Mark Horowitz giver sig god tid til at sige farvel til de børn, der farer hen til ham i en solbeskinnet skolegård på Dyssegårdsskolen i Hellerup ved København.

Det er sidste dag, han er på skolen i denne omgang. Mange hilsner fra danske elever skal med hjem til Wisconsin i USA.

I år er det femte gang, han besøger Hellerup-skolen med en 4.-klasse fra Golda Meir-skolen i Milwaukee.

Det nærmer sig en tradition, at han dukker op med et kuld tiårige, der bliver indlogeret hos danske familier.

I løbet af halvanden uge tager de på fælles ture med skolens to danske 4.-klasser til Legoland, Kronborg, H.C. Andersen-museet i Odense, Vikingeskibsmuseet og Tivoli.

Men hvorfor lige Danmark og Dyssegårdsskolen hver gang?

'Ah, it's a long story', siger han og begynder med dengang, hans søster, som er forsker i human genetik, fik et stipendium på Aarhus Universitet og begejstret fortalte ham om Danmark.

Tråden går videre til en udvekslingsrejse, hvor han helt tilbage i 1980 boede hos en dansk kollega i Odense. Hun og hendes familie er siden blevet gode venner med hans. Og historien slutter - foreløbig - med udvekslingsordningen på Dyssegårdsskolen.

Mark Horowitz ønsker ikke selv at bruge ordet tradition af skræk for, at de danske lærere skal komme til at opfatte ordningen som en sur pligt.

'Det hele hviler på deres velvilje. De vurderer selv fra år til år, om de har ressourcerne til at gennemføre projektet', understreger han og håber på, at velviljen slår til også næste år.

Isolerede amerikanere

For hans elever har det stor værdi at komme ud fra det ensformige amerikanske Midwest til et kalejdoskop af nye indtryk i Europa.

'Mens verden bliver mindre og mindre, er det, som om amerikanerne bliver mere og mere isolerede. Børnene på vores skole har ingen mulighed for at opleve den mangfoldighed af kulturer, som I har her i Europa. De bliver ikke naturligt tilskyndet til at lære fremmede sprog så godt som jeres børn. De kender kun én kultur, og husene og gaderne ser ud på samme måde, ligegyldigt om de rejser 1.000 kilometer væk fra deres hjemby', fortæller han.

Mark Horowitz har valgt Danmark som målet for sin udvekslingsrejse, fordi landet er forskelligt fra USA, men ikke så fremmedartet, at de tiårige ville blive væltet omkuld af et kulturchok.

Det, som han forsøger at give sine 4.-klasser, er nærmest en klassisk dannelsesrejse på elementært niveau.

Forud for turen til Danmark har han gennem et helt år forberedt børnene på det, de skal opleve.

Han har også lært dem lidt dansk, så de kan forsøge at snakke med ved middagsbordet hjemme hos værtsfamilierne.

Eleverne har læst H.C. Andersen. De har hørt om Shakespeare og Hamlet for at forberede sig på udflugten til Kronborg.

Allerede nu har forældre og børn på Golda Meir-skolen i USA henvendt sig til Mark Horowitz for at sikre sig en plads i hans særlige Danmark-klasse næste år.

Bedre samarbejde

Efter adskillige besøg i landet har han lært lidt dansk og føler sig nogenlunde hjemme i den danske kultur. Men han ser stadig på den danske folkeskole udefra og registrerer mange forskelle mellem den og den amerikanske primary school.

Hvor ligger de største forskelle, hvis man ser på lærernes forhold?

'Danskerne har et langt bedre samarbejde, end vi har i den amerikanske skole. De arbejdet meget tæt sammen om projekter i undervisningen og holder mange møder med hinanden både i skoletiden og efter. De kender også forældrene langt bedre, end vi gør i USA. Hos os er der ingen tradition for, at de samme lærere følger børnene op igennem de første skoleår. Vi har typisk en ny klasse hvert år, og de kan være slået sammen af børn, der gik i helt forskellige klasser året før. De danske lærere siger tit til mig: Jamen, det er da først efter et år, at man begynder at kende eleverne! Så langt når vi aldrig', indrømmer han.

Synes du bedst om det danske eller det amerikanske system?

