"La læreren være lærer". Det er konklusionen i en fin norsk bog om skolen i Norge. Bogens forfatter er mangeårigt medlem af Stortinget som repræsentant for det norske Arbeiderparti. Han har været statsråd i Kirke-, Utdannings- og Forskningsdepartementet, og han har været "næringsminister". Nu har han skrevet en stor og indsigtsfuld bog om den moderne norske "fellesskole".

Bogen bygger på en spændende ide: Trond Giske vælger at vende tilbage til sin egen skole, Nardo Skole, hvor han selv startede i 1. klasse mange år tidligere. Han følger livet på skolen gennem et helt skoleår, hvor han indsamler oplevelser og får erfaringer ved at tale med elever, lærere og skoleledelse og ved "bare" at være til stede. Det er et godt litterært greb, der gør det muligt for Giske at trække tråde fra hverdagen, som den opleves lokalt, der hvor lærere handler og løser dagligdagsproblemer, til diskussionerne om skolen, som de føres i medier, forskning og blandt politikere.

Bogen skaber perspektiv, og Giske skaber en vision om fellesskolen. Forfatteren er en god iagttager: "Da slår det meg: Like spesielt som at alle de forskjellige fem-seksåringene er klare til skolegang sammen, er det store mangfoldet av foreldre. En mann i dress og slips, en alenemor, en kar i annlegsklær, en bankdirektør, en storfamilie fra Bangladesh. Også de sitter side om side på de hårde benkene. Ikke så mye som en ekstra pute har de fått, de av dem der hører til Tronheims solside". Her fanges en af skolens væsentligste værdier op i en enkelt iagttagelse - også den danske skole er bærer af denne værdi.

Hvad gør man så med denne mangfoldighed, der også viser sig gennem børnene i skolens hverdag? Det har Giske svar på, og det er det, der gør bogen til en fin bog. Fra de mange fine iagttagelser, hvor den lille historie forbindes med den store historie og perspektiveres med statistikker og fakta - for eksempel om hvorfor så mange elever ikke gennemfører "videregående skole" - føres vi som læsere gennem grundige analyser af eksisterende viden om, hvorfor skolen mister så mange, og vi præsenteres for svar på, hvem det er, skolen mister: Det handler om køn. Det handler om forældrebaggrund. Det handler om, hvor man bor i byen. Og det handler om etnicitet.

Det er alle de statistiske begreber. Trond Giske står i skolegården, hvor eleverne i 1. klasse står stillet op i rækker - igen som da han selv startede i skolen, dengang var begrundelsen disciplin og orden, nu er begrundelsen klasseledelse og undervisningseffektivitet - og tæller som i gymnastiktimerne i hans egen skoletid til fire, en, to, tre og fire!

Trond Giske "ved", ligesom mange lærere gør det, hvem den fjerde elev er - den elev, der ikke kommer videre i uddannelsessystemet. Og han har en vision om en skole, der kan skabe anderledes resultater.