Debat

Decentrale forhandlinger

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Arbejdstidsaftalen for lærere er færdigforhandlet. Der er mange spændende elementer i den nye aftale, som vi kommer til at drøfte i den kommende tid. Lige nu vil jeg koncentrere mig om Bilag 1: Lønaftalen. Lærerne er nu fremover på ny løn - lidt enkelt udtrykt skal alle lærere med under seks års anciennitet på ny løn, og alle lærere med seks års anciennitet og derover, 'den lukkede gruppe', kan få andel i de nye lønelementer (ud over den faste anciennitetsstigning, som denne gruppe er sikret). Mange steder i aftalen bruges ordlyden 'der skal/kan lokalt indgås aftale' eller 'det aftales decentralt', og dette tolker jeg således: i den enkelte kommune eller - hvis kommunen er decentraliseret på dette område - på den enkelte skole. Det vil sige, at hvis kommunen har delegeret kompetencen til at forhandle løn til den enkelte skoles ledelse, så er det på dette decentrale niveau, at forhandlingerne foregår (i hvert fald fra arbejdsgiversiden). Sådan som vores forhandlingsmodpart, Danmarks Lærerforening, indtil videre har ageret på området, vil den lokale kredsformand få særdeles travlt med at forhandle diverse løndele for alle lærerne i lokalkredsen, og det kan jo som bekendt være flere hundrede. Der er jo tale om individuelle lønaftaler - derfor vil jeg opfordre til, at Danmarks Lærerforenings lokalkredse viser deres tillidsrepræsentanter den tillid at udstyre dem med forhandlingskompetence på de enkelte skoler. Dette vil fremme dialogen og styrke samarbejdet - og det vil medvirke til at skabe en bred forståelse for anvendelsen af funktionsløn og kvalifikationsløn blandt lærerne.

Bent Nyerup

skoleleder, Nakskov

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler