Debat

Pamperpolitikernes knæfald for bondefangere...

...viser sig jo helt tydeligt i dette årtis forfejlede skolepolitik! Dette indlæg er bl.a. inspireret af artiklen: "Professor på debatmøde: En lille gruppe af teknokrater har sat sig på folkeskolen"

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Politikerne går først med på (bliver bondefanget af) en helt masse tiltag (reformeringer af Folkeskolens virke), der egentlig ikke er noget dybere belæg for hverken er nødvendige eller givtige for Folkeskolens elever og dermed den fremtid, det samfund og det produktionsliv, som eleverne skal være med til at skabe, udvikle, fornye og vedligeholde i landet.

Det er uden tvivl nogle få forskere og embedsmænd, som har formået at "bondefange" politikerne med de mange tiltag. Der er tale om bondefangeri, bl.a. fordi der netop ikke er nogen som helst dokumentation for, at de mange tiltag vil gøre nogen nævneværdig endsige nødvendig forskel.

Og der ER tale om pamperpolitikere af disse (og flere) årsager:

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

(1) Pamperpolitikerne sætter sig ikke så tilstrækkeligt meget og ordentligt ind i sagerne og relevante interessenters syn på samme, at de med rimelighed kan påstå at have truffet deres beslutninger på kvalitativt særligt højt og tilstrækkeligt oplyst grundlag. Mange interessenter blev hverken hørt eller spurgt i forbindelse med de nævnte tiltag, imens andres syn blot blev ignoreret. Politikerne har derfor ikke den politik, de beskæftiger sig med, som en interesse, de går tilstrækkeligt dybt og reflekterende ind i. De undersøger ikke sagerne selv, men lytter blot til nogle (få) forskere og embedsmænd, som så reelt tager beslutningerne for dem.

(2) De højtflyvende pamperpolitikere hæver løn for nævnte tiltag og lader andre folk (embedsmænd) om at føre (eller måske nærmere presse) deres bondefangstramte beslutninger ud i (skole-) livet i kommunerne, selv om de mere almindelige mennesker nede på gulvet ihærdigt forsøger at advare dem forinden tiltag.

(3) Efterfølgende er der også mange ude på gulvene, der begynder at indsamle forskellig dokumentation for at tiltag ikke har fået eller ikke vil få de effekter, som bondefangerne ellers har påstået, de ville få. Selv om (pamper-) politikerne får nævnte dokumentation lige i hovedet i artikler omhandlende forskellige både kvalitative og kvantitative analyser, vil de (naturligvis) ikke trække nogle nævneværdige dele af deres forfejlede tiltag tilbage. Det ville jo afsløre deres manglende indsigt i deres eget beslutningsgrundlag.

(4) Hvis pamperpolitikerne stillede op og indrømmede, at tiltag var forkerte, ville det jo indebære en indrømmelse af netop det, at de er pamperpolitikere, der har ladet sig lokke og bondefange ud i de beslutninger, der har skabt de tiltag, der skulle indrømmes, som værende forkerte. Nutidens politikere er alt for ærekære i forhold til at gøre det.

(5) Eller også er de netop pamperpolitikere, der er blevet afhængige af det, at have politik som et levebrød. De gør netop alt (for meget ideologisk forkert) for at beholde levebrødet, herunder undlader de at indrømme fejl (med mindre de direkte er taget med fingrene i kagedejen, fx ved at have snydt, ved spirituskørsel eller lignende, de umuligt kan tale sig fra). Kun ved åbenlyse fejl, er de nødsaget til at trække sig, fordi nutidens politiske debat fungerer således, at det forventes, at de trækker sig fra politik, hvis de laver sådanne bommerter.

