Nogen forsøgte med deciderede kovendinger, andre med autoritære indlæg om dannelsesbegrebet og enkelte benægtede fortiden. De var blevet misforstået, overfortolket, overset. De var nærmest offer for de pædagogiske styrkes manglende kritiske sans.

Det gav plads til næste lag af professorer, der ikke sådan tøvede, og nu blev læringsplatformen lanceret. Den var en succes, før den blev anvendt. Centraliseret og monitoreret slap lærerne helt for forberedelse. Ja det var måske ikke engang nødvendigt at møde eleverne, de kunne selv trykke på evalueringsknappen. Alle sejl blev sat ind på at udvikle de digitale læremidler ud fra kendt F-16-teknologi, så landtropper kunne reduceres. Mod Darth Vader var lyssværd mere effektive end stålsværd, det vidste et hvert barn. Gammeldags tavler og kridt blev destrueret.

Fadebook.dk blev oprettet som alternativ til Facebook.dk. Ansatte lærere kunne her 24/7 online aflægge deres personlighed. Der blev udarbejdet en midlertidig eutanasi-lov, og lanceret en kampagne: ”Fade-away-with-dignity” og ”Fabulous fading”. Alle, der stadig kæmpede med en indre personlighed, et indre ansvar eller en eller anden form for kritisk holdning, kunne gratis anvende online fading-øvelserne. Professorer kunne berolige med, at Fadebook.dk byggede på videnskabelige metoder og resultater, og derfor var helt igennem etisk anstændig. Begrebet ”instrumental fejltagelse” blev diskuteret nogle få hektiske timer, da Fadebook.dk gik i luften, men som i 80-filmen ”Tilbage til fremtiden” begyndte debattørenes ansigter langsomt at forsvinde fra de vedhæftede foto på Fadebook.dk.

En del lærere og pædagoger ledte febrilsk efter tidligere seminarievenner, kolleger og elever, som de havde haft et personligt forhold til. Men forgæves. Til sidst tvivlede de på, om der virkelig havde været kolleger, og lod sig teste for demens. Fadebook.dk havde snart en behagelig ligegyldig strøm af katte i træer, kager ved blomsterbuketter og designmøbler med henslængte cocktailsnydere. I en flowagtig friktionsløs blanding af forbrugertest af opkvikkende drikke og hvordan-man-bliver-ekspert-på-40-minutter undgik Fadebook-brugere faren for at opleve et personligt ansvar. Enkelte holdt fat i Facebook.dk, men var med deres ansigter nemme at pågribe. Radioen reducereredes til stønnende hits døgnet rundt, fjernsynet til Netflix, aviserne til en ufarlig Fuglsang og faglitteraturen til reformlitteratur. De pædagogiske styrker kunne nu slappe helt af uden konflikter og personlig stillingtagen i og uden for skyttegravene.

CEPOS’ tænketank analyserede sig frem til, at lazaretter for hoben af langtidssygemeldte var for dyre, så regeringen brugte fodlænkeprincippet. Mange lå derhjemme og stirrede ud af ruden eller op i loftet. Blomster var begyndt at trænge igennem de visne blade udenfor vinduerne. 

Hver uge cyklede jeg ad små markveje til samtale hos lægen. Lige meget hjalp det, mit personlige ansvar sad fast. Jeg nægtede dumstædigt piller, trods lægens bank i bordet. Der blev talt om operation eller deportering. Men der kunne forsøges med psykologkorpset først:

Den første psykolog sad i distriktspsykiatrien bag en kæmpe appel-fladskærm. Jeg troede et øjeblik, han så fjernsyn, men det viste sig at være hans 50-tommer computerskærm. Vi satte os hen i to store læderstole om et hvidt designerbord. Præcis 5 minutter før konsultationens ophør konstaterede han irriteret, at jeg burde desertere og bad mig hurtig underskrive en regning på 1000 kroner.

Jeg skiftede til en ny psykolog, ovenover lægehuset. Hun indledte med at bede om betaling med det samme. Man vidste jo ikke nu om dage, folk var så ustabile. Jeg drejede om i døren. Havde underlige vrangforestillinger om tillid og nærvær, som jeg havde pådraget mig som ung under læsning af K E Løgstrup.

Så røg jeg på et bunke-stress-kursus med sygeplejersker, pedeller og lærere nede i kommunens kælder. Efter en omgang farverig PowerPoint med stadier, pile og aforismer, startede vi nogle fælles mindfullness-øvelser ved de interimistiske borde. Hovedet ned mellem benene. Forstil jer en skov, vælg et træ, mærk det, duft det, slik på barken…! Jeg gik på toilettet og kørte direkte hjem i min have for at holde om et rigtigt træ.

