Debat

Stop omprioriteringstyveriet

"Lad os alle være aktører i den kommende tids demonstrationer og andre aktiviteter mod omprioriteringstyveriet".

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så er det med at iføre sig de støddæmpende løbesko, for nu skal der løbes stærkt, hvis du er offentligt ansat. Selv en trænet marathon-løber vil være i fare for kollaps.

Der skal nemlig spares på kommunal velfærd. På gamle, på børn, på syge og på folkeskolen. Ud med velfærden - ind med skattelettelserne. Kernevelfærden nedbrydes hurtigere end Lars Løkke Rasmussen kan nå til Malaga med Ryanair.

Det hedder omprioriteringsbidrag. Selvom det rette navn er omprioriteringstyveri.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Når 2019 er gået, har staten haft snablen dybt nede i kommunekasserne og taget 7,5 mia. kr. Det betyder farvel til 14.500 offentligt ansatte landet over.

Brudte løfter

Regeringen og dens støttepartier gik ellers til valg på: ”Nu gælder det fremtiden”, ”Ægte velfærd”, ”Dine børns skole – fri og lige adgang til uddannelse”.

Men så bliver det hverdag igen. Lige før sommerferien landede regeringen, støttepartierne og Kommunernes Landsforening et forhandlingsresultat for kommunernes økonomi de næste 4 år. Om ikke før, så er det nu, at det frie og lige tipper i et uddannelsesperspektiv.

Folkeskolen

Alene i København betyder besparelserne på kommunal velfærd, at der forsvinder 8 lærere på hver eneste folkeskole. Den uundgåelige følge bliver at al hjælp, til elever med behov for særlig støtte, forsvinder. De børn der har behov for læsehjælp, for sprogstøtte eller for en håndsrækning til overhovedet at kunne klare skoledagen. For der vil ikke være lærere nok på skolerne til at gennemføre meget andet end de lovpligtige timer til alle børn.

Formålet med skolereformen er jo ellers, at alle børn skal blive så dygtige, som de kan. Det mål bliver nu umuligt at opfylde. Det er en alvorlig situation. At begrænse mulighederne for børns adgang til lige gode uddannelser, lige gode jobs og lige gode liv. Det bliver konsekvensen af besparelserne ved omprioriteringsbidraget på folkeskoleområdet. Tør Blå Blok stå inde for det?

Læg dertil velfærdsbesparelserne på de øvrige kerneområder - gamle, syge og småbørn.

Skattelettelser

Til gengæld har Blå Blok sørget for skattelettelser i forbindelse med finansloven. Byrden er lettet for erhvervslivet: NOx-afgiften er nedsat og reklameafgiften afskaffet. Der er håndværkerfradrag til ombygning af ejerboligerne, og registreringsafgiften på potente biler er sænket. Så kan man få sine hede drømme opfyldt, drøne derudaf og forurene vores jord. Mens velfærden er på diæt.

Nok er nok. Lad os alle være aktører i den kommende tids demonstrationer og andre aktiviteter mod omprioriteringstyveriet. På med løbeskoene, ”uret tikker, løb for livet, gør dog noget”.