Solformørkelse over Europa

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 11. august 1999 kan man i Europa opleve en total solformørkelse. Danmark ligger ikke i formørkelsens brændpunkt, men man vil kunne opleve en betydelig dæmpning af solens lys. På vores breddegrad vil månen dække 80 procent af solen.

'SOS99' er betegnelsen for et enestående projekt, der tager udgangspunkt i online-observation af solformørkelsen. I eksperimentet vil flere hundrede skoler over Internettet give hvert sit lille bidrag til en fælles observation af måneskyggens bevægelse hen over Danmark. Der er tale om en observation af et enestående naturfænomen, som ingen kan foretage alene - uanset om man er professionel eller amatør. Kun hvis tilstrækkeligt mange slår sig sammen i en fælles indsats, kan det lade sig gøre.

Deltagelse i projektet 'SOS99' er et (gratis) tilbud til samtlige danske folkeskoler og er relevant for en lang række af skolens fag - på alle klassetrin.

Dette Internetbaserede observationsprojekt repræsenterer en helt ny måde at lave praktisk arbejde på i naturfagsundervisningen - en metode, der helt sikkert vil vinde indpas i de kommende år.

Ideen om, at en 6. klasse fra Neksø og en 8. klasse fra Kalundborg kan arbejde sammen om observationer af fjerne galakser med en astronomisk kikkert, der står på et lille observatorium i Sønderjylland, ligger ikke fjernt.

Indtil nu har omkring 50 skoler tilmeldt sig projektet, og der er gennemført en række indledende forøvelser, der skal give lærere og elever mulighed for at prøve kræfter med teknik og det praktiske arbejde.

'SOS99' gennemføres af Institut for Matematik, Fysik, Kemi og Informatik ved Danmarks Lærerhøjskole i samarbejde med Tycho Brahe Planetarium, UNI-C, Delta, SUN-Microsystems og Undervisningsministeriet. Projektets hjemmeside er på adressen www.sos99.dk, hvor der findes yderligere oplysninger.