Debat

Grøn nydelse

Selvom 6 om dagen efterhånden har mange år på bagen, er der fortsat behov for et grønt fokus. Danskerne er nemlig stadig et godt stykke fra mål. Men måske skal vi holde op med at banke os selv i hovedet over det grønne, vi ikke får spist – og i stedet glæde os over det (lidt mere), vi får spist.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kommer nok ikke ligefrem bag på nogen, at det er sundt at spise grøntsager. Men sundhed kan og bør ikke være den eneste drivkraft for at vi sætter tænderne i broccolien. Hvis sundhed er den eneste grund til at spise noget, bliver det af pligt vi spiser maden. Og det holder sjældent i længden. Mad bør være en nydelse. Så lad os få nydelsen ind i det grønne. Den gode nyhed er: Det grønne kan smage godt – faktisk rigtig godt! 

Tilberedning af det grønne

Nogle spiser så godt som alle typer af rå grøntsager med stort velbehag. Men mange har behov for, at få gjort lidt ved de grønne sager. Spørgsmålet er så bare, hvordan vi får tilberedt grøntsagerne, så de smager af mere? 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Når vi spørger danskerne, hvilke barrierer de oplever for at spise mere af det grønne nævnes ofte inspiration og tid. Netop inspiration til grønne opskrifter findes i hobetal på nettet, men nogle gange kan uanede muligheder blive til uoverskuelige muligheder. Hvilke hjemmesider giver de bedste vejledninger i deres opskrifter? Og hvordan undgår vi at løbe rundt til 20 specialbutikker, når hverdagsmaden skal være grøn? To hjemmesider jeg selv har stor glæde af at bruge er www.voresmad.dk og www.saeson.dk. På voresmad.dk findes et stort antal af smagfulde og nemme 6 om dagen opskrifter, som alle indeholder mindst 200 gram grønt per person. Ligeledes findes på saeson.dk lækre opskrifter, tips og viden omkring det grønne univers.

Lidt mere har stor betydning 

6 om dagen har for ganske nyligt oprettet en Facebookside, som har til formål at inspirere til mere grønt i hverdagen. På denne side har vi allerede et par gange fået kommentarer ala ”det er jo totalt uoverkommeligt at nå op på 600 gram om dagen”. Men 600 gram skal måske heller ikke være målet lige med det samme. Bare det at spise én gulerod mere, én portion blomkål mere - eller hvad man nu er glad for – vil batte meget i sundhedsregnskabet. Vi starter jo heller ikke med at løbe en maraton første dag, vi træder i løbeskoene.

Powered by Labrador CMS