'Jeg kan godt lide jeres tradition for at vægte det sociale og samarbejdet om klasserne. På den anden side oplever jeg, at danske lærere er dårligere end amerikanske til at finde hvert enkelt barns særlige evner og opmuntre ham eller hende til at udvikle disse evner. I underviser jævnt ud over hele klassen og lægger et niveau, hvor alle skal kunne være med. Jeg kører allerede i 4. klasse særlig skriveundervisning for dem, der er gode til at skrive. En matematiklærer har et hold med elever, der er gode til avanceret matematik, og også tegnelæreren har specielle tegnehold. Det opfatter vi ikke som elitært, men som at tage hensyn til det enkelte barn. For nogle år siden var nogle danske kolleger på udveksling hos os. De overværede en ceremoni, hvor nogle elever fik diplomer, fordi de havde klaret sig ekstraordinært godt. De danske lærere rystede på hovedet og sagde: Vi ville aldrig fremhæve en enkelt elev, fordi vedkommende havde nået et individuelt resultat. Men her synes jeg, individualisme er i orden. Det handler om at finde mulighederne i hvert enkelt menneske. Jeg skal måske tilføje, at Golda Meir er en skole for særligt talentfulde børn. Men det har ingen indflydelse på min holdning til pædagogikken', siger han.

Selvstændige danskere

Til gengæld har de amerikanske børn ikke særlig stor individuel frihed i klassen og uden for skolen.

Mark Horowitz undrer sig stadig over, hvor ofte danske elever får lov at klare en opgave selv.

'I Legoland hørte jeg den danske lærer sige: Nu går I rundt fire og fire og passer på hinanden. Det ville aldrig kunne lade sig gøre i USA. Der skal være en voksen, som overvåger eleverne. Hvis der skete noget med en af dem, ville jeg som lærer blive stillet til ansvar. Da vi kom hjem fra en tur forleden dag, sagde læreren: Nu går I selv tilbage i klasserne og løser den og den opgave. Det ville vi heller aldrig finde på. Hos os er der altid en lærer til stede i klassen. I opdrager jeres elever til stor selvstændighed'.

Er det godt?

'Ja, en gang imellem kan man frygte, at amerikanske elever ikke ved, hvad de skal stille op med friheden, når de en dag får den. Til gengæld synes jeg, at danske børn ofte er lidt for frie over for de voksne. Der er for megen uro i klasserne. Lærerne skal bruge alt for lang tid på at skabe ro. Danske børn kan opføre sig meget respektløst over for voksne. Det bryder jeg mig ikke om. Børnene i USA er heller ikke på fornavn med deres lærer. De kalder for eksempel mig for Mister Horowitz. Det skaber måske en unaturlig afstand. Men det illustrerer forskellen i omgangformer i de to skolesystemer', siger han.

Lærere arbejder mere i USA

Mark Horowitz kunne godt tænke sig at være lærer i Danmark. Det ville falde ham nemt at tilpasse sig det danske skolesystem, mener han.

Hans glæde ved Danmark og danske forhold er da også en af drivkræfterne i det nu femårige udvekslingsprojekt. Og på et punkt er han ikke i tvivl om, at det ville være en gevinst at skifte skolesystem.

'Vi arbejder meget mere i USA, både lærere og børn. Jeg møder klokken 7.30 om morgenen og har sjældent fri før 14.30. Oveni kommer mindst to timers forberedelse. I det lange frikvarter har jeg ikke pause, men kører ofte speciel undervisning for særlige hold. Vi har i gennemsnit 28 elever i hver klasse. Det giver 28 opgaver at rette. Selvfølgelig er det svært at sammenligne de to systemer. Men jeg mener, at jeres elever i 4. klasse har langt mindre hjemmearbejde end vores. Til gengæld har de friheden efter skoletid. Bare de ikke misbruger den og spilder tiden', siger Mark Horowitz, der stadig efter 31 år som lærer finder pædagogik noget af det mest fascinerende i verden.

Til næste år kommer han måske igen med et sæt amerikanske tiårige, der skal lægge Wisconsin bag sig og prøve at snakke dansk med danskerne.

Golda Meir-skolen kan besøges på hjemmesideadresse: http://ftp.milwaukee.k12.wi.us/schools/meir-Helle Baagø er freelancejournalist