For en del år siden deltog jeg i en skolepolitisk konference. Anledningen var, at Folketinget arbejdede med en ny folkeskolelov, og partiernes daværende ordførere på området var alle til stede og havde alle mere eller mindre brugbare ideer til projektet.

På et tidspunkt under konferencen begyndte den radikale Ole Vig Jensen at tale om afgangsprøver. Det var ret relevant; undervisningsministeren i de dage hed Bertel Haarder, og hans principielle modstand mod prøver på hvert klassetrin var yderst begrænset.

Ole Vig Jensen spurgte under sin tale, om prøverne skulle bevares, om de eventuelt skulle erstattes af noget andet, eller om de skulle væk. Han var ikke sikker på, at de havde nogen reel funktion.

Ikke så lang tid efter blev han som bekendt undervisningsminister. Og jeg hørte ham aldrig siden sætte spørgsmålstegn ved prøven. Om han fik øje på funktionen, er lidt uklart, mere klart er det sikkert, at han fik øje på et flertal i Folketinget, der kunne gøre ham til folkeskolelovsgiver, noget, der næsten er lige så vigtigt som grundlovsgiver.

Ergo står vi nu med en folkeskolelov, der bygger på nogle sunde og rigtige tanker om barnet i centrum, der fordrer undervisningsdifferentiering for at udvikle det enkelte barns kompetencer maksimalt og tager afsked med eleverne ved en prøve, jeg har svært ved at se har andet formål end - at lave prøve.

Forestil jer scenariet: Man har en elev til eksempelvis engelsk. Eleven har mere end almindeligt svært ved faget, men har alligevel en interesse og yder en arbejdsindsats ud over det sædvanlige. Eleven får fuld valuta for pengene, vedkommendes potentiale bliver nået, måned for måned er der markante fremskridt målt i forhold til eleven selv. Eleven bliver rost og opmuntret, og alt lyder som en solstrålehistorie, end ikke de mest udtalte af slagsen i Familie Journalen kan overgå.

Men der er et men. Elevens potentiale rækker overhovedet ikke til et end ikke middelmådigt niveau i 9. klasse. Selv om han eller hun målt dag for dag er gået mere frem procentuelt end resten af klassen.

Næste scenarium er afgangsprøven. Eleven har valgt at gå op - for når der er en afgangsprøve, skal den også prøves. Prøven er ovre, og eleven står med en karakter på et par cifre, hvoraf det første er et nul.

Han eller hun er som sagt blevet rost og opmuntret i hele sin skoletid og slutter med en dukkert.

Jeg har svært ved at se fidusen.

Jamen, kan man indvende, eleven er jo blevet evalueret gennem hele forløbet. Han eller hun burde jo vide, hvor på skalaen vedkommende forventeligt ville ramme. Og skulle den stakkels elev egentlig have været til prøve?

Ja, hvis prøven har en funktion, er det vel rimeligt at gå til prøve.

Men vi er nu tilbage ved udgangspunktet, hvor jeg vil tillade mig at stille spørgsmål:

Har prøverne en funktion? Er der nogen, der bruger de karakterer, der kommer ud af bestræbelserne, til noget som helst? Eller er det vores daglige arbejde med eleverne, der fortæller os, hvor de står, så vi kan fortælle det videre til dem.

9. og 10. klasse slutter deres skolegang med fire uger uden undervisning. Er der en kvalitet, jeg ikke har fået øje på, i det?

Jeg vil lade svarene blæse i den forhåbentligt lune sommervind - der er jo alligevel næsten et år, til det spørgsmål bliver aktuelt igen.

Peter Hindsgaul er lærer