Chanceuligheden – den sociale arv – den sociale reproduktion - i det danske uddannelsessystem er en af de nødder, vi har umådelig svært ved at knække trods mange års indsatser og gode intentioner. Årsagerne til, at det statistisk set går Dennis og Ditlev så forskelligt, er komplekse, hvilket enhver, der bevæger sig i folkeskolen, ved. Ligesom de fleste undervisere kan skrive under på, at det jo er svært ikke at blive irriteret, når de forældre, der burde komme til samtalerne, aldrig kommer, når de elever, der har mest behov for at lære, bliver væk eller er uinteresserede, ikke får læst lektier og så videre. Såre menneskeligt – og kun med til at forstærke chanceuligheden.

I Horsens satte man sig med projekt ”Chanceulighed – nej tak” for at undersøge, hvordan uddannelsesinstitutioner, repræsenteret ved en folkeskole, et stx/htx-gymnasium og en erhvervsskole (tømreruddannelsen), ved et øget fokus, inddragelse af forskning og udvikling af ny praksis såvel som en ændret kultur kunne skabe mere chancelighed blandt eleverne.

Om det er lykkedes på den lidt længere bane, er ikke til at vide endnu, men de involverede parter giver alle udtryk for en tro på, at indsatsen virker. Og så kunne man måske forledes til at tro, at de har opfundet den dybe tallerken i Horsens – og det kan godt allerede nu afsløres, at det nok ikke er tilfældet. Men man har vist, at opmærksomhed på området fra lærere og ledelser, dialog, erfaringsudveksling og refleksion sammen med nogle forholdsvis enkle greb lader til at have en effekt. Og at i hvert fald denne anmelder sidder tilbage med en stor lyst til at komme i gang med noget tilsvarende.

Tidens fokus på målstyret undervisning spiller godt ind i erfaringerne fra Horsens, som også lægger vægt på, at skolen i højere grad bør skabe rum for elevernes faglige fokus i undervisningen, for eksempel ved at indrette faglokaler til alle fag og at lade læreren gøre det meget tydeligt, hvad der forventes i løsningen af forskellige opgaver med skyldig hensyntagen til fagets begreber og metoder. Skolen skal i højere grad være rammen om faglige fællesskaber og i mindre grad ligne de sociale arenaer, eleverne bevæger sig i i fritiden. Der bør være høje forventninger til alle elever og en kultur, der er gennemsyret af, at man vil noget med alle eleverne. Hvilket i teorien burde være en selvfølge, men vist – helt ærligt – ikke altid er det i praksis.

Der er ikke revolutioner i de greb, man har foretaget i Horsens, men de involverede folkeskolelærere beskriver ikke desto mindre en markant ændret opfattelse af deres læreridentitet. Publikationen, der også rummer adskillige helt konkrete undervisningseksempler, kan varmt anbefales til inspiration for det umådeligt vigtige arbejde med at skabe øget chancelighed for vores børn og unge .