Næste psykolog boede i et lille træhus, som han mente udstrålede menneskelighed. Jeg betalte opgivende forud for to timer på dankortmaskinen. Den stod demonstrativt mellem os under hele samtalen. Jeg fik sagt nogle få ord om læreridentitet, hvorefter psykologen ivrigt forklarede mig om reinkarnation, shaman-ånder og mit stjernetegn. Der lugtede stærkt af rådnet kål og jeg kørte omtåget hjem.

Nu kom jeg direkte til kommunens egen faste psykolog, der lå ned til Vesterhavet. Han sad og røg en smøg på en bænk med konen, der var medindehaver af ”Fade Fast Consulting”. Sammen gik vi ind i det gennemrenoverede hus og satte os i deres enorme læder-arrangement foran en biografkandiderende fladskærm. Det var vigtigt, at jeg vidste lidt om ham først. At vi opbygge en relation, sagde han.

Da konen kom ind med stempelkaffe, slog han Dynelarsensk ud med armene: Huset var både hjem og konsultation. Alt var betalt af kommunen. Hans personlighed var fuldt afmonteret, så han kunne sagtens skelne mellem job og privatliv. Og så var han ekstremt dygtig og erfaren. Hvad så med dig, sagde han, da kaffen var iskold. Jeg er pissetræt af, at kommunen bruger penge på dit hus her, og ikke på ansatte i folkeskolen og børnehaverne, sagde jeg. Herefter kunne han med sit skarpe blik konstatere, at jeg ikke var parat til terapi. Jeg var for vred.

Herefter kom jeg til en psykolog i Århus, der identificerede problemet som religiøs skyldfølelse. Min far havde været skoledirektør i 80erne og 90erne og den tid, så jeg nu som ideel. Hvilket forhindrede mig i at komme videre. Det ville kræve mindst 5 ekstra timer, hvis vi sammen skulle lykkes uden operation. Jeg fik bevilliget ekstra timer. Hun havde trods alt en udmærket grøn te og udsigt over bugten.

Til sidst endte jeg hos en hypnotisør for at kunne gå direkte til underbevidstheden. Jeg fór ud på grønne enge, mødte mig selv som barn og forsonede mig med mine modsætninger. Det skulle jeg have gjort for 50 år siden, tænkte jeg, da jeg cyklede hjem i forårssolen. Hel og hellig. Så smsede syge-dagpenge-kontoret om en mødeindkaldelse i Eboksen, og de kornbølgende enge forvandlede sig til sønderskudte ruiner.

Jeg så ikke mange lærere. Af sikkerhedsmæssige hensyn skulle de holde sig inden døre mellem 8-16. Samtidig blev det annonceret i landets aviser, at de gennemsnitlig kun underviste 15 timer i ugen. Hvis man trak ferie, orlov, pauser, efteruddannelse, toiletbesøg, personlige samtaler, ophold på gangene, tiden når de kopierede, var fraværende, drak kaffe, hyggede sig med en forældre ved skoleporten, kiggede ufokuserede rundt på skolebiblioteket, var syge, opgivende, computeren var i stykker, de talte med deres tillidsmand eller sad og spiste deres madpakker i teamene fra. For deres egen sikkerhed sad de nu om eftermiddagen i kældre og depotrum. Hvis resten af befolkningen mødte dem på vej hjem inden 16, var det jo svært at lancere dem som eksperter.

Men der var altid hjælp at hente på Fadebook.dk. Startsiden opfordrede til ikke at bruge indledninger som ”kære” eller afslutninger som ”venlig hilsen”, samt navne. Det hele kunne nemt blive personligt, og dermed uprofessionelt:

Spørgsmål: Til facebookkonsulenten. Jeg sidder her og forberede mig, men efter 6 undervisningslektioner i 6 forskellige fag er mit hoved helt smadret. Hvad skal jeg gøre? Fra en ekspert i danskundervisning.

Svar: Til ekspert i danskundervisning: Overvej at lade være med at bruge ordene JEG og MIG. Man kan så let komme til at falde tilbage i personligheds-problematikker. Følg alene nøje kommunens kompendier inden for dit fag og lad være med at invitere eleverne til uddybende spørgsmål. Så skal det nok gå alt sammen. Al implementering tager tid. Fra Fadebook-konsulenten. PS Begrebet ”smadret” er noget upræcist og uprofessionelt, opsøg et opkvalificeringskursus på nærmeste professionshøjskole.

Spørgsmål: Til facebookkonsulenten. Jeg vedhæfter min lønseddel, hvornår kan jeg gå på pension? Ekspert i historie- og samfundsfagsundervisning

Svar: Til ekspert i historie- og samfundsfagsundervisning. I lyset af de fag du underviser i, vil du automatisk blive outsourcet og aftræde til andre funktioner. En indre pensionering er også mulig, det handler om fuldstændig afmontering af personligheden, også i fritiden. Fra Fadebook-konsulenten. NB Det anbefales, at du lader være med at læse outdatede bøger i fritiden, det forlænger afpersonaliseringsprocessen.

