Goddag til et nyt skoleår

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så er alle sejl sat til et nyt skoleår. Kursen er fortsat F2000, men vindhastighed og -retninger - kastevinde, torden, orkan - kendes endnu ikke. Det er den slags situationer, vi undervejs navigerer i og efter. Nogle gange sørger vi selv for vind i sejlene, andre gange blæser vindene mere eller mindre milde og fra forskellige hjørner. Det er vi også nødt til at sætte sejl efter!

Personale med engagement, erfaring, rutine, evne til at stille undrende spørgsmål, mod til at vende tingene på hovedet for at finde nye løsninger og evnen til at mødes til fælles drøftelse af kurs, hastighed og sejlføring er kendetegnende for det sødygtige og konkurrencestærke skib. Skolens ansatte er, som jeg ser det, om bord på samme skib. Vi har fælles mål med vores rejse.

Vi har visse regler at rette os efter, der kendetegner det danske farvand - den danske folkeskole. Vi har endnu flere kommunale regler og forordninger, som gør skibene - de enkelte skoler - forskellige. Det er godt i nogle sammenhænge, men uheldigt i andre. Der kan blive meget stor forskel på den konkrete dagligdag for børnene, alt efter hvor de er om bord.

I foråret måtte vi igennem to afstemninger om Overenskomst 99. Når jeg talte med lærere, angik deres bekymringer nok forventninger om egne forringede arbejdsvilkår, men nok så meget mere manglende tiltro til kommunernes prioritering af ressourcer til folkeskolen. En nej-stemme var for nogle også et nej til en kommunal skole og et forsøg på at få skolen tilbage til Undervisningsministeriet og staten med fælles rammer for timetal samt - bredt - fælles arbejdsvilkår for de ansatte. Heldigvis er det ikke økonomi, der fylder i vores hverdag, men vi støder på den!

Hverdagen består af flere dage og timer med opmærksomhed på undervisningens indhold og samvær mellem børn og professionelle voksne. Ansatte, der vil noget med deres virke uanset alder og karriere i skolen.

Jeg var i juni på Århus Dag- og Aftenseminarium som beskikket censor ved læreruddannelsen i pædagogisk speciale. Der var naturligvis spredning i standpunkterne som udtryk for de studerendes forskellige faglige teoretiske niveau. Der gives ikke karakter for engagement og lyst til at virke i skolen, men det glædede mig utrolig meget at møde dette hos dem alle. De var optaget af læreprocesser gennem meningsfulde møder ud fra forskellige vinkler. De ville gerne realisere folkeskoleloven og havde lyst, engagement, vilje og troen på, at de kunne. (Skulle nogle af jer læse dette, skal I have tak for gode samtaler og god vind med jeres virke).

Familien kunne i ferien også glæde sig over resultatet af opdragelse, læring og faglige kundskaber allerede efter 5. klasse. Vi oplevede danske børn kommunikere med fremmede på engelsk. Det er da flot - en cadeau til deres lærere. Hvad skal det ikke blive til? Vi har ligeledes glædet os over danske unge menneskers holdninger, adfærd og kunnen. Så der er grund til at rose skolen.

I pressen har evaluering fået fornyet bevågenhed. Vi kommer ikke uden om dén vind og skal det heller ikke! 'Evaluering foregår i den enkelte lærers hoved', siger Niels Egelund i Jyllands-Posten den 17. juli, det vil sige, vi kan det godt i forvejen. Vi skal bare have form på dét i forhold til børn, forældre og hinanden som kolleger - finde fora til dialoger om kurs, hastighed og sejlføring. Vi har lærere med erfaring og nye med inspiration, der alle glæder sig til at komme i gang. Det må give sødygtige og konkurrencestærke organisationer. Løbende evaluering må have vind i sejlene i dette skoleår. God vind til alle om bord!

Marianne Kondrup er skoleinspektør ved Løjt Kirkeby Skole

Powered by Labrador CMS