Debat

Skæg for sig og snot for sig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På forsiden af Folkeskolen nummer 16 står der: »Min seksualitet hører til mit privatliv«. Helt enig. Læreres seksualitet er deres helt egen sag, som ikke på nogen som helst måde vedrører deres arbejde. Hvis de lærere, som optræder i dette nummer af Folkeskolen, mente, hvad de siger, ville der ikke være basis for artikler om sagen.

»Det er sundt for eleverne at vide, at jeg er lesbisk«, mener en lesbisk lærer. I 1. klasse! Hvorfor det? Hvis de spørger til den kvindelige lærers mand, er svaret selvfølgelig bare, at hun bor sammen med en anden kvinde, og så færdig med det.

Hvis det virkelig skulle have betydning for eleverne at vide, hvordan deres lærere er indrettet seksuelt, hvorfor skal det så kun gælde bøsser og lesbiske, må jeg spørge. Bør flertallet af lærerne så ikke også lige for en ordens skyld markere deres heteroseksualitet, så der ikke opstår misforståelser? Og er det så ikke også nødvendigt, at vi får placeret de øvrige. Der findes jo både biseksuelle, aseksuelle og andre. Hvor mange detaljer skal frem - antallet af kærester, for eksempel?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Må vi være fri for den omklamring! Det er aldeles uinteressant i en professionel sammenhæng, hvordan en persons seksualitet er - eller for den sags skyld om han/hun er rødhåret, enebarn, tysker eller motorcykelfan.

Hvis homoseksuelle mener, at de skal skilte med deres seksuelle observans for at være rigtige lærere, vil det jo i yderste konsekvens betyde, at det kunne indgå i overvejelserne ved ansættelse. I et tænkt eksempel kunne en bøsse efter ansættelsessamtalen så for eksempel få at vide: »Vi vil gerne ansætte dig for at have et fuldgyldigt spejlbillede af samfundet her på skolen« eller: »Vi kan desværre ikke tilbyde dig ansættelse, fordi ... Temmelig urovækkende, ikke sandt? (Og jo, jeg ved godt, hvad man må lade indgå i spørgsmål og vurderinger i forbindelse med ansættelser).

Læreren i den indledende artikel fortæller blandt andet: »Der var en elev, Mustafa, som efter længere tid havde forliget sig med min seksualitet«. Jeg læser det sådan, at hvis der virkelig har været en elev, som har haft svære kvaler med sin lærers seksuelle observans, så er der foregået noget forkert. Jeg taler ikke om noget ulovligt eller overgreb eller andet ubehageligt eller strafbart, men læreren må på en eller anden måde have overbetonet sin seksualitet, så den er blevet et problem for eleven. Helt uacceptabelt fra en lærers side!

Samme lærer er på forsiden citeret for at sige: »Jeg vil gerne være kendt for noget andet end at være bøsse«. Ja, ikke?

Altså: Læreres seksualitet er en privatsag, og deres indsats og kvaliteter som lærere skal ikke på nogen som helst måde relateres til deres seksuelle observans. Den er helt irrelevant i denne sammenhæng!