Inklusion
0   580

Plads til blinde børn i skolen

Blinde og svagsynede børn og unge ryger ofte ud på et sidespor i skolen og på arbejdsmarkedet. De isolerer sig i deres egen verden og opgiver at få venner i skolen. Det kan have alvorlige konsekvenser i voksenlivet.

Kun 23 procent får et arbejde

Blinde og unge med et synshandicap halter bagefter, når det gælder uddannelse og job:

Halvdelen af de 18-40-årige har folkeskoleeksamen som højeste gennemførte uddannelse.

Mens 68 procent af hele befolkningen under 40 år er i job, så har kun 23 procent af de blinde og stærkt svagsynede på samme alder et arbejde. Det fremgår af undersøgelsen »Blinde og stærkt svagsynede mellem 18 og 40 år: Forsørgelse, uddannelse og beskæftigelse«, Aalborg Universitet, 2015.

Jesper Dahl, der er næstformand i Landsforeningen af forældre til blinde og svagsynede, er ikke i tvivl om, at der er en sammenhæng:

»Det starter i folkeskolen. Derfor er det vigtigt, at både skolen og forældrene er super opmærksomme på, hvordan det går. Selvfølgelig skal de unge i erhvervspraktik. Om det så er nødvendigt at køre dem rundt i en indkøbsvogn til arbejdsgiverne, så gør vi det«, siger han.

Klasselærer Toke Guldberg sidder og arbejder med Aksel, der er blind. Undervejs fortæller Aksel ham, at han ikke ved, hvem han går i klasse med. Vi er tilbage i 2012. Egegård Skole og Gladsaxe Skole er blevet lagt sammen. Siden ferien er der kommet 15 nye kammerater i klassen. Der er gået et par måneder. De andre børn har for længst lært hinanden at kende.

Toke Guldberg bruger historien til både at illustrere, hvordan det er at være blind i en almindelig skolehverdag, og til at fortælle om, hvad det er for en udfordring, skolen og læreren står med, når der er blinde børn i klassen. Alle informationer, tegn og bevægelser i lærerens præsentation på tavlen kan Aksel ikke se. I dag er han 14 år og går i 7. klasse på samme skole. Han har en ven, der hedder August. Resten af klassen har han stort set ingen kontakt med.

Artiklen fortsætter under banneret

På det punkt ligner Aksel andre blinde børn og unge. Et forskerhold fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), Steen Bengtsson, Nuri Cayuelas Mateu og Anders Høst, konkluderede i 2010 i undersøgelsen »Blinde børn - integration eller isolation«, at når børnene i folkeskolen begynder at etablere dybere venskaber og få rigtige venner, så følger de blinde ikke med. De trækker sig fra de nære kontakter og klassens fællesskab og finder deres venner blandt andre blinde børn. Samtidig er de fagligt udfordret. Det tager tid at være blind, skrive punktskrift, skaffe bøger, få skoleopgaverne fra computeren med blindskrift og talesyntese videre til den almindelige computer til skolens intranet, hvor opgaven skal afleveres.

»Jeg synes, man kan sige, at skolen rummer Aksel, men man kan ikke sige, at han er inkluderet«, siger Dorthe Christoffersen, Aksels mor. Hun er ansat som inklusionskonsulent i Rudersdal Kommune. Det faglige er ikke det største problem. Det vanskelige for Aksel er de sociale relationer. Det at have noget sammen med og tilfælles med de andre i klassen. Gode fællesskaber med blinde jævnaldrende mangler han ikke.

Mange skift giver uro

»Vi har et godt samarbejde med skolen. De er meget lydhøre over for os, men skolesammenlægninger, klasser, der er blevet lagt sammen, og skiftende klasselærere har skabt forvirring. Jeg vil ikke sige, at de børn, der har behov for noget ekstra, er blevet glemt undervejs, men vores oplevelse er, at erfaringerne ikke altid er blevet givet videre til det næste hold«, siger Dorthe Christoffersen. Der har i hvert fald været fem forskellige klasselærere i Aksels skoletid og et par forskellige støttelærere, mener hun.

»Han har brug for ro, tryghed og at kunne overskue og kontrollere det rum, han skal agere i. Han bryder sig ikke om forandringer, fordi de er svære at overskue. For ham er skoledagen nogle gange voldsom. Han har en skærpet hørelse og skal kapere alle de lyde, der er over det hele. Det kan man blive meget træt af«, forklarer forældrene.

