Vil mine elever komme i skole hvis de kunne fravælge skolen? Enhver lærer skal stille sig selv dette spørgsmål, og være ærlig overfor sig selv. Hvis svaret er nej, og eleverne ikke vil komme til undervisningen, må der ske drastiske ændringer. For her bør man være opmærksom på pædagogikkens ringklokker. 

Det stigende fokus på Pisa-undersøgelserne gennem tiden har medført til et nedprioriteret bevågenhed omkring de kreative og æstetiske fag. Her er hammeren faldet på læsning, skrivning, matematik og naturvidenskab. Hvilket er dadelværdigt, da vi i samfundet har brug for de kreative kompetencer.

Politikerne opprioritere faglighed, da de ser det nødvendigt for landet i en international skærpet konkurrence. Men kan det virkelig være rigtigt at man ikke kigger på individet og glemmer helt at kigge på de personlige kompetencer, som er skolens ansvar. Resultatet af politikkernes skærpelser vil være at de kreative læreprocesser hos eleverne bliver hæmmende. 

Skolen som et dannelsesinstitution må derfor finde et ståsted mellem fornuft og følelse, og mellem dannelse og uddannelse. Vi skal kunne skabe dialektiske sammenhænge der realisere politikernes ønske med skolens fornuft.

Vores undervisningssystem er blevet standardiseret og systematiseret gennem tiden. Vi har folk der kortlægger og udregner, hvor meget en bestemt elev på et bestemt tidspunkt i uddannelsessystemet skal kunne, det ene og det andet. Trods fagenes forskellighed er der en vis grad af enshed i metodebrug, der forventes anvendt i undervisningen og læringen. Eleverne læser udvalgte bøger, og gennemgår kanoniseret emner og områder, som læreren fortæller, er relevant og vigtigt at beskæftige sig med. 

Alt dette er ud fra en forestilling om, at forenkling fremmer forståelsen. Men er dette ikke til forveksling en fremstillingsvirksomhed. Skolen er her en fabrik eller også kald industrisamfundets skole. Med dette har vi en forestilling om at skolen er en fabrik, hvor vi kan skubbe børn ind i den ene ende, og få elever i den anden ende, som er demokratiske og dannede borgere. Dette er en upersonlig uddannelsesfilosofi, som bør reflekteres over. 

Her er det ikke til at tage fejl af, at et standardiseret uddannelsessystem resultere i en diversitet i hvordan læringen modtages. Standardisering er nemlig en forenkling, hvor man skærer væk, fravælger, betoner særlige kompetencer og form for viden. 

En af de væsentlige konsekvenser af en standardisering er, at nogle børn vil føle, at de ikke passer ind i skolen. De har en følelse af at der ikke er brug for det de kan, tænker på eller brænder for. I værste fald vil der være nogle som føler at de er ‘forkerte’, da de ikke har en funktion i fabrikken.

Vi må ikke adressere problemerne hos eleverne, og have den forståelse af at de er de utilpassede. Tanken om at det må være dem der ikke er læringsparate er forkasteligt. Deres problem er, at de ikke ser skolen som noget attraktivt. 

Skolen for alle, eller folkets skole, er en skole der skal rumme og favne unge fra alle samfundslag. Skolen skal være inkluderende, imødekommende og ikke mindst mangfoldig. Vi må reflektere over, om det at skolen er tilgængelig med dets undervisningsapparater til rådighed, er nok for at der foregår læring. Her må vi åbne op for rammer, forudsætninger og mål. 

Vi bør stille os selv følgende spørgsmål, hvorfor underviser vi i de fag der er på skemaet? Hvorfor underviser vi på de måder, vi gør? Hvordan kan vi gøre undervingen og læringen attraktiv for alle børn?