(6) Mange af de (pamper-) politiske bommerter, der reelt har stor betydning for samfundet (og noget større end fx en enkelt person, der er kørt i grøften i en brandert), de skjules af det forhold, at politikerne ikke bliver afkrævet dokumentation for noget, som journalister IKKE kan spørge ind til i en så kort og præcis form, så almindelige mennesker kan forstå det ud fra fælles begrebsforståelser (og referencerammer). Journalister kan meget nemmere skabe interesse for og opnå opmærksomhed fra den store og bredde befolkning (der gennem størst muligt forbrug skal betale for mediets reklamer, som i sidste ende også skal finansiere journalistens løn) i de sager, hvor en politiker fx har taget fra kagedåsen, snydt eller kørt for stærkt end samme journalister kan få opmærksomhed omkring indviklede reformer af skoleverden. Det kan ikke formuleres i de 5 minutters indlæg, som bedre passer med en kort beretning af snyd end de passer med indviklede reformer! Og det er jo "kun" børnene (og lærerne), der rammes! Børn, som jo alligevel bliver jo voksne og får uddannelse uanset hvad! Spørgsmålet er bare, hvor god den bliver med den aktuelle politik!

Pamperpolitikerne har gennem alle de nævnte forhold været med til at skabe alt for meget administrativt bøvl med FFM, elevplaner og alt muligt andet, der netop ikke er særligt læringsfremmende. Bøvlet tager "bare" mere og mere tid fra det at forberede (planlægge og tilrettelægge) og gennemføre og evaluere en god undervisning ude i klasseværelserne.

Det kan sammenlignes med den debat, der er opstået og kører sporadisk omkring lægernes brug af deres arbejdstid. læger skal bruge en stor del af deres arbejdstid med at dokumentere en helt masse i forskellige systemer i stedet for at bruge mere af arbejdstiden på at hjælpe patienterne med at blive raske. Det skaber så behov for flere læger, hvilket samfundet måske ikke ligefrem har råd til i længden!

Lærerne skal ligeledes sørge for at skriftliggøre det, der sker i klasseværelset, i undervisningen. Det kan naturligvis - ligesom lægernes dokumentation - heller ikke ske uden det tager tid fra de øvrige læreropgaver med forberedelse, gennemførelse og evaluering af læringfuld undervisning. Forholdene er måske også med til at fordyre processen med at fornye lærerstaben, selv om lærere dog ikke får så meget i løn som læger. Men ca. 20 % af alle uddannede lærere har altså valgt at lave noget andet. Det koster samfundet dyrt, at uddanne 20 % flere end der skal bruges i et fag! 

Og derudover har Per Fibæk naturligvis også ret i, at der ikke er skabt nogen som helst forenkling af noget med indførelsen af såkaldt FFM (Forenklede Fælles Mål). Det vil de fleste lærere i Folkeskolen, som aktuelt skriver elevplaner med udgangspunkt i nævnte FFM, sikkert gerne skrive under på.

Og når forældrene også er blevet mere oplyste, og derfor vil kunne kræve indblik i, hvor langt deres børn er nået i forhold til hver enkelt af de nævnte og meget (Forskellige og ikke Forenklede Mål), så kan og vil flere ihærdige  forældre sandsynligvis bruge mere af lærernes (og især efter FFMs indførelse meget sparsomme øvrige forberedelses-) tid på at spørge om og kræve svar omkring det ene eller det andet eller alle de mange hundrede (såkaldte FFM-) mål.

De vælgere, der fortsat ved næste valg kan finde på at stemme på de reformpartiernes politikere, må også siges i en eller anden grad at være bondefanget. Vælgerne har naturligvis forskellige beslutningsgrundlag omkring deres valg.

For deres børnebørns, børns eller deres fremtidige børns samfunds skyld, bør bedsteforældre, børneforældre eller kommende børneforældre i mine øjne vælge nogle politikere, der kan og vil rette op på deres børns fremtidige uddannelsesmuligheder, som aktuelt er forvansket betydeligt gennem forfejlede reformer.

Vælgere har naturligvis også forskellige interesser, så pensionister uden mange penge eller børnebørn naturligvis fortsat vil stemme på de partier eller det parti, der varetager deres interesser bedst. Lad os dog håbe, at den voksende pensionistandel af vælgerbestanden vil tænke tilstrækkeligt meget på deres børnebørns fremtid, når de sætter deres kryds næste gang!

Powered by Labrador CMS