Debat Leder
0   141

Lærere under krydspres

En lærer udtaler i en ny forskningsrapport om »Evalueringskultur i den danske folkeskole«:

»Jeg vil jo gerne drage eleverne med ind i undervisningen, men jeg kan det kun, hvis det passer ind i Fælles Mål«.

Artiklen fortsætter under banneret

Dermed spidsformulerer læreren det krydspres, som ifølge rapporten er et problem for lærere generelt.

Nøgleordet er »jo«. For læreren er det en selvfølge, at eleverne skal inddrages i undervisningen. Det er det, han har lært under sin uddannelse. Men det nye krav fra 2003 om, at eleverne skal leve op til Fælles Mål, er som grus i maskinen. Fælles Mål distraherer og stresser læreren i læreprocesserne med eleverne. De er støj.

Dette krydspres hidrører fra en konflikt mellem to pædagogiske positioner, som har determineret den skolepolitiske debat i hele den vestlige verden de sidste små hundrede år. Den ene position mener, at eleven skal i centrum, den anden, at stoffet skal i centrum.

Konflikten har bare ikke været til stede i Danmark i mands minde. Den ene position har nemlig haft eneret på den skolepolitiske magt siden 1950'erne. Den blå betænkning fra 1960 og skolelovene i 1975 og 1993 er således gennemsyret af denne position, kaldet progressiv pædagogik eller reformpædagogik: Skolen er udelt, læreren skal differentiere sin undervisning, så den passer til den enkelte elev, og eleven skal inddrages og være med til at bestemme.

Derfor slår skolelovsrevisionen i 2003 - der indførte bindende trinmål, siden omdøbt til Fælles Mål - så hårdt. Det er nemlig den konkurrerende pædagogiske position - læseplanspædagogikken, som sætter pensum i centrum - der maser sig ind dér.

Dansk Folkeparti og De Konservative, der har stået uden for alle skoleforlig siden Anden Verdenskrig, netop fordi de var modstandere af progressiv pædagogik, prøvede under de skolepolitiske forhandlinger i 2003 at presse daværende Venstre-undervisningsminister Ulla Tørnæs til at indføre bindende læseplaner. Hun stod imod i mange opslidende uger, indtil Anders Fogh Rasmussen brød ind i forhandlingerne med et kompromis om bindende mål. Det er et af de største dramaer i dansk skolepolitisk historie.

Bindende mål eller bindende læseplaner - tankegangen var under alle omstændigheder så langt fra den progressive pædagogik, at De Radikale og Socialistisk Folkeparti måtte gå ud af forhandlingerne og dermed ud af forligskredsen bag folkeskolen, der nu består af Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, som siden med forlig om test, elevplaner og revideret formålsformulering har bragt mere tankegods fra læseplanspædagogikken ind i den reformpædagogiske 1993-skolelov.

Dette sammenstød i lovgrundlaget mellem to vidt forskellige pædagogiske filosofier giver hovedpine ude på skolerne. Det er ikke rimeligt.

John Villy Olsen, journalist, jvo@dlf.org, og Jakob Wärme Hansen, journalistpraktikant, jwh@dlf.org


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