstillinger. I rapporten er det angivet til 34 stillinger.

Til rapporten er udarbejdet et tillæg på to sider med en gennemgang af den arbejdstidsaftale, der blev forkastet ved den første urafstemning, og en side med beregninger over mulige konsekvenser af dette aftaleudkast. Her fremgår det ikke uventet, at hvis man sætter det gennemsnitlige undervisningstimetal per lærer op fra 660 til 750, så kan man også spare lærerstillinger. Men igen, uden at forholde sig til konsekvenserne, jævnfør følgende citat fra tillægget: 'Der er ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt de nuværende 'udefinerede opgaver' har tid nok ved denne beregning'.

Kommuner har altid kunnet spare på skolebudgetterne ved at sænke serviceniveauet. Det gør Farum Kommune så i år, efter det nugældende aftalesæt - og det vil Farum Kommune så også gøre følgende år, hvor den nye aftale træder i kraft.

Men det er noget indholdsmæssigt vrøvl, når Peter Brixtofte melder ud, at han vil spare på skolevæsenet i år for at tage højde for situationen næste år, hvor den nye arbejdstidsaftale træder i kraft.

Men politisk er det ganske smart at sammenkæde de to besparelsesrunder. Han prøver at skabe et alibi for besparelserne over for borgerne, som ikke kan gennemskue sammenhængen og konsekvenserne af lærernes aftalesæt, men han har sikkert også en formodning om, at han derved får lærernes 'vrede' over besparelserne vendt mod DLF i stedet for mod kommunen.

Farum Lærerkreds har tidligere haft vilje og styrke til at lave gode aftaler med kommunen, og jeg har fortsat tillid til, at dette vil være tilfældet, når hovedtemaet bliver de indholdsmæssige konsekvenser af kommunens besparelsesforslag.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF

Powered by Labrador CMS