Matematik-kollegaerne Niels Olesen og Anne Conrad-Petersen underviser på Strandgårdskolen i Ishøj.

”Det var sindssygt ubehageligt at være så usikker"

Både yngre og erfarne lærere kan få fagligt udbytte af at indgå i vejledning - det stod klart på en konference om feedback, der torsdag blev afholdt af Danske Underviserorganisationers Samråd. Her fortalte Anne Conrad-Petersen om sine oplevelser som nyuddannet lærer.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da Anne Conrad-Petersen i sommer blev færdiguddannet som lærer, fik hun hurtigt arbejde på Strandgårdskolen i Ishøj. Hun var ambitiøs og ville gerne lave undervisning, hun kunne være stolt af. Men det var hårdt at komme ud i den virkelige verden. Og dårlige oplevelser fik den nyuddannede lærer til at blive usikker - og opleve at hun ikke var god nok.

"Jeg følte mig magtesløs. Der var alt for mange sommerfugle i maven, når jeg tog på arbejde", fortæller hun om lavpunktet. 

To en halv måned i skolevirkeligheden tog næsten modet fra Anne Conrad-Petersen. Hun havde oplevet at miste kontrollen og havde ikke lyst til at stå op om morgenen. Men hun ville ikke smide håndklædet i ringen. Derfor besluttede hun sig for at tale med sin leder, som sørgede for, at der blev tilknyttet en vejleder. Det blev et vendepunkt.

Den unge lærer fortalte sin historie torsdag eftermiddag på en konference, der var arrangeret af Danske Underviserorganisationers Samråd (DUS) og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Konferencen handlede om evalueringskultur og feedback og blev holdt på National Museet i København. Også Anne Conrad-Petersens vejleder Niels Olesen, fortalte om det samarbejde, der kan opstå i en vejledning - vi vender tilbage til dem begge.

Rapport: Kun halvdelen af lærerne får feedback fra ledelsen

Feedback giver bedre undervisning

Konferencen blev indledt af undervisningsminister Ellen Trane Nørby, som bød velkommen til de fremmødte. I sin tale opfordrede hun skolerne til at tage evaluering og feedback til sig som en naturlig del af det daglige arbejde.

"Når vi drøfter evaluering i Danmark, har vi en tendens til at glemme samtalen i det. Og vi kommer hurtigt og ofte til at fokusere på skillepunkterne. Feedback og evaluering er ikke en kritik af den enkelte lærer, men er med til at gøre undervisningen stærkere. Det forudsætter et åbent og tillidsfuldt arbejdsmiljø," sagde ministeren.

Ellen Trane Nørby blev fulgt op af formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen. Han pointerede, at dagens emne har været på dagsordenen i mange år. Lærerne efterlyser mere feedback, men ifølge OECD's Talis-undersøgelse fra 2013 har hver femte lærer ikke modtaget feedback af ledelsen på undervisningen. Det tal har ikke rykket sig siden 2008, hvor OECD undersøgte det samme.

"Der har været en tendens til, at man tror, man har fundet den rigtige måde at gøre tingene på. Men lærerne er forskellige, og det vigtige er, at den enkelte lærer udvikler sit potentiale mest muligt. I den forbindelse kan sparing og dialog være et rigtig godt redskab," sagde Anders Bondo Christensen. 

Vigtigt med ligeværd

Da Anne Conrad-Petersen som ny lærer havde mistet modet, fik hun kollegaen Niels Olesen som vejleder. Han har arbejdet som lærer i 36 år og været vejleder i ni. For ham er det vigtigt at pointere, at vejledere ikke er ledelsens forlængede arm, men de skal fungere som et støttesystem.

"Hvis vejledning skal lykkes, så skal samarbejdet være ligeværdigt. Det er utroligt vigtigt, at vejlederen er mervidende - men ikke bedreviden. Jeg taler med den enkelte lærer, og så vurderer vi, hvad de har brug for. Nogle har brug for fælles planlægning, eller at jeg underviser sammen med dem. Andre kan have brug for at teste eleverne. Så vurderer vi testen sammen, Når det lykkes, og jeg ser en kollega blomstre op, så er jeg glad og lykkelig. Det er drivkraften i mit vejlederarbejde," sagde Niels Olesen på talerstolen.

På Anne Conrad-Petersens første vejledningsmøde oplevede hun, at de havde nået mere, end hun selv kunne på en hel dag. Vejlederen kom med idéer og hjalp med at skaffe materialer. Og så aftalte de, at han skulle overvære halvdelen af matematikmodulerne i samme uge. Følelsen af ligeværd hjalp hende til ikke at miste modet undervejs.

"På et tidspunkt var mit job ren overlevelse fra dag til dag. Niels hjalp mig til at få lysten til at udvikle mig. Og jeg udvikler mig meget hurtigere, end jeg ville have gjort alene. Det er først og fremmest, fordi han giver mig tryghed," sagde Anne Conrad-Petersen fra podiet.

Nedturene kommer stadig, ligesom succeserne heldigvis også gør, men vejlederen står klar til at gribe hende, hvis det går skidt.

"En gang i mellem må jeg sige, at den fangede eleverne bare slet ikke, og det var endda Niels' idé. Den støtte gør, at jeg kan leve med det," sagde hun.

Hjælpen fra Niels Olesen har betydet, at Anne Conrad-Petersen nu har overskud til at dyrke sin faglige interesse, som er at lave god undervisning, samtidig har hun fået rum til at definere sig selv som fagperson. Sparingen med vejlederen giver hende bedre mulighed for at reflektere og tage stilling til, hvilken lærer hun gerne vil være.

Forsker: Sådan overlever du første år som lærer

 

Læs mere om ledelse og feedback i rapporten: "Ledelse tæt på undervisning og læring", der er skrevet af Danmarks Evalueringsinstitut, via linket til højre for artiklen.

Læs mere

Rapport: "Ledelse tæt på undervisning og læring"

Powered by Labrador CMS