Jeg bruger min skolelærdom hver dag

Jytte Abildstrøm lærte at have respekt for andre og kærlighed til naturen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi husker hende som Sonjas distræte og elskelige mor med stilethælene, franskbrødshåret og de kunstige øjenvipper. Og fra masser af andre roller. Jytte Abildstrøms skuespiltalent, energi og engagement er lige så landskendt som hendes ildrøde hår og høje, smittende skralderlatter.

Folkeskolen møder hende på hendes eget teater 'Riddersalen' på Frederiksberg til en snak om hendes skoletid. Det var her på teatret, at hun for snart 30 år siden sammen med Bodil Udsen, Jesper Klein og Gotha Andersen spillede 'Svend, Knud og Valdemar', så det aldrig siden er overgået i dansk komiks historie.

Jytte Abildstrøm begyndte i folkeskolen på Katrinedals Skole i Vanløse i 1940. Senere kom hun på Nørre Gymnasium i København, hvor hun gik i mellemskolen og tog studentereksamen.

Hun glædede sig til at begynde i skolen.

'Jeg var meget optaget af det. Min bror er fire år ældre end jeg, og når han skulle i skole, pakkede jeg min lille taske og gik ind under spisestuebordet. Og så sad jeg der og legede skole', fortæller hun.

Uskyldig ballademager

'Jeg var så glad for at komme i skole. Mit lyse sind gjorde, at jeg havde sådan en gang i den hele tiden, og jeg tænkte: \Nu skal vi rigtig lære noget!''

Var du en artig pige?

'Det er der andre, der har fortalt mig, at jeg var. Jeg lavede da også ballade, men man skelner jo, som voksen, mellem to slags ballade: sund ballade og hærværk. Den form for ballade, jeg lavede, var ret uskyldig. Det kunne være sådan noget med at bytte om på snorene på toiletterne, så når man trak i den snor, der hang inde hos en selv, skyllede det ud inde ved siden af'.

Men Jytte Abildstrøm lavede også 'konstruktiv ballade', fortæller hun.

'Jeg syntes, at vi skulle bruge skolen efter skoletid, så jeg lavede et slogan, der hed \Vågn op af dvalen, mød i salen!' Dengang kom der meget lidt udefra i skolen, og jeg syntes, at vi skulle have nogle foredrag om aftenen. Jeg glemmer aldrig engang, hvor der kom en dame og læste op af \Jammersminde'. Jeg syntes simpelthen, at der var kommet et helt nyt univers ind i mit liv, ved at der stod en dame i gymnastiksalen og læste om Leonora Christine'.

Paradisæbler i pludderbukserne

Jytte Abildstrøm har ikke kun lagt sit voksenlivs engagement i teatret. Også økologien og miljøet optager hendes hjerte, og kærligheden til naturen går tilbage til barndommen.

'Vi havde skolehaver på Katrinedals Skole, og jeg begræder, at den lille nyttehave er blevet fjernet fra de fleste skoler. Vi havde paradisæbler med sådan en vidunderlig, stærk smag. Jeg glemmer aldrig alle de æbler, jeg kunne have i mine pludderbukser', griner hun og fortæller, at hun har plantet to paradisæbletræer i sin kolonihave.

'Da skolen blev taget af tyskerne, blev vi tit undervist ude i naturen, og jeg syntes, det var vidunderligt. I dag er vi for meget inde. Det er, som om vi kun bruger naturen til sport, og ellers lægger vi asfalt. Jeg er en varm fortaler for, at vi skal have skolehaverne tilbage, og man kunne gå et skridt videre til permakultur. Vi skal tænke på, at noget jord er til nytte, noget er til pynt, og noget er til leg. Det er det, permakultur går ud på: at hvis man komposterer fra skolekøkkenet, kan man gøde den græsplæne, hvor man spiller bold, uden at give den kunstgødning'.

Favoritlærerne

Det lyser ud af Jytte Abildstrøm, at hun holdt meget af sine gamle lærere. Nogle af favoritterne var hendes håndarbejdslærerinde, engelsklæreren, latinlærerinden og oldtidskundskabslæreren.

'Vi havde nogle svære tider under krigen, hvor vi ikke kunne få stoffer at arbejde med i timerne, men min mormor og morfar havde en tøjforretning, og de hjalp os med nogle celluldsstoffer. Jeg skulle sy en taske, og det var svært, fordi det var celluld. Jeg har altid været så umulig til håndarbejde, men jeg var meget omhyggelig, og min lærerinde sagde til mig: \Jo mere omhyggelig du er, jo bedre bliver resultatet'. Det var gennem hende, at det lykkedes mig at udvikle et skønhedssyn'.

'Min engelsklærer Thonesen formåede at forklare os, hvorfor vi skulle lære engelsk, og hvad sproget kunne føre os ind i. Det var først og fremmest litteraturens rige, for hvis man kan læse et fremmedsprog, kan man også læse andre forfattere og deres tanker.

Han formåede også at indføre os i det engelske retsvæsen og statsvæsen, så da jeg kom til London med min bror som syttenårig, var vi både i Civil Court, i Underhuset og i Westminster Abbey og se stenen under stolen - alt det, jeg havde lært om i hans timer.

Jeg synes, det er enestående, at en lærer i den grad kunne få det ind i os på en så vidunderlig måde, så der var en mening med det'.

