Jeg vil starte denne artikel med et statement og efterfølgende forsøge, at begrunde dette,

Mål for læring handler om elevernes selvregulerede læring, om elevernes færdigheder i, at sætte deres egne mål for, hvad de ser, som et realistisk udbytte for dem af det faglige indhold af lektionen, som de i overskrift/indholdsfortegnelse er blevet præsenteret for i starten af lektionen. Det handler om en træning og udvikling af elevernes meta-kognitive færdigheder, der igen rummer den proces, at elever er i stand til at vurdere hvad de kan lære og hvordan de gør det, i form af personlige læringsstrategier..

Det handler ikke om, at opstille læringsmål for lektionen og udarbejde taksonomiske rød-gul-grøn oversigter og præsentere dem for eleverne og fortælle nogen, at de må knokle for at nå rødt niveau – som alle ved er det laveste niveau – og klappe andre på skuldrene og fortælle dem, at de sagtens kan nå grønt niveau – som alle ved er det højeste – og samtidig fortælle sidstnævnte, at hvis de bliver færdige med det skal de nok få nogle ekstraopgaver, der giver dem udfordringer på det høje niveau de er. Denne opstilling er lidt karikeret, men den bagvedliggende stigmatisering er tydelig og fremgangsmåden er meget langt fra arbejdet med læringsmål, som den forståes når der tales for elevernes selvregulerede læring og for en styrkelse af elevernes meta-kognitive færdigheder.

I forbindelse med Folkeskolereformen (2013), blev 3 af vores dygtigste uddannelsesforskere: Professor Jens Rasmussen, Århus Universitet, Professor Morten Misfeldt, Ålborg Universitet og Forskningschef ved University College VIA Andreas Rasch-Christensen bedt om at udvikle en model for arbejdet med læringsmål, hvilket der kom modellen for læringsmålstyret undervisning ud af. Denne model indeholder gode ting, som for eksempel relations modellen og egentlig også opdelingen af læringsmål i færdighedsmål og kompetencemål. Begge disse redskaber er gode og kan udgøre et vigtigt redskab for lærernes arbejde med planlægning og gennemførelse af deres undervisning. Desværre har jeg oplevet og fået refereret, at relationsmodellen er blevet brugt lineært, som styringsredskab. Her lægges op til, at der først beskrives de ønskede læringsmål, herefter planlægges undervisningsaktiviteter, hvorefter tegn på læring og evaluering kommer. Det vigtige her er at få korrigeret misopfattelsen af, at modellen er lineær. Det er den ikke og det har den aldrig været. Den er cirkulær og det betyder, at rækkefølgen af de 4 – meget vigtige punkter i forhold til undervisningen tilrettelæggelse, gennemførelse og evaluering – er kontekstafhængig og sagtens kan være en anden. Eksempelvis kan læreren ønske at arbejde med fortæller typer i dansk. Det er det faglige emne og ikke et læringsmål! Til dette kender læreren til eller har en ide om gode aktiviteter og planlægger lektionen ud fra dette. Herefter kan læreren gøre sig tanker om de andre punkter i relationsmodellen, nok vigtigst om evaluering af undervisningen og elevernes læring, men ikke nødvendigvis om så meget andet. Her kan læreren også i sin egen planlægning og evaluering af lektionens udbytte for eleverne bruge opdelingen af læringsmål i færdighedsmål og kompetencemål, som er særdeles brugbar i planlægningen af undervisningen af eleverne, så mål og indsatsen styrer i forhold til elevernes nærmeste udviklingszone, som Vygotsky har beskrevet det i sin teori om læring. Det vil sige, at nogle elever vil opnå færdigheder indenfor området og nogle vil udvikle kompetence heri, hvilket betyder, at de vil være i stand til at bruge den nye viden kontekstuafhængigt.

I denne sammenhæng er det vigtigt at understrege, at læringsmålene, som de – meget bastant – er sat op i beskrivelsen af de forenklede mål, der er alt andet end forenklede, er nationale mål, som undervisningen skal sigte på, at eleverne når. Det er centralt her at understrege, at de ikke er gavnlige, som praktisk styringsredskab, for den daglige undervisning, som den tidlige nævnte lineære brug af relationsmodellen kan give anledning til. De forenklede fælles mål kan så med fordel bruges til med passende mellemrum bruges, som tjekliste for læreren, i forhold til at sikre, at undervisningen tager sigte på at opfylde de opstillede mål – altså – at man når det i undervisningen man skal.

Relationsmodellen og beskrivelsen af færdighedsmål og kompetencemål som bestanddele af konceptet læringsmål er altså gode og anvendelige professionelle redskaber for læreren til brug ved dennes planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen, men er professionelle redskaber til at styrke lærerens overblik! 

Men hvorfor er det så, jeg ikke klapper i hænderne over modellen for læringsmålstyret undervisning?! Det er fordi, at der et eller andet sted imellem Ministeriets gode intentioner og forskernes store faglige viden og store arbejde på området er sket et eller andet, der gør, at undervisningen og den pædagogiske praksis, der skulle bygge på læringsmål, har fået en form og skabt et resultatet, der er som et tog, der er på vej i Remise, i stedet for det, der må antages at have været intentionen, nemlig en form af et Hurtig tog med kurs mod fremtiden.

At få toget ud på hovedsporet forudsætter, at kursen ændres! 

At arbejde med mål for læring er godt og styrker elevernes læring Hattie 2013/2009). Men – og dette er pointen i denne artikel – det må ske med fokus på elevernes selvregulerede læring og med fokus på udvikling af elevernes meta-kognitive færdigheder. Det er sidstnævnte jeg vil rette fokus på i resten af denne artikel, da de meta-kognitive færdigheder er en central forudsætning for at elevernes selvregulerede læring kan styrkes og fungere i praksis.

I min forskning på området er jeg stødt på en forsker: Jennifer A. Livingston, University of Buffalo, der beskriver meta-kognitionen betydning for elevernes læring meget præcist. De tre vigtigste punkter hun opstiller er at lære eleverne, at deres evne til at lære er foranderlig, at lære eleverne at planlægge og sætte mål for sig selv og at give eleverne rigelig mulighed for at øve monitorering af deres egen læring og tilpasning. Jennifer A. Livingston beskriver betydningen af denne tilgang således:

Metacognition is critical important, yet often overlooked component of learning. Effective learning involves planning and goal-setting, monitoring ones progress, and adapting as needed. All of these activities are metacognitive in nature. By teaching students these skills – all of which can be learned – we can improve student learning.

Det er ikke svært at få øje på ord i ovenstående formulering af Jennifer A. Livingstone, som kunne tolkes, som værende en del af det intentionelle grundlag for Den læringsmålstyrede undervisning, som denne er stilladseret i forbindelse med implementeringen af skolereformen. 

Den store forskel er, at såvel planlægning, målsætning og monitorering er flyttet fra eleven til læreren, således at det ikke er eleven, som subjekt, der skal opnå færdigheder i planlægning og formulering af målsætning for sig selv og sin læring, eller som skal lære at holde øje med og vurdere sin egen læring og tilpasning, men at det i stedet – i meget højere grad - er blevet lærerens opgave at vurdere eleven, som objekt på disse meget subjektive områder. 

Det er i virkeligheden her hunden ligger begravet og det er i virkeligheden heri kimen til sporskiftet ligger, så toget igen kan blive til det hurtigtog med kurs mod fremtiden, som både forskere og ministerium ønsker.

Det er også dette fokus min forskning har med overskriften: Peer Learning og dennes betydning for udvikling af elevernes selvregulerede læring og styrkelse af elevernes meta-kognitive færdigheder.