Lærerne i almindelighed og DLF's top i særdeleshed synes mere splittede end på noget tidligere tidspunkt i foreningens historie. På den ene side findes den pragmatiske gruppe med et flertal i hovedstyrelsen og formand Anni Herfort i spidsen, som er stærke agitatorer for den nye model for arbejdstiden, og som synes at nære en helt ukritisk tillid til kommunernes velvilje over for lærerne, når den nye arbejdstidsaftale skal færdigforhandles i de enkelte kommuner og på de enkelte skoler. På den anden side eksisterer der en gruppe, som udgøres af et mindretal i hovedstyrelsen, men til gengæld af rundt regnet halvdelen af foreningens medlemmer. Denne fraktion nærer hverken nogen særlig tillid til arbejdsgivere eller til deres egen formand, hvis forhandlingsresultat de i to omgange har stemt imod, og gruppen er indædt modstander af decentralisering og fraværet af en centralt aftalt forberedelsesfaktor. Det bliver meget spændende at følge DLF's videre politik og historie!

Eftersom aftalens forringelser af lærernes forberedelsestid og dens stærke decentrale karakter i virkeligheden ikke huer de fleste medlemmer, undrer det unægteligt, at der ved anden urafstemning blev stemt ja til et mæglingsforslag, der generelt for lærerne indeholder mere forringelse end forbedring i forhold til den første aftale, men som nu altså udgør lærernes overenskomst de næste tre år. Forklaringen skal sikkert findes i det faktum, at der med udsigt til strejke i sommerferien, konfliktbidragsydelse og et regeringsindgreb bredte sig en temmelig apolitisk og nærmest holdningsløs stemning af bekvemmelighed og perspektivløshed. Det er forklarligt, men samtidig helt uforståeligt, da vi dermed forsømte vores mulighed for at markere det umulige i at leve op til den folkeskolelov om undervisningsdifferentiering og evaluering, som vi, trods politikernes lukkede øjne, rent faktisk dagligt er forpligtede på.

Tilbage står, at DLF's top ikke forvaltede mandatet om forberedelsestid som konflikttema fra efterårets kongres ansvarligt, og at den ikke valgte at tage opgøret om forberedelsestiden én gang for alle. Det efterlader lærerne i en situation, hvor de ikke blot skal kæmpe for at leve op til loven under yderligere utilstrækkelige betingelser af økonomi og tid, men nu tillige skal gøre det i kamp og konkurrence med deres egne kolleger. Afmagten er decentraliseret ud i yderste led, som et hovedstyrelsesmedlem ganske præcist har udtrykt det. Hertil kan føjes, at der nu for alvor er fløjet op til knivskarpe kampe internt mellem lærerne på de enkelte skoler.

Jens Lind Christiansen

Odense

Forkortet af redaktionen

Svar

Der er vist ingen, der bare har blind tillid til kommunerne, i hvert fald ikke mig. Men jeg tror på, at foreningen og kredsene som hidtil kan støtte hinanden i at få nogle lokale aftaler, som er til gavn for medlemmerne. Blandt andet derfor er det uhyre vigtigt, at vi holder sammen på alle niveauer i foreningen, og jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at resultatet hverken fører til splittelse af medlemmer eller hovedstyrelse.

Vi skal respektere medlemsdemokratiet både efter et flertal for nej og efter et flertal for ja.

Nu gælder det om - i fællesskab og i det samarbejde, som den nye aftale lægger op til - at udnytte de muligheder, der er til at gøre vilkårene for lærerarbejdet bedre.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF