Folkeskolens leder:

Mønsterbrydning

At blive set, at blive anerkendt og møde tillid som en del af et fællesskab. Det er nogle af de helt afgørende ingredienser i et godt liv for alle – børn og voksne, elever og lærere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det ved alle lærere, og det er en stor del af lærernes professionelle arbejde med en klasse. Ingen tvivl om, at man ikke kan overlade det såkaldte relationsarbejde til andre og så bare selv klare den faglige undervisning.

Stemningen og følelsen i klassen, indstillingen til det faglige, fællesskabet eller manglen på samme, alt det kan ikke overvurderes, i forhold til hvordan eleverne klarer sig, også rent fagligt.

Som tiårige Aydin - der var vant til at klare sig ved at slås - fortæller om sit møde med en ny klasse, da han skiftede kommune:

»Der var tryghed i den klasse. Jeg har oplevet på egen krop, hvor stor forskel skolen og skolekultur gør. Det er afgørende for folks livschancer«.

Aydin er i dag sociolog og har skrevet en bog om sin barndom og opvækst med en voldelig far. Han fremhæver især en af sine lærere som afgørende for, at han klarede sig trods den hårde opvækst.

Læreren holdt på elevens hemmelighed

Forleden talte han så med læreren igen efter 19 år. Han fortalte hende, hvordan han altid havde følt, at hun havde troet på ham, selv om de ikke direkte talte om hans problemer. Hendes tillid og stemningen i klassen af, at det var godt at lære noget, var med til at skubbe ham i den rigtige retning.

Det er en klassisk historie. Man ved aldrig, hvornår man bliver netop den lærer, som giver en elev modet til at vælge noget andet end det, der ligger ligefor. Mange lærere har prøvet det, og det er den slags oplevelser, der er med til at gøre arbejdet som lærer dybt meningsfuldt.

Det er også svært, hvis man godt kan se behovet for lidt ekstra opmærksomhed på en bestemt elev, men ikke kan skaffe tid og mulighed for at få det til at lykkes. Eller simpelthen ikke kan se, hvad der er at gøre.

I Hvidovre har kommunen valgt at prioritere at have et såkaldt »udgående specialteam«, som to dage om ugen er ude på skolerne og hjælpe de lærere, som beder om hjælp til inklusion.

Teamet arbejder med hele klassen - og ikke mindst elevernes relationer til hinanden. Det er en afgørende forudsætning for at få inkluderet så mange som muligt, siger de. Samtidig med at de understreger, at det jo ikke altid kan lykkes.

»De bløde værdier er jo i virkeligheden de benhårde. Det er dér, børnene bliver udskilt, hvis de ikke kan begå sig«, siger en fra teamet.

Når man læser historien om, hvordan Jonas gik fra at være det sorte får i klassen og en daglig sten i skoen for læreren til at være med i fællesskabet, sidder man og nikker. Det er ikke en mirakelkur, men der er ingen tvivl om, at både Jonas og hans lærer er glade.

Lærer: En ny start for Jonas