Debat

Akademisk eller folkeligt?

Det er vigtigt at skelne mellem det folkelige og det akademiske niveau i skoledebatten. ...og hele tiden at lade den ene inspirere den anden. Det er hele aksen i et demokratisk-humant samfund. Folkeskolen er ikke en abstraktion, men benhård virkelighed.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En del akademikere debatterer i øjeblikket Mål og Med i Folkeskolen. Det er vigtigt med debat. Men når vi debatterer Folkeskolen, må udgangspunktet være, at Folkeskolen er en pædagogisk institution. Folkeskolen står altid i spændingsfeltet mellem politik og etik. Mellem videnskab og livsfilosofi. Fordi skolen står mellem subjektive erfaringer og skolefagenes kulturelle ”objektivitet”.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem det folkelige og det akademiske niveau. Og hele tiden at lade den ene inspirere den anden. Det er hele aksen i et demokratisk-humant samfund….

Når det gælder den brede skoledebat i det offentlige rum, så har vi en fin folkelig tradition, som Hal Koch roste folkeskolelærere for allerede under anden verdenskrig.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Men hvad har da vort Samfund at sætte i Stedet for det energiske maalbevidste og i mange Henseender vellykkede Opdragelsesarbejde, som de autoritære Stater møder op med? Svaret kan gives ganske kort. Denne Opdragelse kan her i Landet kun foregaa paa én Maade: gennem det frie folkelige Arbejde. Der er den hidtil foregaaet – og der skal den vedblive at foregaa. Det er det Arbejde, som Højskolen oprindelig var Sjælen i – og som stadig på Landet henter mange af sine bedste Kræfter fra Højskolen, Efterskolen og Friskolen – men for øvrigt ikke mindre faar Tilskud fra den almindelige Folkeskoles ypperlige Lærerstab.” (Hal Koch (1942) Dagen og Vejen, Kbh., Westermann)

Debatten på Folkeskolen.dk er generelt en fornem folkelig engageret debatkultur. Livsoplysning, og hermed folkelig oplysning, er en modvægt til individualisme, konstruktivismen og idealismen, så vel som teknokratiet, systemteorien og instrumentalismen. Den peger hen på fænomener som intuition, stemthed og livslove, der findes i vores konkrete praktiske almenmenneskelige fællesskaber: Det vil sige i virkeligheden!

Livsoplysningen og folkelig oplysning handler om at værne om menneskelivet, det menneske-lige, så vi ikke ender med at reducere menneskelivet til akademiske, videnskabelige, teoretiske og empiriske konstruktioner. Desværre er den sunde fornuft, fællesskabet og fagligheden er på vej ud af vores politiske offentlighed og praksisformer.

Livsoplysning og folkelig oplysning er ikke en metode, en teori eller en kunstnerisk genre. Der er hverken pietistiske eller dogmatiske træk, og den kan ikke reduceres til grundtvigianisme eller slagord om ”selvdannelse”. Livsoplysning og folkelig oplysning er derimod en livsanskuelse, en måde at være i verden på. Det handler om at turde stå ansigt til ansigt med livet og dets vilkår:

Men den oplysning, som er Skolens Opgave er ikke en Oplysning om alt muligt og hvad som helst. Oplysningens Maal er ikke Kundskaber og død Lærdom, men Vækkelse. Dens eneste Maal er at stille Mennesket Ansigt til Ansigt med den Livets Virkelighed, som er rigere og mere gaadefuld end alle vore kløgtige Spekulationer.” (Hal Koch, Grundtvig, Gyldendalske boghandel, København, 1943)

Virkeligheden ude på skolerne kalder altid på, at folkeskolelærere også inddrager intuition, stemninger, personligheden, glæden, humoren, det umiddelbare etc., som ofte uddrager sig teknologiske statistiske konstruktioner. Det er derfor lærere generelt er fagpersonligheder, engagerede, politiske, sårbare, debatterende osv. Kort sagt et skønt folkefærd, der skal værnes om og sparres med!

Folkeskolen står hele tiden i en praksis, hvor lærerne og pædagogerne ikke kan vide alt og hvor det er muligt at mislykkes. Det er et livsvilkår. Det er ikke noget, som vi kan eliminere med metoder og fællesmål:

 “ Al undervisning rummer således en fare for at mislykkes. Og den største fare er endda at tro – (...) at det er muligt at lave mennesker, som man laver huse, og retskafne mennesker, som man laver huse, der holder. En opdrager, der ikke vedkender sig grænserne for sin magt og friheden for dem, han opdrager, vil aldrig blive andet en dydsinspektør” (Kai Aalbæk Nielsen, I tidens løb, 1975)

Netop fordi lærere kan mislykkes, skal vi inspireres af al den forskning, der er til rådighed i forhold til alle elementer i undervisningen og opdragelsen. Men skolen er og blive en folkelig sag, ikke alene en akademisk metode-diskussion. Her er Vartov et centralt og historisk samlingspunkt.

Et folkeligt perspektiv beskrives poetisk af Holger Begstrup (1859-1937), der kritiserede H.C. Andersens konklusion af ”Nissen og Spækhøkeren”. Fortællingen handlede om adskillelsen af den selvstændige håndværker på grundplan og studentens åndsliv på loftet. Begstrup ville i stedet et Danmark, hvor praksis og teori (det folkelige og akademiske), hang sammen og inspirerede hinanden:

 ”Det var Grundtvig, som digtede et nyt Danmark, og det er et bedre Eventyr end alle H C Andersens tilsammen. Han lærte nemlig det danske Folk, at man ikke skal nøjes med at ”dele sig” imellem det virksomme Arbejde og det højere Aandsliv, men at det lader sig gøre at forene dem, så Spækhøkeren kan synge i sin egen Butik” (Tidsskrift for dansk folkeoplysning april – maj 1930)

Både den akademiske tradition og den folkelige tradition bliver nødt til at finde sammen om at bekæmpe den teknificering, der i øjeblikket ødelægger vores skoler. Vi har så absolut samme sag. Vi kan (og skal) selvfølgelig være uenige om midlerne, men sørme da ikke om målet: Kampen for en human skole og muligheden for, at folkeskolelærere kan ”synge” på skolerne: Dvs. at de kan tage et fagpersonligt valg og ansvar i en konkret hverdag. Det er det, al kritisk debat på Folkeskolen.dk må have som formål. Hans Henningsen advarede os i 1979, da vi fik U90:

Den kritiske tradition i vor kultur, som burde være den, der kunne tale naturens sag, og tage historiens parti over for de abstrakte tendenser, er svag over for det pres, der med stigende styrke udgår fra teknikken og den teknificerede tankegang, der, når den bliver universel, blot er en effektiv form for stupiditet.” (Hans Henningsen (1979), Det abstrakte samfund , Nyt Askov 2014)

Akademikere og folkeskolelærere skal finde sammen (også indbyrdes) og dele det, som vi hver og sær er bedst til, så vi kan skabe god undervisning: Det vil sige en pædagogisk-didaktisk praksis.

Hvis vi kan blive enige om, at det her handler om virkeligheden, så kan vi virkelig få noget for vores skattepenge, og vedligeholde en århundrede lang vigtig dansk tradition!

Powered by Labrador CMS