Gordon Ørskov - tager direktørens farvel til efterretning og glæder sig over, at arbejdet med at genskabe et godt arbejdsmiljø fortsætter og intensiveres.

Sosu Nord-direktør væk efter arbejdsmiljøproblemer

Samarbejdet mellem direktør Anja Jørgensen og bestyrelsen for sosu-skolen Sosu Nord ophører efter fælles aftale, og vicedirektør Lene Kvist indtræder som konstitueret direktør. Det sker efter massive samarbejds- og arbejdsmiljøproblemer på sosu-skolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De seneste år har Sosu Nord været igennem en fusion foruden lockout, Lov 409 og erhvervsuddannelsesreform.

"Forandringerne har krævet meget af både medarbejdere og ledelse på Sosu Nord. Vi er meget kede af samarbejdssituationen på Sosu Nord, og at den har resulteret i, at samarbejdet med Anja Jørgensen er ophørt efter fælles aftale, siger bestyrelsesformand Lars Bo Breddam.

"Jeg har orienteret medarbejderne i Aalborg kl. 11.45, og jeg er netop på vej fra at have orienteret medarbejderne i Hjørring", siger bestyrelsesformand Lars Bo Breddam til folkeskolen.dk. Han vil ikke yderligere uddybe årsagerne til det afbrudte samarbejde med direktøren, som blev direktør for knap tre år siden efter fire år som vicedirektør. 

"Ledelsen skal nu i tæt dialog med medarbejderne og deres organisationer arbejde videre med at styrke samarbejdskulturen og arbejdsmiljøet på Sosu Nord til gavn for både elever og medarbejdere", lover Lars Bo Breddam.

I fredags fortalte folkeskolen.dk, at formand for Lærerforeningens overenskomstudvalg Gordon Ørskov Madsen på vegne af samtlige otte faglige organisationer med medarbejdere på sosu-skolen havde skrevet et brev til bestyrelsen om de massive psykiske arbejdsmiljøproblemer, deres medlemmer oplevede.

Aalborg: Ledelse og medarbejdere kæmper for at genoprette tillid på sosu-skole 

Gordon Ørskov Madsen tager Anja Jørgensens farvel til efterretning. Han glæder sig over, at samarbejdet mellem de otte organisationer, bestyrelsen og Sosu Nords ledelse om at genetablere gode arbejdsvilkår for medarbejderne fortsætter og intensiveres.

"Det viser, at når organisationerne går sammen i fælleskab og stiller krav på vegne af medarbejderne, så sker der også noget".