Blog
0   470

Samtale med Kim Leine får sit eget liv del 3

Abonner på nyt om Litteraturens omveje i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

I januars afdæmpede desperation, med skydække helt ned til ankelhøjde mærker man livet på en anden måde. Ikke nødvendigvis en særlig rar måde, vil mange nok indskyde, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Oplevelsen af livet afhænger af position – position i tid, geografisk position og position i forhold til det liv, der leves, dér hvor man befinder sig. At være positioneret i januar er for mig ofte forbundet med klarhed. Ikke i en eksalteret og ophøjet forstand – snarere den form for klarhed, man også kan opleve når man har tømmermænd. Jeg oplever at se mig selv som man gør når man træder fra dunkel belysning ind i et intenst hav af hvæsende lyskaskader fra lysstofrør og konfronteres med sit spejlbillede. Alle hudens urenheder og ubehageligheder, rande under øjnene osv., skriger ad én. Men der er ikke så meget pis med dét spejlbillede.

Når Kim Leine beskriver, er det også klart og klinisk – som han selv anfører, så har han sygeplejerskens så når han beretter om livet og døden – eller det incestuøse forhold, hans far drog ham ind i, da han var ung, så er det uden ornamentik og lyrik. Tilbage står dissektionens poesi og virker langt mere grel og får hændelsernes groteske karakter til at skære i øjnene i langt højere grad end den ville, hvis man havde læst en mere ”kunstnerisk” udlægning. Under samtalen var vi inde på, at der var mange, der netop havde reageret på den nøgterne beskrivelse – og man bliver unægtelig også lidt overrasket når alle eufemismer droppes og der beskrives i forholdet 1:1; vi rundede modtagelsen af American Psycho, der, som en del nok vil erindre, fik verden til at væmmes med sin blanding af blasert yuppie-hyperforbrugerisme og ultravold som blev beskrevet i nøgternt sprog og høj detaljeringsgrad. Men hvor Brett Easton Ellis tilstræbte det absurde og lod sin hovedpersons handlinger eskalere i en grad, så man ender med at opleve bogen som et abstrakt-ekspressionistisk maleri, er der ingen sådan udvikling i Kim Leines virkelighedsprosa; man bliver holdt fast i sin læseposition som tilskuer til noget, der virker helt enormt virkeligt.

En anden spændende kvalitet ved Kims position i forhold til sine fortællinger er, at han er fremmed. Han hører ikke til nogen steder – han forlader sit hjem i Norge og er fremmed i København, tager til Grønland og dykker helt ned i livet dér, men er stadig udefrakommende, etc. Denne position giver ifølge forfatteren selv adgang til et niveau af objektivitet, lokale ikke kan have. Han havde lejlighed til at observere andre tilrejsende, såvel som de lokale og kunne se, at mange ramtes af den samme intensitet – en stejl udviklingskurve, hvor livet blev så voldsomt at de rejste igen efter kort tid, udbrændte eller traumatiserede. Andre igen havde så flad en kurve, at de efter adskillige år stadig var udsendte, der ikke tog nævneværdig del i det samfund, de var kommet til. Han beskriver en person, der var gift med en grønlandsk kvinde, som ikke talte dansk og havde fået børn, der var vokset op som grønlandske, uden at lære meget dansk. Han sad nu efter et langt liv, og en hjerneblødning, i noget nær total isolation i en bygd, hvor han havde levet det meste af sit liv uden at blive en del af livet dér. Folk lander på alle mulige steder i det ”integrationsspektrum”. Dette giver mange spændende levnedsforløb at berette om, hvilket Tuunu er et veritabelt udstillingsvindue for. De menneskeskæbner, der kommer hvirvlende gennem bygden, ofte på hurtig gennemrejse – stejle kurver. De kommer med deres forskellige baggager og repræsenterer forskellige typer som Kim har mødt i sin tid på Grønland. Én vil gerne være ven med landet og dets mennesker, men er ikke i stand til at gå ind på lige vilkår og tage den tid, det tager at opbygge relationer. Han ”afkræver” så at sige lokalbefolkningen en øjeblikkelig gengældelse af den kærlighed, han kaster på dem, særligt en fanger, som er venlig, og inkluderende – men først og fremmest et andet menneske, ikke en figur, der har stået på stand by indtil denne forvirrede unge mand kom forbi med sine følelser. I dette tilfælde opstår en skævhed, som kulminerer da Christoffer, som den unge mand hedder, bliver leet af. Han går sin vej, ydmyget (efter egen opfattelse) og vred, og dukker ikke op igen, hvorfor man som læser må antage, at han er rejst. I både dette og andre af de beskrevne forløb, ligger det lige for at uddrage – blandt andet – den betydning, at man kan rejse nok så langt væk, men at man, uanset destinationen, har sig selv med; nissen flytter med om man vil. Fjerne egne er ikke et ventende terapeutisk rum, og ideen om at søge sig selv, eller lindring for sjælekvaler eller en ny begyndelse bliver meget nemt en fiasko. Kommer man med en form for kolonial (post- eller ej) forestilling om at ankomme som hovedperson til en opstilling af kulisser og statister og gennemspille et dannelsesdrama i det fjerne, ligger skuffelsen snublende nær. Uanset hvad man kommer med af forventninger, vil det bliver anderledes, end man regnede med, for man kommer til et sted med mennesker – med alt, hvad det indebærer – disse mennesker vil for nogles vedkommende have lyst til at interagere med den nyankommne, andre ikke; men i alle tilfælde vil de gøre det som mennesker, ikke som skabeloner.

 

Nu vil jeg lade dette område ligge for en tid. Jeg føler ikke, at jeg er færdig med Kim Leine-snakken og jeg er så afgjort ikke færdig med Grønland (jeg har faktisk en aftale med en anden forfatter, Iben Mondrup, som også ”skriver Grønland”, om en måneds tid) – men der skal også være plads til andre emner. Den kommende tid vil byde på flere spændende samtaler, ligesom jeg også vil vende tilbage med mine egne spekulationer. Tak fordi I læser med.

Artiklen fortsætter under banneret

                                                                         


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.996 andre er allerede tilmeldt
Vind hotelophold i julekonkurrencen

Så er det blevet juletid, og folkeskolen.dk har i den anledning en julekalender, hvor du hver dag frem til juleaften kan finde dagens låge-opslag med en præmie på vores Facebookside. Du er også med i lodtrækningen om hovedpræmien, hvor du kan vinde et weekendophold for to på et af de lækre Sinaturhoteller. Tjek vores Facebookside hver dag i december for at være med!

Deltag i konkurrencen