'Det samme kunne vores latinlærer, fru Skibstrup. Der var mange, der syntes, at det var helt vanvittigt, at man skulle sidde og læse om Hannibal, der for ned over sletterne med sine krigere. Jeg har lige købt en lille bog om den hellige Frans af Assisi, og jeg havde helt glemt, at jeg var meget optaget af nogle afsnit, vi læste om ham i latin. Han gjorde jo netop oprør mod alt det materielle ved kirkelivet, så han den dag i dag huskes, fordi han syntes, at det var hans ydmyge grå dragt og hans ydmyge liv, der skulle give budskabet videre.

Da jeg senere begyndte at spille teater, kom fru Skibstrup ofte til forestillingerne, og hun sagde: \Det anede mig'. Da jeg gik i skole, havde jeg ingen planer om at blive skuespiller, for man kan jo ikke selv se, hvordan man er, når man er barn. Men hun kunne altså se, at jeg ville gå i den retning'.

Opsang på Akropolis

'Vi havde den mest vidunderlige lærer i oldtidskundskab. Bundgaard hed han. Da jeg første gang kom til Grækenland, fik jeg en hel aha-oplevelse, da jeg gik op på Akropolis. Alt det, der er sket dér, og vores kultur, der er blevet skabt ud af sagn. Men jeg kan huske, at der var nogle andre danskere dernede. De stod og brokkede sig og sagde: \Her er kraftedeme varmt!' Jeg gik hen til dem og gav dem sådan en båltale. For de snyder jo sig selv for en hel masse. Akropolis var en kæmpe oplevelse for mig, fordi jeg havde en masse viden fra skolen, som jeg kunne bruge'.

Jytte Abildstrøm holder ikke sin viden for sig selv, familien får også del i den.

'Jeg har lige været i Grækenland med mit barnebarn på syv år. Jeg havde nogle bøger med om de græske guder og en lille fin bog om Ikaros' fald. Og han spurgte \Hvad er det, farmor?' så jeg til sidst tænkte \Jamen Gud, kan jeg ikke huske min skolelærdom?' Jeg fik helt lyst til at dykke ned i det igen, da jeg mærkede, hvor interesseret han var, så nu sidder jeg faktisk derhjemme og læser op på alle de ting, jeg har glemt.

Han kender tegnefilmen om Herkules, og jeg prøvede at gå tilbage og fortælle, hvor de har fået historien fra. Han suger det hele til sig, og hvis jeg så kan få en lille søjle eller en bygning hægtet på fortællingen, så synes vi begge to, at vi har fået sådan en dejlig ferie ud af det.

Men alt det kommer jo igen af, at jeg har en viden, som jeg kan krydre vores oplevelser med og give videre til ham'.

Respekt for lærerne

Var det alle lærere, du brød dig om?

'Jeg havde en regnelærerinde, som bestemt ikke var venligt stemt over for nogen af os. Og dengang fik man jo kridt midt i panden, lineal over fingrene og nøgleknippet i hovedet. Jeg havde lært hjemmefra, at folk ikke var én underlegne, bare fordi man ikke sympatiserede med dem. Jeg skulle respektere lærerne, uanset om jeg kunne lide dem eller ej, så jeg var ikke ubehagelig over for hende.

Min far blev alligevel meget ked af det til sidst, og han gik op på skolen og spurgte, om der ikke kunne ske et eller andet, så i femte klasse fik vi en anden regnelærer'.

For Jytte Abildstrøm betyder respekten for hvert enkelt menneske meget. Og hun synes, det er vigtigt, at børn har respekt for deres lærere.

'Jeg synes, jeg møder så meget lærerpotentiale rundt omkring, som respekterer eleverne. Men jeg ville ønske, at eleverne ikke havde den der underholdnings-uro med sig hjemmefra. Jeg ved, fra jeg har været ude på skolerne og spille teater, at det kan være to ud af 100 børn, der siger \Nå, kom så, kan du noget', og de river de andre med sig. Selvfølgelig er vi ikke altid gode nok, og sommetider hænger historien ikke ordentligt sammen, og så er det også i orden, at de falder fra. Men man kunne nok give det til kende på en anden måde'.

'Der er mange, som ikke har haft et så heldigt liv med skolen, som jeg har haft. Men det er ikke alene lærernes skyld. Hvis man ikke giver sig selv den energi og kraft til at ville forfølge noget, bliver ens skoletid let en collage, hvor man spørger sig selv: \Hvad skal Blicher sige mig i dag?' Jeg synes, der er mange lærere, der skal kæmpe hårdt for at få ungerne til at fordybe sig'.

'Hvis ikke børn lærer, at de skal respektere deres lærere, kan de heller ikke finde ud af, at de skal respektere andre, og den gensidige respekt er så vigtig. Jeg kan ikke spille børneteater, hvis jeg ikke har en respekt for ethvert væsen, hvad enten det er fem måneder eller fem år. Og både børn og voksne kan mærke, når de bliver respekteret'.

Jytte Abildstrøm valgte en karriere, der i nogles øjne måske ligger langt fra hendes skolegang, men hun bruger sin skolelærdom flittigt hver eneste dag, fortæller hun.

'Der er nogle frø, der er sået, både hvad angår sprog og litteratur, som jeg øser af hver dag. Det er jo helt utroligt, at en skole har kunnet give alle de tanker, jeg stadig har i dag som 65-årig'.

Powered by Labrador CMS