Jeg tror, forudsætningen for at tiltrække kvalificerede lærere er, at vi holder op med at tro, vi skal detailplanlægge alt, men giver lokal frihed til at tilrettelægge rammerne for det arbejde, lærerne påtager sig i det daglige, siger undervisningsminister Ellen Trane Nørby.

Minister: Lærernes undervisningsandel vil stabilisere sig

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby mener ikke, man kan sammenligne undervisningsandelen af lærernes arbejdstid før og efter reformen, fordi begrebet understøttende undervisning er nyt. Men i Folketingets spørgetid i går vurderede hun også, at stigningen ikke vil blive ved.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hvordan vil regeringen sikre kvaliteten i undervisningen og den fortsatte rekruttering af lærere til folkeskolen, hvis lærernes undervisningsandel stiger og stiger og stiger?" spurgte SF-ordfører Jacob Mark ministeren.

Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby mindede Jacob Mark om, at både folkeskolereformen og lærernes nye arbejdstidsregler blev vedtaget under en tidligere regering, hvor spørgerens eget parti - SF - selv var med:

"Der er mange ting, der skal går op i højere enhed, og det er bestemt ikke nogen let opgave, men det er rigtigt, at vi generelt kan se en stigning i lærernes undervisningstid, som det jo også var forudsætningen", svarede hun og tilføjede: "Det er dog ikke muligt at sammenligne direkte med fortiden, fordi undervisningsbegrebet er ændret, og der for eksempel ikke var understøttende undervisning tidligere". 

Lærerne fik 13 procent flere undervisningstimer sidste år

Jacob Mark tager udgangspunkt i den sammenligning, som folkeskolen.dk bragte forleden, hvor vi har sammenlignet den gennemsnitlige andel undervisningstimer ud af lærernes samlede arbejdstid i dag med undervisningsandelen i de kommuner, som tidligere brugte den såkaldte A05-arbejdstidsaftale, der ligesom i dag tæller alt arbejde, hvor læreren er sammen med eleverne, som undervisning. Den sammenligning viser en stigning i undervisningsandelen på 13 procent. Og ministeren tror ikke, at stigningen vil fortsætte uhæmmet:

"Man må formode, at der har været en implementering, og nu kommer der en stabilisering, hvor vi vil se, at man se lokalt finder gode løsninger, og skoleledere i samarbejde med lærerne tilpasser timetallet i forhold til den enkelte lærers erfaringer og kvalifikationer", sagde ministeren. "Jeg har tiltro til, at opgaven løses bedst ude på den enkelte skole, ikke ved at vi detailmæssigt blander os. Jeg tror, forudsætningen for at tiltrække kvalificerede lærere er, at vi holder op med at tro, vi skal detailplanlægge alt, men giver lokal frihed til at tilrettelægge rammerne for det arbejde, lærerne påtager sig i det daglige". 

Den model købte SF-ordfører Jacob Mark ikke:

"Jeg tror på, at man tiltrækker lærere ved at give dem tid nok til forberedelse", sagde han og udnerstregede, at han står helt bag reformen, men at han allerede ved lanceringen, hvor han sad i byrådet i Køge, stillede spørgsmål ved finansieringen.

"Vi fik at vide, at hvis lærerne underviste to timer mere, var reformen finansieret. Men da vi havde gjort det i min kommune, manglede der stadig 18 millioner svarende til to skolelukninger!"

"Nu kan vi se, at andelen er steget med mere end de to timer svarende til 12½ procent, så man kan forestille sig, at når der kommer yderligere besparelser, vil den stige igen. Det mener jeg er et brud på aftalen, som jeg synes vi er nødt til at gøre noget ved politisk".

"Vi oplever nogle gange, at der er partier, der har meget travlt med at løbe fra deres ansvar", replicerede ministeren og fastholdt, at tallene ikke kan sammenlignes direkte. 

Nej til resursebindende lokalaftaler

Jacob Mark påpegede, at lærerne ud over flere undervisningstimer også har fået den understøttende undervisning, den åbne skole, bevægelse med videre, som alt sammen kræver mere - ikke mindre - forberedelse, og spurgte, om ministeren vil arbejde for større udbredelse af lokalaftaler mellem kommuner og lærerkredse om lærernes arbejdstid.

"Jeg mener, at der er tid til alt det, når kommunerne formår at organisere sig på en god måde og fokusere på de brede rammer, ikke kun selve undervisningen. Jeg vil ikke blande mig i, om man lokalt indgår aftaler, men forudsætningen var, at man ikke skulle binde resurser, fordi der skulle være lokal ledelsesfrihed - det håber jeg, SF stadig er med bag".