Debat
7   837

Nationale Tæsk i 3. klasse

Der er en let sitren i rummet. Den stammer fra de 22 børn der sidder klar ved hver deres computer. Om 5 minutter går den Nationale Test i matematik for 3. klasse i gang. 

Børnene har prøvet det før. Men flere sidder alligevel meget uroligt på stolen og småsnakker med sidemanden eller kommer med tilråb til dem der sidder i den anden ende af lokalet.

Vi går i gang. 5 minutter inde i prøven bryder Kasper sammen… Han græder og slår hænderne ned i bordet. Han må ud af lokalet så resten af klassen kan få ro til at koncentrere sig. Vi taler sammen ude på gangen. Han har fået en opgave han ikke kan løse. Han er frustreret. 5 minutter inde i testen føler han, at han må give op. At han er for dum til at løse opgaverne. Efter lidt tid bliver vi enige om, at vi giver det en chance til. Jeg sidder ved siden ad ham det næste kvarter og aer ham beroligende på ryggen.

I løbet af testen er der en tiltagende sitren i rummet. Uroen spreder sig fra barn til barn. Flere må holde pause, gå på toilettet, frustrations niveauet er højt hos de fleste børn. Pludselig ligger Claus på gulvet med ordene ”jeg kan ikke mere, det er alt for svært”.  Kort efter stormer han ud af rummet og smækker døren hårdt efter sig.

Artiklen fortsætter under banneret

Vi har fortalt, vi har forberedt, vi har af-dramatiseret. Vi har forklaret og vist vores 3. klasse, at testen er bygget op således at svarer du rigtig på en opgave, så får du en sværere opgave. Og at alle børnene derfor vil blive stillet nogle spørgsmål de ikke kan finde ud af.

Når Kasper og Claus alligevel reagerer så voldsomt er det jo fordi, at de er 9 år gamle. Det kan da godt være, at de voksne kan forklare, hvordan testen er skruet sammen, men det gør ikke følelsen af nederlag mindre hos dem eller frustrations niveauet mindre hos resten af klassen. Som lærer, som voksen, er det hårdt at se børnene kæmpe på den måde. Jeg har svært ved at se, hvordan opgaver løst i vrede og frustration skal vise noget som helst om, hvordan min 3. klasse arbejder, engagerer sig, udfordrer og undersøger matematikken i timerne. Jeg kan ikke forestille mig, at testens resultat bliver andet end en lap papir til skraldespanden for den afspejler slet ikke børnenes hverdag og faglige kunnen.

Efter 45 minutters hårdt arbejde ånder klassen lettet op. Testen er slut. Der er bare lige den hage, at det kun er 7 af de 22 børn der er blevet færdige, resten må på den igen i næste uge…


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Matematiknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Danmarks Matematiklærerforening.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.028 andre er allerede tilmeldt