Tosprogede
0   248

Tolerancen voksede efter Iran-tur

Lærere fik større forståelse for tosprogede familier efter besøg i deres hjemland

Oversætte breve, ringe til læge og give gode råd om, hvor det vil være godt at åbne et pizzeria.

For forældre til tosprogede elever er læreren ikke kun én, der skal lære deres børn at læse, skrive og regne. Læreren er en autoritet, der også står til rådighed, når de selv har brug for hjælp eller et godt råd.

Artiklen fortsætter under banneret

'Vi oplever tit, at forældre dukker op midt i en time og forventer, at vi har tid til at hjælpe dem med det samme. Efter turen til Iran forstår jeg bedre, hvorfor de gør det', siger Marie Hansen.

Hun er lærer på Hylleholt Skole i Fakse Ladeplads. Skolen tager sig af undervisningen af tosprogede elever i Fakse Kommune. Dem er der et halvt hundrede af, hvoraf de fleste er flygtninge fra den kurdiske del af Iran og Irak.

Sammen med fire kolleger fra skolens afdeling for tosprogede elever tog Marie Hansen på en studietur til Iran. De fem lærere besøgte en børnehave og to skoler i Teheran, én for piger og én for drenge. Undervisningen var meget anderledes end den danske, så det væsentligste udbytte var en langt større forståelse for den måde, deres egne elever og især deres forældre reagerer på. Lærernes tolerance er blevet større.

'De iranske skoler holder forældremøde en gang om måneden, og de arrangerer foredrag om børneopdragelse hver torsdag. De er i det hele taget meget åbne. Forældrene kan komme og snakke med lærerne her og nu, så der er ikke noget at sige til, at flygtningene regner med, at de kan gøre det samme i Danmark', siger Marie Hansen.

Hidtil har hun bedt forældrene i Fakse Ladeplads vente til senere, når de er dukket uanmeldt op. Det vil hun fortsat gøre. Men hun vil forsøge at blive bedre til at forklare dem, hvorfor hun ikke vil afbryde sin undervisning.

'Jeg vil også lade være med at blive så irriteret over, at de forstyrrer midt i en time. Det er det vigtigste. At jeg ikke bliver irriteret. Hver gang jeg signalerer, at 'det må du da kunne forstå', så optræder jeg fordømmende', siger hun.

Det var ikke kun den iranske skole, der tog godt imod de danske lærere. Når de gik på gaden i Teheran, skulle de blot se ud, som om de var i vildrede i et øjeblik, før de fik tilbudt hjælp.

'Vi oplevede en utrolig venlig befolkning, som er vant til at hjælpe hinanden. Det er med til at øge vores forståelse for, at forældrene beder os hjælpe dem med private ting', siger Kirsten Løfberg, som også deltog i turen.

Børnene var glade

En af lærerne fra Hylleholt Skole, Fatemeh Gassembiglow, er selv iraner, men har boet i Danmark i ni år. Hun fik sin søster til at sørge for, at lærerne blev privat indkvarteret, så de kom så tæt på hverdagen i en iransk familie som muligt. Forinden havde hun rendt myndighederne på døren for at skaffe de nødvendige tilladelser, så lærerne fra Fakse Ladeplads kunne få lov at besøge iranske skoler.

'Min søster måtte garantere, at vi opførte os pænt, og at vi ikke tog kameraer med ud på skolerne', fortæller Fatemeh Gassembiglow.

Men også her overraskede Iran positivt. Danskerne fik en hjertelig modtagelse, og deres iranske kolleger gav dem lov til at tage alle de billeder, de havde lyst til.

'Børnene var utrolig glade og tillidsfulde. Det var dejligt at opleve. Selv om vores tosprogede elever også smiler og er glade, så er de det på en anden måde, for samtidig føler de sig utrygge ved at være i et fremmed land', siger Kirsten Løfberg.

I Iran var rollerne byttet om.

'Her var det os, der ikke forstod hverken sprog eller skilte, så vi havde ikke klaret os uden Fatemeh', siger Marie Hansen.

Undervisningen i Iran minder om den måde, danske elever blev undervist på i 1950'erne. Der er fuldstændig ro i timerne, eleverne rejser sig, når de skal svare på spørgsmål, og fire gange om året får de karakterer. De dygtigste elever belønnes med et diplom og en lille gave. Men den afgørende forskel mellem en dansk og en iransk skoleklasse er arbejdsfordelingen mellem lærer og elever. I mange fag sidder eleverne og ser på, at læreren eksperimenterer, og gruppearbejde eksisterer ikke.

'Vores tosprogede elever står ofte af, når de skal arbejde i grupper eller værksteder. Og når vi har emneuge, bliver de utrygge. Det må skyldes, at de er vant til at se på læreren, så jeg skal blive bedre til at forklare i god tid, hvad de skal lave, når vi har den form for undervisning', siger Kirsten Løfberg.

Kirsten Løfberg er blevet klar over, at 'kontaktbogen' også eksisterer i Iran, så nu vil hun slå i bordet, næste gang en af hendes tosprogede elever ikke har fået forældrene til at skrive i den på trods af elevens fravær.

'Mine elever har lignet spørgsmålstegn, når jeg har givet dem kontaktbøger. Men jeg har åbenbart ikke været god nok hverken til at forklare, hvad bøgerne skal bruges til, eller til at fortælle, at forældrene kan skrive i den på deres eget sprog', siger Kirsten Løfberg.

De iranske lærere var mindst lige så spørgelystne som de danske. De spurgte dog aldrig til de kurdiske elever i Fakse Ladeplads.

'Vi talte overhovedet ikke politik, og den ene gang vi dristede os til at spørge dem til råds om, hvordan vi får iranske børn til at gå i bad efter idræt, svarede de kortfattet, at det er vores problem, at vi blander kønnene i skolen', fortæller Kirsten Løfberg.

Tørklædet røg af

Hjemmefra havde de fem lærere planlagt at tage en tur til den kurdiske del af Iran for at se den egn, deres elever kommer fra. Men da de stod i Teheran, turde de ikke. I stedet var de turister i Teheran og tog på ture blandt andet til Ayatollah Khoumenis hellige fødeby. Her skulle de bære slør, mens de i Teheran kunne nøjes med at supplere de lange frakker med almindelige tørklæder.

'Kravene var ikke så strenge i Teheran, som Fatemeh havde sagt hjemmefra. Vi måtte både vise vores pandehår og gå med bare tæer i sandalerne', fortæller Kirsten Løfberg. Fatemeh Gassembiglow nikker.

'Kvinderne er blevet meget mere frie, siden jeg var i Iran for to år siden', siger hun.

Regler er der dog stadig. Det fik Kirsten Løfberg at mærke. Hendes tørklæde røg af, en dag hun gik på gaden, og så fik Fatemeh Gassembiglow travlt med at hjælpe hende det på igen, inden det vakte for meget postyr.

'Det var ganske vist besværligt at gå med de tørklæder, fordi vi skulle holde dem sammen med den ene hånd. Men vi har fået mere ud af at prøve den iranske kultur på vores egne kroppe frem for at tage på et kursus om tosprogede elever herhjemme', siger Kirsten Løfberg, der har arbejdet med tosprogede elever på Hylleholt Skole siden 1987.-Henrik Stanek er freelancejournalist


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket Dansk som andetsprog er for alle, som underviser i dansk som andetsprog eller har interesse for undervisning af flersprogede elever og nyankomne.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
876 andre er allerede tilmeldt