Fra skoleåret 2014/15 blev en folkeskolereform indført, en del af reformen var bl.a. kommunernes pligt til at fremme inklusion i folkeskolen. Folkeskolen skal være for alle børn, og færre elever skal ekskluderes fra den almindelige undervisning. Dette betyder konkret at lærere og elever skal forholde sig til forskellighed i hverdagen.

Undervisningsministeriet beskriver inklusion som følgende ”Inklusion handler om barnets oplevelser af at være en værdigfuld deltager i det sociale og faglige fællesskab”, men her bør vi stille spørgsmålet om denne oplevelse eksistere hos de børn med særlige behov.

Der skal en særlig indsats overfor børn med særlige behov, hvis vi ikke skal ende med at de mest udsatte børn og unge bliver tabere i folkeskolen. Inklusions retorikken går på at vi ikke skal ekskludere børn og unge, så de ikke ender med at blive stemplet eller isoleret i mange år. Derfor skal vi have så mange som muligt med i inklusions projektet så de unge med særlige behov bliver en del af den danske folkeskole. Dette lyder fornuftigt. Men hvis projektet skal lykkedes skal der opprioriteres og omprioriteres af ressourcerne, hvilket er muligt med en positiv sigte.

Dog ligger min bekymring hos de børn med størst behov for en særlig specialiseret indsats. Det er de børn med alt fra psykiske til sociale problemer, og med begge i ryggen.

Vi ser desværre en tendens til, at det er inklusions børnene der har gjort størst indtryk på folkeskolen, end folkeskolen har gjort på dem.

Mange argumentere for at skolen skal være mere rummelig overfor børn med særlige behov. Men hvad er rummelighed andet end ordets positive klang. For substansen af ordet er at vi anderkender børnene som de ”særlige børn” men vi rummer dem trods alt for deres personlighed. Her skal vi forstå at rummelighed ikke er løsning for inklusionen, for rummelighed er i mange tilfælde fysisk men ikke mentalt og psykisk. Dette betyder at mange børn i folkeskolen er rummet uden at være inkluderet.

Og her må vi stille os selv spørgsmålet om det ikke er mest hensigtsmæssigt for de børn at blive ekskluderede fra den ”almindelige” skole, til en mere inkluderende og omfavnende specialskole. Vi bør ændre vores forståelse omkring definitionen og kontrasten mellem inklusion-eksklusion. Her skal vi forstå at eksklusion ikke udeklukkende er negativt, for så snart man eksludere en elev, befinder han sig i et andet rum som kan være inkluderende. Og spørgsmålet er om dette rum ikke er mere inkluderende for barnet selv. Man kan ikke eksludere uden at inkludere i de fleste tilfælde.

I en special  klasse eller FI-klasse (fælles indsats klasse), vil man ikke blot rumme børnene, men inkludere og omfavner dem. For elevernes perspektiv vil det være den bedste inklusion. For definitionen af inklusion må være at børnene selv føler og oplever sig selv inkluderede. Men jeg er bekymret for de børn med størst og mest vanskelige behov ikke oplever den form for inklusion, som omverdenen oplever dem i.

Disse børn må ikke ende med at være skolens ”sorte” børn.

Lad os forstå dialektikken mellem specialpædagogikkens teorier og den virkelige verden disse børn er i. Jeg er bekymret for de børn der kræver en særlig ekstra indsats, ikke får dette.