Lærer Anders Boysen øver udsagnsord med en klasse på Bankager Skole.

Nyt site vil samle inspiration til musiklærere

Skolemix.dk forsøger at samle eksempler på musikundervisning, som kan bruges i skolen. På sitet kan man finde små undervisningsvideoer og gode råd og ideer til undervisningsforløb fra musiklærere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Rytmer og bevægelse kan være gode redskaber til at lære udsagnsord. Det ved Anders Boysen, som er ansat ved Horsens Musikskole og en dag om ugen har været resurseperson på Bankager Skole i skolens årgangsteam.

"Udsagnsordene udspringer af noget, jeg tidligere har lavet, der hedder 'trom og læs'. Det er en mere eller mindre holdbar teori om, at børn, der har svært ved at læse, kan lære noget med rytme", siger Anders Boysen. Han er selv af de lærere, hvis undervisning man kan se på skolemix.dk. Han har på skolen lavet mange forløb i en lang række fag. Men på Skolemix er fokus på hans projekt om at bruge bevægelse og rytme som et værktøj, når eleverne skal lære at bøje udsagnsord. 

På skolemix.dk kan man finde videoer fra forskellige undervisningsforløb og videoer med gode råd fra lærerne.

"Hvis man bare siger det med rytme, så flyder det hele meget bedre. Det er i virkeligheden bare det. Jeg kan give lærerne mulighed for at lave en breaker på en anden måde. Det faglige bliver koblet med bevægelse og puls". 

På sitet er der en lang række eksempler, som lærere kan lade sig inspirere af. Meningen er, at lærere fremover selv skal dele projekter på sitet, fortæller projektleder Peter Lyster.

"Skolemix er tænkt som et inspirationsprojekt for musikskolelærergruppen og folkeskolelærergruppen og det samarbejde, som begge parter skal lave efter folkeskolereformen. Der er mange musikskolelærere, der skal ud og arbejde i folkeskolen og her er en mulighed for at se, hvordan gør man det. Og også folkeskolelærere kan blive inspireret", siger han.

"Det vigtige er, at det skal ikke være på for højt niveau. Det skal være på folkeskoleniveau - og derfor er der materialer, der også vil fungere for folkeskolelærere". 

Læs mere