De fleste lærere kan tale sammen om matematikundervisning. Om indholdet, hvordan man kan gøre tingene, og hvad målene er - sådan omtrent. De har erfaring med den og et nogenlunde fælles begrebsapparat og ordforråd.

Samtaleparterne behøver ikke at være enige om alle detaljer; indholdet i undervisningen kan tolkes lidt forskelligt, den vejledende læseplan er ikke ganske specifik - heldigvis. Man kan derfor også vægte fagets metoder lidt forskelligt. Mange matematiske problemstillinger kan løses med forskellige, men lige gode metoder, og eleven skal optimalt set selv kunne vælge faglig metode.

Den måde, læreren sammen med eleverne tilrettelægger undervisningen på, og de materialevalg, de foretager, skaber yderligere forskelle. Dette sidste har et navn: 'metodefrihed'. Den er ikke nævnt i nogen skolelov, men er en hævdvunden frihed, som (danske) lærere har, om end de nu deler den med eleverne.

Nu er 'stærke kræfter' imidlertid ved at tage metodefriheden fra os - endda ganske uafvidende. De stærke kræfter er hele det kor af folk, som indfører følgende matematiske tolkning: edb-integration lig med brug af undervisningsprogrammer.

Senest blev tolkningen præsenteret i artiklen 'Læring frem for isenkram' i Folkeskolens sidste nummer før ferien. Tolkningen repræsenterer en intuitiv opfattelse af, hvad edb-integration betyder, og hvis denne forkerte tolkning får lov til at stå uimodsagt - hvis den får lov til at blive gentaget og gentaget - så bliver den en realitet.

Ordsammenstillingen edb-integration er uheldig, men i skolesammenhæng er den forholdsvis veldefineret. Problemet er tilsyneladende, at der ikke er mange, som har læst definitionen.

I den nævnte artikel hedder det: 'Loven fra 1993 siger, at skolen skal integrere IT i alle fag'. Men skoleloven siger ikke noget om integrering af IT (informationsteknologi). Begrebet hedder edb-integration, og det nævnes i bemærkningerne til paragraf 5, hvor der står:

'For alle fagene i de tre grupper (de humanistiske, de praktisk/musiske og de naturvidenskabelige) gælder det, at man skal være opmærksom på, at edb skal integreres, som det er beskrevet i undervisningsvejledningen for gældende lovs obligatoriske emne edb og i de supplementer til fagenes læseplaner, der udsendes og er udsendt fra ministeriet de seneste år. Integration af edb giver mulighed for en udvikling af fagenes emner, begreber og metoder, og eksempler herpå vil indgå i kommende undervisningsvejledninger'.

Man skal altså 'bare' læse en brun undervisningsvejledning 'Edb, 1993/5' for at forstå begrebet edb-integration. Selv om vejledningen historisk hører til under 1976-loven, gælder den stadig. Det fremgår, at der skelnes mellem integrationsundervisning (integration af datalære og fagene) og brug af edb som redskab i undervisningen i skolens fag.

Det er muligt, at brugen af ordet 'metode' i citatet forvirrer, men det fremgår af konteksten, at der er tale om fagenes metoder, hvilket ikke er det samme som lærernes undervisningsmetoder. At disse uden tvivl også vil blive påvirkede af edb-integrationen, er en anden sag.

Det ville også være i dyb modstrid med traditionerne for skolelovgivning, hvis Folketinget i bemærkningerne til en skolelov havde tilsidesat lærernes hævdvundne undervisningsmæssige metodefrihed ved at forlange, at de skal bruge undervisningsprogrammer. Og det har Folketinget da heller ikke gjort, det har derimod pålagt folkeskolen ansvaret for undervisning i endnu et indholdselement. Den slags er selvfølgelig politisk bestemt - ligesom elementerne dansk og matematik. Og begrundelserne er ikke pædagogiske - de er politiske - hvorfor en pædagogisk debat om indholdselementet er meningsløs.

Derimod er en pædagogisk debat om, hvordan indholdselementet kan praktiseres i skolens hverdag, ikke meningsløs. Blot må den ikke forplumres af utallige fortolkere, som ikke har sat sig ind i tingene. Lærerne er jo tjenstligt forpligtede hvad edb-integration angår. Det gør noget af en forskel til redskabsbrugen!

I artiklen 'Læring frem for isenkram' siges det: 'Selvom det er et lovkrav, er det ikke beskrevet nok, hvad man som lærer skal gøre for at integrere IT i undervisningen' - og det kan jeg kun være enig i. De vejledende læseplaner har ganske vist masser af hints, men disse stikord udløser ingen genkendelse hos de fleste lærere. De kan sjældent omsættes til undervisning, der tilfredsstiller lærerens krav til sammenhæng og mening.

I Undervisningsministeriets seneste plan på området: 'Informations- og kommunikationsteknologi i uddannelsessystemet' (Handlingsplan 1998-2003) tales der om elevernes IKT-færdigheder og kompetence - endnu en bekræftelse på, at edb-integration ikke handler om brug af undervisningsprogrammer - men her loves det også, at ministeriet vil beskrive, hvilke IKT-færdigheder og kompetencer, der skal være opnået efter henholdsvis 3., 6. og 9. klassetrin i folkeskolen.

Udkastet til beskrivelsen har nu i mere end et halvt år cyklet rundt i ministeriets gange. Gad vide, hvornår de lærere, som skal levere varen, får deklarationen? Måske er edb-integration - også på det niveau - svært?

Da 'Edb, 1993/5' uden tvivl er bortkommet på mange skoler, har Folkeskolen vejledningen liggende til download sammen med denne kommentar på bladets hjemmeside i form af filen obledb.exe - en selvudpakkende fil. Det hører jo med til almindelig nutidig lærerdannelse at kunne håndtere sådan en.-Johan Jacobsen er skolekonsulent

i Ballerup Kommune