Næsten 45 år har Inga Stingelund været på Sixtus. Hun har nu fået Dronningens Fortjenstmedalje, som her fæstnes på kjolen af direktør Vibeke Stentoft.

Fortjenstmedalje til DLF-medarbejder

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I hotelbranchen er der mange, der kun holder tre-fire år. Men ikke Inga Stingelund. I næsten 45 år har hun været den værdsatte, trofaste og dygtige medarbejder på Sixtus ved Middelfart. Og meget er sket på hotellet i de år. Der er blevet bygget om og ud - flere gange. Bestyrertitlen er ændret til direktøren. Direktør efter direktør, kollega efter kollega er forsvundet. Men Inga er blevet. Og kvaliteten i hendes arbejde er steget og steget!

Og så skulle hun faktisk slet ikke have været på Sixtus, for i 1965 havde den da 16-årige Inga egentlig sagt ja til et job på alderdomshjemmet i fødebyen Givskud. Men så skulle der males på Lærerforeningens ferie- og rekreationshjem i Middelfart. Hun fik en kort ansættelse - og så blev hun. Nu som stuepige. Jobbet var godt, og værelset oppe under taget var i orden. Og så var der også lige Ib, som hun havde mødt derovre! Og som hun stadig deler adresse med.

Efter nogle år skiftede Inga til køkkenet, hvor hun blev assistent. Så i de senest 39 år har man på Sixtus kunnet nyde Inga Stingelunds mad. Og ordet »nyde« er det rigtige. I dag er Sixtus et konferencehotel i topklasse, og gæsterne berømmer Ingas køkkentryllerier. Hun har fået flere kager opkaldt efter sig, og kendere fortæller, at hendes Tiramisu er fabelagtig.

31. juli er sidste arbejdsdag på Sixtus. Nu venter familien med de to børnebørn - og campingvognen skal endnu mere ud at rulle. Kort før ferien fik Inga Stingelund Dronningens Fortjenstmedalje for mange års godt og loyalt arbejde. Kolleger og venner var mødt op til reception, og Sinatur Hotel Sixtus' direktør satte medaljen på Ingas kjolebryst.