Debat

Aftale glemmer specialisterne

Med den nye arbejdstidsaftale kommer lærere med it-tilsyn til at undervise meget mere, og det vil give forringede muligheder for at få integreret it i lærernes hverdag

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I den nye arbejdstidsaftale har DLF ikke taget hensyn til, at skolen ikke kun består af den almindelige lærer. Folkeskolen har en stadig voksende række af specialiserede funktioner. En af de sidst tilkomne, it-tilsynet, er helt nødvendig for at bringe folkeskolen ind i det 21. århundrede.

Som it-vejleder oplever jeg, at dårligt fungerende it er en alvorlig stressfaktor for mine kolleger. De har behov for hjælp fra en lærer, som forstår, hvori problemerne består, kan give kurser i nye programmer, og som er på skolen hver dag, så problemerne løses, når de opstår. Med den nye aftale kommer lærere med it-tilsyn til at undervise meget mere, og det vil give forringede muligheder for at få integreret it i lærernes hverdag

De professionelle lærere, som også tidligere har haft tilsyn, har selvfølgelig godt kunnet se det urimelige i, at de har fået 375 timers individuel forberedelse, hvorfor de har brugt af puljen til deres tilsyn - aftalt eller ej. Det er det, man gør, når man er professionel og har en ufornuftig arbejdstidsaftale.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er en fagforenings opgave at forudse og tage vare på alle medlemmernes interesser og se det i øjnene, når den ikke har gjort det. En fagforening bør ikke sige, at det er de tilsynshavendes egen sag eller et problem, der må klares lokalt. Det er at skubbe ansvaret fra sig, når det fra fagforeningen lyder, at det ikke er muligt at komme med centrale retningslinjer for, hvor meget tid der bør bruges på tilsyn. Integration af it i undervisningen og skolens dagligdag er ikke et problem, der alene kan klares med lokale aftaler.

Hvis it skal blive en integreret del af folkeskolens hverdag, må DLF træde hjælpende til og sørge for, at timerne er der til det.

Svar fra Lotte Lange:

De 375 timer i 2005-aftalen er ikke, som du selv konstaterer, udtryk for en højere retfærdighed. Nærmere det modsatte. Det gør den nye op med. I forhold til andre opgaver er der ikke ændret på virkeligheden. Det beror fortsat på en lokal afgørelse. Det burde være muligt at have en professionel dialog om, hvad der er brug for, og hvad der er råd til. Rækker budgettet ikke til den nødvendige service, har den lokale kreds en udfordring, når budgettet er til udtalelse i medarbejdersystemet. |

»Det er en fagforenings opgave at forudse og tage vare på alle medlemmernes interesser og se det i øjnene, når den ikke har gjort det«