Debat

Regeringen ødelægger integrationen

"Undervejs i modtageklassen tørrer læreren en del tårer væk fra Ahmeds kinder".

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Regeringen er i gang med at indføre discountløsninger for flygtningebørns skolegang. Alle risikerer at tabe.

I fredags blev der afholdt konference på Christiansborg. Eksperterne siger, ”at der er god grund til at være bekymret”.

Høringsfristen er nu udløbet. Hvis forslaget ophøjes til lov, forsvinder flygtningebørnenes retskrav på undervisning i modtageklasser.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I forbindelse med den såkaldte topartsaftale har regeringen og Kommunernes Landsforening nemlig ændret lovgrundlaget for undervisningen af flygtningebørn. De børn der har været på en lang og hård flugt, med eller uden deres forældre, de børn der har mangelfulde skolekundskaber, fordi de ikke har gået i skole i lang tid, de børn der ikke taler ét eneste ord dansk og de børn, der har set værre ting, end vi andre nogensinde kan forestille os.

Det får konsekvenser for alle børnene i folkeskolen. Både flygtningebørn og danske børn.

I dag er det sådan, at når 9-årige Ahmed ankommer til Danmark, begynder han sin skolegang i en modtageklasse. Den klasse ruster ham til bagefter at være elev i en almindelig klasse i folkeskolen. Han får en tryg skolestart, et solidt dansk hverdagssprog og erfaringer med, hvordan livet i Danmark leves.

Modtageklasselæreren tager fx Ahmed og de andre børn med på Nationalmuséet, hvor han møder dansk kulturarv og andre kulturer. På vejen tramper han op ad sneglegangen i Rundetårn og får historien om, at tårnet er bygget af Danmarks længst siddende konge. Det lærte hans danske kammerater allerede i børnehaven.

Når eventyrgenrens kendetegn skal læres i 3. klasse, skal modtageklasselæreren først forklare Ahmed betydningen af ordene prinsesse, det halve kongerige og rigdom, inden eventyrerne kan læses højt. Helt basale ord som de danske børn har haft med sig i flere år inden skolestart.

Ahmed skal også lære, at i en dansk folkeskole, slår lærerne ikke. Og lære at når sidekammeraten bare tager hans blyant, skal han ikke gå amok. Men fortælle at han skal spørge først.

Undervejs i modtageklassen tørrer læreren en del tårer væk fra Ahmeds kinder, fordi skolestarten er svær og meget anderledes, end det han kender til. Og læreren har mange møder med Ahmeds forældre, så også de lærer den danske folkeskole at kende.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, kan Ahmed risikere at begynde sin danske skolegang direkte i en almindelig folkeskoleklasse. Så skal han integreres i undervisningen uden at kunne ét eneste ord dansk. Den klasse kommer godt nok på overarbejde. Differentieringen har i forvejen trange kår.

Af lovforslagets bemærkninger fremgår det, at fokus ændres fra barnets behov til kommunernes ”prioriteringer, ønsker og behov”. Det er nu op til den enkelte kommunalbestyrelse at afgøre, hvilken skolestart flygtningebørnene skal have. Gad vide hvilke forudsætninger kommunalpolitikere har til at træffe så afgørende pædagogiske og psykologiske beslutninger?

Som Unesco skriver i sin årsrapport 2016: ”Children should be taught in a language they understand”.

Debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad 14.04.16

Powered by Labrador CMS