Mette Brünnich Meier går i rette med mig i Folkeskolen nummer 15, fordi jeg ikke mener at have mødt et barn, for hvem høj begavelse i sig selv var et problem. Hun mener, at de højtbegavede børns liv er »et langt følelsesmæssigt slid«, fordi de gennemlever »en asynkron udvikling, idet de er kognitivt forud, men følelsesmæssigt umodne«.

Om kognitiv udvikling og modenhed ligefrem skal ses som adskilte, mere eller mindre synkroniserede spor, som man kan måle på, ved jeg ikke. Men at følelsesmæssigt umodne børn, der er ude i alvorlige kontakt- og trivselsmæssige vanskeligheder, har brug for hjælp, uanset hvilke andre talenter de måtte have, det har jeg som lærer ofte konstateret ved selvsyn. Der findes ikke mig bekendt dokumentation for, at disse vanskeligheder i højere grad skulle ramme børn, der er intellektuelt veludrustede, end gennemsnitsbørn. Mon ikke det vil være lettere at dokumentere det modsatte?

Velbegavede børn har det alt andet lige lettere end svagtbegavede, og derfor bliver deres vanskeligheder indimellem slet og ret overset. Det bør ikke ske, men lad os nu ikke forvirre begreberne. Høj begavelse er en styrke, ikke en svaghed.

Mette Brünnich Meier slår til lyd for et udvidet normalitetsbegreb i skolen. Men hvis vi splitter alle eleverne op efter deres særlige behov og individualiserer undervisningen, får vi skoler, hvor alle elever i en eller anden forstand er afvigere. Og så er normalitetsbegrebet ikke udvidet, men afskaffet.