Win-win situation

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den stadige fokusering på ledelse og ledere hænger mig ud af halsen, selv om jeg har været leder i en menneskealder. For enhver ved jo, at ledelse kun lykkes, hvis der er nogen, der vil være med og føre tingene igennem. Men der har udviklet sig et særligt sprog, som netop ledere skal gøre sig fortrolige med, og som aviserne i stigende grad stiller sig til rådighed for.

Man skal være med på de sproglige noder, og for tiden drejer det sig om engelsk-amerikanske udtryk, ofte med oprindeligt latinske ingredienser. Det har man forstået i VWs reklameafdeling. Forleden kunne man læse en annonce for koncernens Multivan Camper. Inden for den genre venter man jo tekniske specifikationer, fremhævelse af produktets særlige herligheder og udtryk for overdreven begejstring. Men hvad gjorde VW? Firmaet tog gas på tidsånden, sikkert ud fra en forventning om, at netop et brud på forventningerne kunne vække opmærksomhed. Og det gjorde det så. Se bare, hvad der stod:

»Tillykke, I er havnet i en win-win situation med mulighed for spin-off effekter. Vil I være proaktive og lade Multivan Camper indgå i jeres fleet management ordning, er I sikret best practice i virksomhedens mødekultur. Med plads til syv mødedeltagere alle implementeret i komfortable sæder med stærkt fokus på bløde værdier ...«. Og så fortsætter det med tværfaglighed, bundlinje, agenda, faciliteter, scorecard, worst case og vidensdeling.

Det lyder næsten som første møde i Pædagogisk Råd, efter at ledelsen har været på kursus. Nye ord introduceres, og kender man dem ikke, føler man sig måske lidt usikker og gammeldags. Og det er netop meningen. Mange ledelseskurser går dybest set ud på, at kursisterne skal komme tilbage til deres arbejdsplads og vise, at hverdagen og pædagogikken kan struktureres på en anden måde. Men det bliver ofte ved ordene.

Hvis dansk skole skal bevare sit menneskelige ansigt, skal ledelsen bevare sin forankring i børnene, kollegerne, opgaven og udviklingen i stedet for at danse med nye ord, som måske kan bruges i organiseringen af en mayonnaisefabrik, men som ikke egner sig til den uhyre sammensatte virkelighed, der er skolens. Vogt jer for ordene. De kan blænde. Men der er ingen genveje til god ledelse eller human pædagogik.

I mange år har den offentlige sektor ment at skulle hente ledelsesenergier i det private erhvervsliv. Har man kendskab til begge sektorer, ved man, at der er lige så meget at lære den anden vej. Med VWs dyrt opsatte annonce i landets største dagblad ser det ud til, at også reklamebranchen kan se bag om de dyre ord. Lad dem ikke få fodfæste i skolen.

Professor Higgins

Powered by Labrador CMS