Det eneste problem var, at der på Facebook.dk sprang annoncer op alle vegne. Den var privatfinansieret, og cookies gav efterfølgende en strøm af reklamer i email-indbakken:

”Pensionsalderen forhøjes gradvist, så find din indre pensionist! 4 levels tilbydes med verdensklasse-konsulenter. Selvstudiebøger købes online! ”

” Bliv raket-videnskabsmand: Få de seneste videnskabelige resultater og afslut med licence-to-play-clever og bærer den hvide nylon-lægeagtige kittel. Udleveres efter eksamen”

”Bliv leder på en formiddag! Koncentreret undervisning for topmotiverede testfixerede maratonløbende amerikaniserede læringseksperter. 10 % rabat til alle uden for fagforeningerne”.

Jeg lå radbrækket på sofaen og forsøgte at få adgang til et onlinekursus på Fadebook.dk. Jeg skulle bruge 12 koder, af sikkerhedshensyn. Jeg var ved at gennemgå kurset: ”Bliv fri, afpersonaliser dit liv!”, fordi psykologer ingen effekt havde på mig. Jeg havde gennemgået den indledende 10-tegns-test, så jeg kunne se hvilke level, jeg skulle starte på:

-          Har du følelsen af, at du er personlig ansvarlig for din undervisning?

-          Har du følelser?

-          Kan du stadig ikke forstå at MinUddannelse er løsningen på alt?

-          Mener du data ikke er didaktik?

-          Har du stadig skolehjemsamtaler uden, at du sidder med hovedet inde i computerskærmen og oplæser testresultater?

-          Har du endda øjenkontakt med forældre og elev til skolehjemsamtalen?

-          Har du trang til at forberede dig søndag aften, når du ser den sene tv-avis?

-          Vågner du ovenikøbet med så meget didaktisk fantasi, at du ikke kan holde dig til kommunens kompendier?

Jeg svarede ja til det hele og trykkede på ”result”. Konklusionen var en sur smiley med øv-horn. ”Da det er vigtigt for kursets gennemførsel, at du fokuserer, anbefaler vi, at du - inden opstart på level 0 - fjerner alle bøger før 1999 og gennemgår øvelserne Fjern-din-Fortid. CD på vej med posten”.

Ind imellem lå jeg i febervildelse med flash-back fra fronten. Lærere og pædagoger med målløse udtryk. Sårede udtryk. Opgivende udtryk. Kriminaliserede udtryk. Fjerne udtryk. Jamen-det-kan-jeg-ikke-længere-gøre udtryk. Jeg-havde-lovet-mig-selv-ikke-flere-eksamener-udtryk. Mind-mig-ikke-om-myndighed-det-var-dengang-udtryk og så mig, der forsøger at ignorere følelsen af at være fortid og mere til skade en gavn. Med hovedet i hænderne ude på toilettet mellem timerne. Lockouten står som en mur i mellem mig og de studerende. Hvordan kan jeg nogensinde pege på myndighed og personligt ansvar igen, uden at være brutal og urealistisk, hamrer det konstant i mit hoved. Du er skatmat, Iben, skakmat, skakmat.

I min tågede mareridsstilstand får jeg trykket forkert og er pludselig på Facebook.dk. Ser en masse ansigter og personlige holdninger, og falder totalt tilbage i min udvikling. Som til et AA-møde udbryde jer. ”Hej, jeg hedder Iben, jeg er en personlighed.” ”Hej Iben” skriver de andre tilbage. Jeg overfaldes af kollegiale følelser og solidaritet, og har ikke styrke til at kæmpe i mod.

Ligger et lille indlæg op om, hvordan det er at være mig. Bare et lille et. Bare lige for at prøve igen. Bare en enkelt. Åh er I der, er jeg mig ? Det er en vidunderlig følelse. Er pludselig mig. Kigger sagligt ud i haven bagefter. Har lyst til en smøg, var det også godt for dig skat ? Tænker på, at de sidste måneder har været somom min sjæl var en forladt buschauffør i en tom bus på vej nowhere. Så er Ole Lukøje tøvende gået ombord, så Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump, Buster Oregon Mortesen, Hodja fra Pjort, Sonja fra Saxogade, Super Karla.…

Pliiing. Mail fra min chef: Indkaldelse til statusmøde, NU. Bussens passager pakker sammen på to minutter, somom der stod ”Arbeit mach Frei” over forruden.

Jeg bliver fuldkommen tom. Der er ikke noget mig. Kun en chauffør going nowhere. Fadingprocessen er begyndt.

Unfortunally based on at true story