Dorte Andreas blev valgt i kampvalg mod den hidtidige næstformand Jørgen Mandrup.

Ny skoleleder-næstformand vil kæmpe for penge til skolen

Det nytter ikke noget, at politikernes høje ambitioner med skolen bliver modarbejdet af en udhulning af de økonomiske resurser. Det siger Dorte Andreas, der er nyvalgt næstformand i Skolelederforeningen. Hun har selv erfaring for, at det hjælper at råbe op.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I går blev Dorte Andreas valgt som ny næstformand i Skolelederforeningen. Derfor har hun travlt: På Tingkærskolen i Odense, hvor hun er skoleleder, skal der findes nye måder at fordele ledelsesopgaverne på, for næstformandsposten er fuld tid.

Næstformandskampvalg i Skolelederforeningen

Når nøglerne til skolelederkontoret på Tingkærskolen er givet videre, er der masser af nyt at tage fat på for den nyvalgte næstformand. For skolen og skolens ledelse er under pres - og som så ofte før handler det blandt andet om penge:

"Der er pres på resurserne blandt andet  i forhold til omprioriteringsbidraget", siger Dorte Andreas. Omprioriteringsbidraget indebærer en besparelse på kommunernes budget på én procent på kommunernes budget om året, hvilket svarer til cirka 2,4 milliarder kroner per år.

"Det er noget, vi mærker ude i kommunerne. Jeg vil gerne arbejde for bedre økonomiske vilkår. Det handler om, at vi tør give vores mening til kende omkring økonomien", siger Dorte Andreas. Hun gik i øvrigt på valg på at binde de lokale afdelinger tættere på det centrale sekretariat, så de lokale afdelinger får støtte til de lokale udfordringer.

Ikke tale om timetal

Selvom det kunne være en måde at sænke resursepresset på skolen, mener Dorte Andreas ikke, det er en løsning at sænke elevernes timetal.

"Det var ikke intentionen med reformen. Det synes jeg, at vi skal holde fast i. Ting tager tid, lad os nu få ro til at arbejde med reformen. Men udfordringen er, at hvis vi bliver presset på økonomien, så får vi ikke den kvalitet, der var intentionen med reformen. Derfor er der en kamp at kæmpe i forhold til at fastholde resurserne til skolen", siger Dorte Andreas. Hun vil få politikerne til at tage ansvar for den økonomiske ramme, de tilbyder folkeskolen.

"Den drøftelse, vi bør have med politikerne, er: Der er vedtaget en reform med resultater og mål, som vi skal nå. Vi har altså besluttet en vej, vi skal gå - men det kan vi måske ikke med de tilgængelige resurser. Hvad gør vi så", siger Dorte Andreas.

Kan gøre en forskel

I Odense, hvor Dorte Andreas indtil nu har været lokalformand for Skolelederforeningen, har der været kamp om at få resurserne til at hænge sammen for skolen. Og her har hun erfaret, at det nytter at tale rent ud af posen.

"I Odense er det blevet foreslået at hæve skatten, fordi smertegrænsen er nået i forhold til at levere den kvalitet, som man gerne vil. Det er gået fra, at politikerne har sagt, 'nej, der er ingen penge i kommunekassen og ingen muligheder'. Og pludselig viste det sig, at der var nogle muligheder og løsningsforslag. Og jeg ved godt, at det ikke bare er sådan at hæve skatten. Og det er ikke sikkert, at vi får alt det, vi kunne ønske os. Men der var pludselig nogle løsninger, der ellers ikke var mulige", siger Dorte Andreas.

Hun blev valgt på Skolelederforeningens repræsentantskabsmøde i går. Læs Skolelederforeningens reportager fra mødet via linket til højre for artiklen.

Læs mere

Reportage på Skolelederforeningens hjemmeside