Forskning

Professor Peter Allerup kan ikke forstå SFI-direktør Agi Csonkas konklusion på SFI's notat.

Professor: SFI-direktør fejlfortolker SFI-notat

SFI-direktør Agi Csonka påstår i Politiken, at et notat om skoledagens længde handler om, at eleverne bliver mere skoletrætte med alderen. Men: ”Man kan ikke ud fra det, de har offentliggjort her udtale sig om skoletræthed – det er ikke det, notatet handler om”, påpeger statistik-professor.

Publiceret
Her er elevernes svar på spørgsmålet: "Hvad synes du om skoledagens længde".!

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I onsdagens i Politiken kom SFI-direktør Agi Csonka med en markant ny information: SFI udgav i slutningen af januar et notat, der viser, hvad eleverne mener om skoledagens længde. Men ifølge top-forskeren er notatet blevet fejlfortolket:

"Hvad notatet først og fremmest siger noget om er, at skoleelever bliver mere skoletrætte, jo ældre de bliver. Det kommer næppe bag på ret mange, der har været i nærheden af en teenager", skriver Agi Csonka, der udover at være direktør for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) også er formand for Råd for Børns Læring.

SFI anklager Folkeskolen for fordrejning

Men professor i pædagogisk statistik ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse(DPU) Peter Allerup, siger til folkeskolen.dk, at man ud fra notatet ikke kan konkludere, "at skolelever bliver mere skoletrætte, jo ældre de bliver". 

Han har læst notatet og mener, at Agi Csonkas konklusion er forkert:

"Man kan ikke ud fra det, de har offentliggjort her, udtale sig om skoletræthed - det er ikke det, notatet handler om", siger Peter Allerup og fortsætter:

"Selv på tallenes præmisser, så peger det ikke i den retning. De konkluderer forkert - fordi tallet er størst i 7. klasse", siger Peter Allerup. I notatet fremgår det, at eleverne enten har svaret at skoledagen er "lidt for lang" eller "alt for lang" på med følgende fordeling:

5. klasse: 68 %

7. klasse 84 %

9. klasse 78 %

I alt: 76 %

- se hele tabellen i "billede 2" over artiklen.

Samlet vurderer Peter Allerup, at hvis Agi Csonka som studerende i en statistikopgave havde draget ovenstående konklusion på baggrund af SFIs-notat, så ville opgaven ikke være bestået:

"Så var hun da dumpet. Det er virkelig, virkelig dårligt", siger Peter Allerup.

Da elevernes holdning til skoledagens længde blev mørklagt

Opdateret klokken 15.35 med kommentar fra SFI:

Mette Deding, afdelingschef for Skole og Uddannelse, SFI har sendt følgende skriftlige svar (da Agi Csonka er bortrejst):

"Notatet "Elevers holdning til skoledagens længde" er et kort notat, der handler om elevernes holdning til det ene spørgsmål, men hvori der også henvises til foregående analyser i rapporten "Folkeskolereformen - beskrivelse af 2. dataindsamling blandt elever".  Denne rapport er den første i en serie af statusrapporter over en femårig periode om implementeringen af folkeskolereformen.

I rapporten ses et klart mønster omkring en alderseffekt i fht., at ældre elever har en tendens til at udtrykke sig mere kritisk og negativt. Disse resultater er signifikante på en række dimensioner (herunder faglig interesse, lærer/elev-relationer og fysisk aktivitet) baseret på et meget stort antal spørgsmål, hvor der er stærk korrelation med alder. 

Hvis Peter Allerup kun har forholdt til tabel 2.1 i det korte notat, kan vi godt forstå, at han undrer sig.  Agi Csonkas debatindlæg baserede sig på SFI's samlede viden om emnet - opsummeret i det korte notat med de dertil hørende referencer. I det samlede materiale er der således klare tegn på en alderseffekt i retning af, at eleverne i de ældste klasser (udskolingen) ser mere negativt på deres skoleliv - på nogle punkter mere tydeligt end på andre."

Folkeskolen kan oplyse, at Peter Allerup har forholdt sig til hele det seneste notat og ikke bare tabel 2.1.

Læs mere

Læs notatet her. (der linkes til notatet i bunden afpressemeddelelsen).

 

Læs hele Agi Csonkas indlæg i Politiken: "Ja, skoleelever blivermere skoletrætte, jo ældre de bliver" på politiken.dk