Blog
0   300

En samtale med Kim Leine får sit eget liv del 1

Abonner på nyt om Litteraturens omveje i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Det sker jævnligt, at ting udvikler sig i en uventet retning. Faktisk kan man få den tanke, at det mest overraskende er, hvis ting bliver præcis som man havde forventet. Jeg har en god ven, der har arbejdet som projektleder i mange år; han planlægger stort set aldrig noget, da erfaringen har vist ham, at ting aldrig går som planlagt. Det kan være både godt og skidt. Da jeg endelig fik mulighed for at kaste mig over lydfilen med min samtale med Kim Leine, gav den anledning til en, for mig, helt ny tilgang til det, jeg laver på denne blog. Jeg havde regnet med ”blot” at skulle lave udskrift og redigering i klassisk interviewstil, men det voksede vildt mellem hænderne på mig. Uden at vide, hvad nogen vil mene om det, hvilken slags tekst det bliver – og hvor lang – vil jeg blot skrive løs og se, hvorhen ordene bærer.

Jeg læste Kim Leines debutroman Kalak i 2014 i samme periode som jeg blev bekendt med – og begejstret for – Niviaq Korneliussens debut HOMO Sapienne. Kims bog havde jeg haft til gode længe, da den udkom i 2007. Det var en af den slags ting, man lige skal have set på ved lejlighed, men som hele tiden glemmes og udskydes. Imidlertid blev jeg af min yngre bror pålagt at læse den omgående, dengang i ´14. Han havde selv læst den og garanterede mig, at den ville interessere mig, da den, ud over at være godt skrevet etc. havde en særlig referenceværdi for os. En stor del af bogens handling udspiller sig i Nuuk, hvortil Kim og hans familie flyttede i oktober 1989. De blev indkvarteret i den fjerde af ti blokke, pragmatisk navngivet Blok 4, som alle bar vidne om, at tidligere tiders interneringspolitik i Grønland ikke blot var en menneskelig, men også en æstetisk katastrofe. Blokkene 1-10 var imidlertid ikke lige så monumentale i deres vederstyggelighed som deres åndelige storebror, Blok P, en betonmastodont som lå overfor 1-10. I denne 200 meter lange, fem etager høje bebyggelse, som på anlæggelsestidspunktet var kongeriget Danmarks største byggeri, var undertegnede samt mor og yngre bror flyttet ind blot et par måneder tidligere. Kim Leines grønlandske Odyssé og min egen er således foregået samtidig, og Kalak var virkelig et stykke personligt samtidshistorie for mig at læse. Naturligvis var Kims nedtur og narkomani og andre voksenproblemer ikke umiddelbart sammenlignelige med mine udskolingsår, men stemningen, oplevelsen af mennesker og liv i det nærpolare var så genkendelig, at det føltes som når en bestemt duft bemægtiger sig ens fulde opmærksomhed og for en kort stund, ikke for at bringe minder, men lade én føle en anden periode af sit liv i et kort glimt…

Denne fixe lille intro er faktisk meget sigende for hele dette indlæg, for da jeg lyttede til min lydfil fra samtalen, blev jeg nærmest pinligt berørt over, hvor meget min egen snak fyldte. Jeg har dog besluttet, at jeg vil fælde en mild dom over min egen snakkesalighed i denne sammenhæng, da den udspringer af et meget nært forhold til emnet samt en stor interesse for Grønland i litteraturen og litteraturen i Grønland, som Kims bøger spiller en ikke uvæsentlig rolle i. Jeg har derfor besluttet at forsøge mig med en genremæssig hybrid i dette indlæg. Interviewet er i sin natur fokuseret på den interviewedes fortælling, mens en blogs inderste væsen er at være ramme om allehånde sniksnak fra bloggerens sind og hånd. Jeg vil forsøge at emulgere disse to tilsyneladende modpoler ud fra devisen: ”hvis olie og æggeblomme kan blive til mayonnaise, kan mine grublerier og Kims kloge betragtninger blive til… noget”. Jeg håber dels, at I vil finde det læseværdigt, at Kim ikke vil finde resultatet urimeligt og at det alt i alt bliver til at holde ud, når jeg nu kaster mig ud i dette ”blogterview”…”blinterview”…”blogview”…”intervlog”…(jeg havde håbet, jeg ville komme på en virkelig rammende og mundret betegnelse, som jeg kunne blive kendt og feteret på, men jeg kom ikke helt i mål med det)

På sin vis forekommer det yderst rimeligt, ja nærmest symbolsk, at indlægget skulle komme til at forme sig som en sådan hybrid – for hybriditet er en allestedsnærværende faktor i Grønland. Landets hovedstad Nuuk, er en moderne by med moderne mennesker – placeret midt i rå natur og under en himmel uden ende. Alle byerne i landet er små enklaver med bratte overgange til ødemarken. Menneskene er, hvor de er – folk flytter til og fra i ét væk, men man smutter ikke lige hjem til forældrene i nabobyen, for sådan en trafik er ikke mulig; transport i Grønland er ikke ”lige”. Opbrud, rejse og ankomst er på forunderlig vis parret med intens tilstedeværelse, så længe folk er til stede.

Befolkningen selv er ikke blot et kapitel i denne hybridfortælling, men et flerbindsværk i sig selv. Rigsfællesskab eller ej, så er der langt fra Nuuk til København, og selvom der stadig kommer mange gæstearbejdere fra den europæiske del af dette fællesskab til Grønland, så er der stor forskel på disses integrationsniveau – som det også fremgår af Kims bøger. Og grønlænderne selv – de kan heller ikke frasige sig forbindelsen, som Niviaq Korneliussen var inde på, da jeg talte med hende. Der er ikke mange grønlændere, der ikke kan finde mindst én europæer i deres stamtræ, mange taler primært eller kun dansk – ministre i Grønlands regering kan blive mødt med kritiske spørgsmål til deres sproglige formåen, og stadig er mange uddannelsesambitioner kun mulige at indfri, hvis man er villig til at forlade landet. Det hele er blanding af folk, blanding af sprog, af kulturer, af byer balancerende på urfjeld af unge forfattere, der ikke gider skrive om det skide urfjeld, fordi det ikke er mere relevant for dem, end det er for en ung forfatter fra Ribe at skrive om domkirken dér. Folk udefra, der kommer og overvældes og tager forandrede afsted igen – på godt og ondt, samt dem, der bliver landfaste og dem, der rejser igen men burde være blevet. Uanset om folk primært er på rejse til Grønland eller væk fra et andet sted, ved man ikke, hvad det vil sige at bo i Grønland før man gør det.  Kim Leine havde en usund baggage af incestuøst misbrug og et liv med tumultariske tilstande med sig til Blok 4 og sit job som sygeplejerske. Livet i blokkene og på byens værtshuse forsynede ham med udenomsægteskabelig nydelse mens arbejdspladsens medicinskab bidrog med hård narko ad libitum og ikke overraskende fulgte kaos. En følelse af grænseløshed er ikke ualmindelig for grønlandsfarere, og det er ikke et ukendt fænomen, at man kan komme meget langt ud på meget lidt plads i de lange mørke vinteraftener...

Artiklen fortsætter under banneret

Fortsættes.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.488 andre er allerede tilmeldt