Deres oplevelse er, at de mange skift og forandringer har været med til at få Aksel til at trække sig socialt. Selv siger han, at børnefødselsdage, fester og sammenkomster slet ikke interesserer ham. Det, der for andre er en hyggelig sommerfest med grill i haven, er for Aksel støj og forvirring. Han ved ikke, hvor toilettet er, og hvad kammeraterne laver, når de løber rundt.

»Jeg er mest interesseret i computer og mobiltelefoner, særligt Nokia, og så har jeg spillet klaver, siden jeg var to år. Kærester? Nej, det interesserer mig slet ikke«.

Kan være en gave for lærerne

Lærer Toke Guldberg og hans kollega, faglig leder Birgitte Schwaner, mener, at det absolut er skolens og lærernes opgave ikke bare at kunne rumme, men også at kunne inkludere blinde børn og andre børn med særlige behov. På den måde kan de »særlige« børn være en gave, fordi lærerne hele tiden skal tænke sig om en ekstra gang.

Det er en balancegang, siger de to, hvor man som underviser må afveje, hvornår man gennemfører en aktivitet, som styrker hele klassen, og hvornår man sætter noget i gang, som er målrettet en enkelt elev. Mens forældrene mener, at Aksel nogle gange bliver sat til at vente udenfor eller læser lektier med sin støttelærer, mens de andre spiller bold i gymnastiksalen, så siger begge lærere, at de prøver at få Aksel med så meget som muligt.

»Vi har haft besøg af en træner, der har spillet goalball med klassen, et holdspil, hvor der er klokker i bolden«, forklarer Toke Guldberg. »Vi har også spillet stikbold, hvor Aksels støttelærer har været med. Nogle gange har hun kastet bolden. Andre gange har Aksel selv gjort det«.

»På idrætsdagen på Bagsværd Stadion løb han sammen med en ledsager, hvor de var forbundet med en kort snor, en slags løbebånd«, tilføjer Birgitte Schwaner.

Idræt kan være meget støjende. Der er gang i den. Det går hu hej vildt for sig. Det kan være meget anstrengende, når man er blind. Så er det okay, mener hun, at tage en pause indimellem og hvile ørerne.

I forhold til den øvrige undervisning nævner Toke Guldberg, at Aksels klasse har haft særlige pige- og drengedage, hvor drengene spillede poker. Aksel medbragte selv særligt mærkede pokerkort, så han kunne spille. Måske en aktivitet, der ikke lå ligefor, da drengene skulle beslutte sig. Men det var en stor succes. Aksel er også vild med at bowle.

Hensynsbetændelse

»Aksel skal lære at begå sig i en seende verden. Derfor nytter det ikke noget, hvis vi tager for mange hensyn. I starten ryddede jeg vejen for ham, når han skulle gå et sted hen. Hold op med det, sagde synskonsulenten. Når Aksel bliver voksen, er der ikke nogen til at gøre den slags for ham. Og måske er det rigtigt, at han må tage nogle knubs, støde ind i noget og lære af det. Det gør vi andre jo også«, siger Birgitte Schwaner.

Derfor opfordrer skolen også hele tiden Aksel til at deltage i de sociale arrangementer, fester, lejrskoler og så videre. Der er ikke noget galt i kun at have én ven. Mange børn på skolen foretrækker én til én-venskaber. Men de sociale arrangementer kan være billetten til det seende fællesskab. Nye kammeratskaber. Inklusion frem for eksklusion.

»Det er svært. Vi har talt meget om det i lærergruppen, med forældrene og Aksel selv. Noget at det handler jo også om, hvad Aksel selv vil. Han er nødt til at vise de andre interesse og gøre en ekstra indsats. Sådan er det også fagligt. Han skal arbejde hårdere og længere end de andre børn. Jeg synes ikke, det her handler om, at folkeskolen eller de andre børn ikke kan rumme de anderledes. Faktisk går han i en meget rummelig klasse«, siger Toke Guldberg.

Hverken han eller Aksels forældre ønsker sig tilbage til 60'erne og 70'erne, hvor blinde børn blev enkeltintegreret og sendt hjemmefra for at gå i skole med andre blinde børn og svagsynede. Nej, lyder det fra Birgitte Schwaner. Derefter høj latter, og Aksels mor reagerer på samme måde:

»Nej, der er vi ikke. Overhovedet ikke. For Aksel er folkeskolen det rigtige sted at være, og han skal heller ikke væk fra sin familie. Vi er også meget opmærksomme på det sociale, og det at Aksel skal lære at begå sig i et samfund af seende. Aksel er teenager og har også selv et ansvar. Måske skal han blive lidt bedre til at rykke sig og spørge kammeraterne. Sige hej, og hvem er du, når de ikke lige får fortalt, hvem de er«.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.218 andre er allerede tilmeldt