De eksekutive færdigheder er de færdigheder, der gør vores børn i stand til at regulere sig selv, til at kunne kontrollere deres impulser, udskyde behovstilfredsstillelse og til at motivere sig selv. Det er de færdigheder, der gør vores børn i stand til at planlægge og prioritere, til at tænke før de handler og som har en stor betydning for udviklingen af deres arbejdshukommelse.

Det er ikke så lidt disse færdigheder betyder for vores børn og deres trivsel og udvikling, samt deres muligheder for på succesfuld vis at interagere med andre.

Det der er vigtigt at være opmærksom på i denne forbindelse er, at de eksekutive færdigheder, er færdigheder, som kan trænes og som begrænses af, at barnet i sin opvækst ikke udfordres og dermed ikke får mulighed for at træne disse færdigheder i tilstrækkeligt omfang.

Jeg har for nyligt deltaget i en konference om Inklusion og stærke børnefællesskaber arrangeret af Læringskonsulenterne fra Undervisningsministeriet. Her deltog jeg i en workshop om netop udvikling og betydning af børns eksekutive færdigheder. Deltagerne på netop denne workshop var fortrinsvis Speciallærere, PPR psykologer, Kommunale konsulenter og Skoleledere.

På trods af en forholdsvis stor faglig viden om og erfaring med børn og deres udvikling i dette professionelle felt var der en udbredt Ups-følelse blandt deltagerne, hvor mange også selv var forældre. Neuropsykologen, der stod for workshoppen fortalte om forældre, der købte bukser uden lynlås til deres børn, men med elastik i livet for, at  børnene ikke skulle kæmpe med lynlås eller knapper når de skulle have tøj på, om forældre der købte sko med velcro lukning for, at børne ikke skulle have problemer med at få bundet deres snørebånd og forældre, der bar deres børns skoletasker ind på skolen eller tog deres børns overtøj og hang det på plads på knagen, når de kom til børnehaven eller skolen. Alt sammen fordi de ønskede, at skåne deres børn for udfordringer og udsætte dem for en risiko for nederlag. I daglig tale er det, det vi kalder for curling forældre, der gør alt for at feje vejen for deres børn i den tro, at så kommer børnene længst. Jeg bruger selv dette udtryk, som noget, der ikke er godt for børnene, men neuropsykologens ord udgjorde et spejl, der afslørede flere situationer og sammenhænge, hvor også jeg har haft handlingsmønstre af denne karakter. Det gav anledning til refleksion og til denne artikel.

Kender du nogle af disse eksempler fra din egen hverdag? Husker du, at du har oplevet forældre, der har praktiseret nogle af de ovenstående handlingsmønstre? Ja ikke!

Forskning viser, at mennesker med veludviklede eksekutive færdigheder har et bedre liv, lever længere, får bedre uddannelser og er mere lykkelige. Derfor er det heller ikke uden betydning, hvor veludviklet de eksekutive færdigheder er.

Det som forskning har vist er, at de eksekutive færdigheder kan trænes og udvikles. Det er altså ikke alene en given betingelse vi fødes med, men noget vi kan træne. Derfor gør vi vores børn en bjørnetjeneste, når vi fejer alle forhindringer af vejen for dem, så de ikke risikerer at opleve utilstrækkelighed og nederlag, når de ikke kan lukke deres bukser eller har svært ved at snøre deres sko.

Børn skal opleve, at de når deres mål ved at handle aktivt. De skal opleve, at det ikke er farligt ikke at lykkes første gang og, at de må prøve igen og igen for til sidst at lykkedes med det de gerne vil.

Ingen arme ingen kage henviser i denne sammenhæng derfor til, at børn godt må opleve, og har sundt af at sande, at tingene ikke kommer af sig selv og, at man ikke nødvendigvis når sine mål og får sine ønsker opfyldt, hvis man ikke gør en indsats og prøver igen og igen til det lykkes. Det er her vi som forældre må holde igen og give barnet plads til at lykkes. Det gør vi ved at give barnet mulighed for at prøve igen og til at lære af sine første forsøg, der kke lykkedes. Det gør vi ikke ved at skabe løsningerne for børnene, for eksempel ved at fjerne lynlås og knapper, ved at købe velcrosko eller ved at bære børnenes skoletasker og så videre. Vi skal være der og støtte børnene i, at de godt kan selv, og opmuntre dem til at prøve igen de gange, hvor de oplever at det kunne de ikke lige.

Vi må, som professionelle i skolen møde børnene med den grundopfattelse, at de godt kan, hvis de får muligheden. At lære handler om trygheden ved at kunne fejle og et positivt mindset bygger på oplevelsen af at kunne lykkes når man gør en indsats og prøver. Vi skal lære børnene at møde verden, udtrykt med et citat fra Pippi Langstrømpe: Det har jeg ikke prøvet før så det kan jeg sikkert godt! For nu at blive i citaterne vil jeg afslutte min artikel med et citat fra den amerikanske basketball stjerne Michael Jordan, der siger To learn to succeed you must first learn to fail. Citatet fra Michael Jordan skal ikke forståes i denne sammenhæng, som en argumentation for, at vi skal guide vores børn mod nederlag for, at de skal lære, men som et udtryk for at vi lærer gennem at forsøge og gennem at håndtere de udfordringer vi møder på vores vej.

Med alle disse ord, oplevelser, erfaringer og holdninger i denne artikel har jeg ønsket at sætte fokus på hjernens dirigent eller det, der med et fagligt og meget ”finere” begreb betegnes de eksekutive færdigheder og betydningen af, at vi som forældre og professionelle på børne- og ungeområdet er opmærksomme på og ihærdige i forhold til at give børnene de nødvendige muligheder og oplevelser til at udvikle netop disse færdigheder.