Dæm op for fantasterne

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'En skole for fremtiden' kalder Skole og Samfund et debatoplæg, som foreningen sendte på gaden for en måneds tid siden. Afsættet er påstanden om, at verden nu forandrer sig så hastigt og dybtgående, at vi ikke kan vide, hvilke krav vores elever vil møde i fremtiden. Derfor skal skolens arbejde ikke sigte på nutidens, men på fremtidens krav. Et særdeles udbredt ræsonnement i den skolepolitiske debat for tiden, især fremført med stor vedholdenhed af ledelsen i Kommunernes Landsforening, Skoledirektørforeningen og Ugebrevet Mandag Morgen.

Det fantastiske ved ræsonnementet er, at de, der fremsætter det, tilsyneladende ikke kan høre, at de slår sig selv på munden. Selv afholder de sig ikke fra store selvsikre armsving, når der skal sættes ord på fremtidens krav. Den uvished om morgendagen, som bør mane almindeligt dødelige til tilbageholdenhed, er ikke deres problem.

Forklaringen er enkel og ligetil: De er simpelthen klogere end os andre. De har deres egne krystalkugler, og de, der ikke tager deres tungetale alvorligt, beskyldes rutinemæssigt for at være reaktionære, forandringsangste og bagstræberiske, kort sagt dumme. Det gælder især os halvgamle lærere, der saboterer folkeskoleloven, fordi vi ikke kan finde ud af den, og stemmer nej, fordi vi er sure og negative.

Men disse fantaster kender ikke skolens virkelighed. Det viser sig gang på gang, når seriøse undersøgelser af skolens konkrete forhold fremlægges. Lad mig nævne tre eksempler.

Den store uro-undersøgelse fastslog for et års tid siden, at skolen har massive problemer med disciplinen i klasserummet. Det gælder især i indskolingen, og det er de unge, nyuddannede lærere, der har størst disciplinproblemer. Den nylige læsebogsundersøgelse afslørede, at elever, der er blevet undervist efter 'Søren og Mette', er dygtigere læsere end elever, der er undervist efter langt nyere, mere trendy læsebogssystemer. Folkeskolens spritnye undersøgelse af stemmeafgivningen ved urafstemningen viser, at gruppen af lærere over 50 har den største andel af ja-sigere, mens gruppen af unge lærere har den stærkeste nej-repræsentation. Tre undersøgelsesresultater, der har overrasket stærkt på det pædagogiske parnas. Men ikke på lærerværelserne. Vi, der står i klasserne, ved godt, hvor skoen trykker. Det er jo os, der har den på.

Problemet er, at fantasterne efterhånden er blevet så mange, at de ikke længere behøver at høre på os. De har rigeligt i sig selv og hinanden. Deres mødekalender er proppet af utallige kurser, konferencer og udviklingssamtaler, der alle har det fælles, at der ingen børn eller almindelige lærere findes i miljøet. I denne situation bliver undersøgelser af konkrete forhold helt afgørende for skolens evne til at styre uden om de værste faldgruber. Og set i det lys kan det nationale evalueringsinstitut måske blive leverandør af den dokumentation, lærerstanden har hårdt brug for i forsvaret af sin faglige stolthed. Det forudsætter, at instituttet tør gribe om nælden og undersøge virkeligt kontroversielle spørgsmål såsom: Hvilke følger har folkeskolens kommunalisering haft? Hænger mål og midler sammen? Hvilken rolle spiller skolens fysiske rammer? Er den massive IT-satsning (informationsteknologi) pengene værd? Hvad har eleverne fået ud af mangedoblingen af ledelseskraften inden for de sidste 15 år? Hvilken betydning har efteruddannelsen for arbejdet i klasserne?

Lad os håbe, at instituttet - med Jørn Lund som bestyrelsesformand - vil kunne dæmme op for fantasterne.

Niels Christian Sauer er lærer

Powered by Labrador CMS